Urie. *(h₃)o (første st.) – Latinsk sproghistorie

Urie. (*h₃e >) *o

Urie. *o kan være et selvstændigt fonem eller være opstået i stilling efter *h₃, dvs. *h₃e > *h₃o.

I latin kan ‑o- også været opstået af *r̥ > or, idet denne regel applicerede allerede i uritalisk. Eksempel:

corpus n. ‘krop, legeme’ < *kr̥p-os, jf. skt. kr̥pā- f. ‘fremtoning’, mid.irsk crí ‘krop’ oldeng. hrif ‘mave’

Zair (2017) mener dog, at man faktisk kan skelne mellem urie. *or og *r̥ i visse tilfælde.

Hovedreglen

*o > o

potis adj. ‘i stand til’; gr. πόσις ‘herre’
octō ‘otte’ gr. ὄκτω
oculus m. ‘øje’ < *h₃okʷ-elo-; gr. ὄσσε ‘øjne’ (dualis)

Uritalisk o > a (og måske *e)

*o > a / u̯.V́ ?

Dvs. *ou̯ > *au, måske i ptætonisk stavelse, måske i lukket stavelse (Weiss 2020: 152) og kun hvis *u̯ er tautosyllabisk (før svind af laryngaler): Thurneysen-Havets lov, med få og usikre eksempler. Thurneysen (1884/1887 og andre før ham) bemærkede, at urie. *ou̯ kunne > *au̯ i latin. Han overvejede også, om det var en beslægtet regel der omvendt udløste vocīuus ← vacuus. Uafhængigt af Thurneysen kom Havet (1885) med samme forslag. Kretschmer (1895) spekulerede over, om accenten kunne spille en rolle, og Solmsen (1904) foreslog faktisk, at reglen kun virkede i prætonisk stavelse.

Det er også Vines konklusion, som Weiss (2020) citerer. I hans formulering er reglen så gammel, at den virkede før initialaccenten – og før laryngaltabet. Meiser (2018: 745) påpeger ligeledes, at reglen må have virket før *eu̯ > *ou̯.

cavēre ‘være forsigtig’ < *kou̯(h)-éi̯e-, jf. gr. κοέω
cavus a/o-adj. ‘hul’< *k̑ou̯H-ó-

Et eksempel på, at reglen ikke virker, fordi *o var betonet i urie.:

ovis < *hóu̯i-, jf. skt. ávi-

Et modeksempel:

movēre < *m(i̯)ou̯h₁-éi̯e-

*o > a/ {b, l, m, u̯, kʷ (*tu̯?)} CV

En lignende regel blev først foreslået af Schrijver og omformuleret af de Vaan (s. 8). Som de citeres her er den identisk med de Vaan’s formulering, bortset fra at jeg har inkluderet *tu̯ som udslaggivende faktor for at kunne inkludere pariēs.

Reglen siger at *o i stilling efter en række rundede, initiale konsonanter tilsyneladende sænkes og mister sin runding, hvis det også står i åben stavelse. Bemærk, at her regnes l pinguis for en rundet konsonant:

badius o/a-adj. ‘brun (om heste)’ < *bodʰ-i̯o-, jf. oldirsk buide ‘gul’ (keltisk låneord iflg. Weiss)
lacus m. u-st. ‘sø’ < *lok-u-, jf. oldirsk loch
manus f. u-st. ‘hånd’ < *mon-u-, jf. oskisk manim (akk.sg.), oldirsk muin ‘beskyttelse’, hit. maniiahh-‘tildele, betro’ < *mn̥-ieh₂-, oht. munt ‘hånd’
mare n. i-st. ‘hav’ < *mor-i-, jf. oldirsk muir m. ‘hav’
canis ‘hund’ < *ku̯on-
vagus adj. ‘omstrejfende’ iflg. de Vaan der rekonstruerer ordets som *(H)u̯ogʰ-o-, afledt af en rod der måske også dannede et nasalpræsens vi ser i oht. wankon ‘at slingre’. LIV angiver roden til disse verber som “?*u̯eng- ‘sich krümmen’
pariēs, -etis m. t-st. ‘væg’, iflg. mig, idet jeg mener ordet er afledt af urital. *tʷori- < urie. *tu̯or-i- ← *tu̯er- ‘holde’, og beslægtet med lit. tvorà ‘hegn, hæk, grænsemur’ < *tu̯or-ah₂.

Undtagelser

Reglen er formuleret, så den passer på materialet, dvs. det er kun udvalgte rundede konsonanter der udløser reglen, tilsyneladende ikke *p, *gʷ og *dʰu̯:

vorāre < urital. *gʷor-ā-i̯e- < urie. *gʷorh₃-ah₃-i̯e- < urie. *gʷorh₃-ah₃-i̯e-
foris ‘dør’ < urital. *þʷor- < urie. *dʰu̯or-
populus m. ‘folk’; uritalisk *poplo af ukendt oprindelse
potis adj. ‘i stand til’; gr. πόσις ‘herre’.

*o > e / r ?

Denne formentlig uritaliske regel har jeg skrevet om i en artikel der udkom i 2023. Dvs. den har ikke være diskuteret i et internationalt forum endnu og er derfor ikke alment anerkendt. I latin har vi en række eksempler (og i umbrisk har vi endnu et) hvor latin har en sekvens –er-, mens de tilsvarende dannelser i andre sprog reflekterer *-or- eller *-r̥-:

servus m. o-st. ‘slave’ < *soru̯o-? Jf. gr. οὖρος m. ‘opsyn, hyrde’, av. pasuš.hauruua ‘[hund] som passer på kvæget’, uiš.hauruua‑ ‘[hund] som passer på byen’.
cervus m. o-st. ‘kronhjort, hjort’ < *k̑or-u̯o-, afledt af *k̑er- ‘hoved, horn’? Jf. lit. kárvė (1) f. ‘ko’ < *k̑orh₂u-ii̯ah₂-, OCS krava f. ‘ko’ < *k̑orh₂-uo-. Nultrin ses i oldpr. sirwis ‘hjort, rådyr’, curwis ‘okse’ < *k̑r̥u̯i- (De Vaan 2008: 111).
verbum n. o-st.‘ord’ < *(h₂)u̯ordʰó-? Jf. lit. var̃das (4) ‘navn’. Germansk og baltisk har nultrin: urgerm. *wurda-, ses i feks. got. waurd n. ‘ord’ < *(h₂)u̯r̥dʰ-o-, samt i oldpr. wirds ‘id.’ < *(h₂)u̯r̥dh- (De Vaan 2008: 664-665; Nussbaum 2017: 256-257).
merda f. a-st. ‘ekskrementer’ < *mord-ah₂– ← *(s)merd- ‘stinker’? Jf. let. smaȓds ‘stank’, Rus. dial. smórod ‘stank’ < *smerd-ó-, lit. smárdas (1) ‘stank’ (med uforklaret tilhørsforhold til kl. 1) (De Vaan 2008: 374).
tergēre ~ tergere < *torg-éi̯e- (LIV: 632)? De Vaan (2008: 614): tergēre har iterativisk semantik, burde hedde *torg-éi̯e-.
Umbrisk verfale (lok. eller abl.sg.) ‘område til at tage auspicier’ ← *u̯orbʰo-. Jf. hit. warpa- n. ‘indhegning’; tokh. A warpi, B werwiye ‘have’ peger på *u̯orbʰ-ii̯o- (De Vaan 2008: 643, Pinault 2011: 175, Pinault 2011: 175, Nussbaum 2017: 249).
serum n. o-st. “valle (og lignende væsker)” < *soro-? Jf. gr. ὀρός m. ‘valle, blodserum’ < *soro- (Nussbaum 2017: 249).
verērī ‘frygte’ hvis denominativ stativ (formodentlig *u̯or-eh₁-i̯é-) ← *u̯oró- adj. ‘forsigtig; bange’? Jf. urgerm. *wara- f.eks. i ono. varr ‘på vagt, opmærksom’ < urie. *u̯oro-; tokh. B were, A war ‘lugte’ < *u̯oro-.

Undtagelser

Reglen virker tilsyneladende ikke i stilling efter *gʷ-, *gʷʰ-, *dʰu̯-, *su̯- og måske *tu̯-, dvs. rundede obstruenter:

vorāre < urital. *gʷor-ā-i̯e- < urie. *gʷorh₃-ah₃-i̯e- < urie. *gʷorh₃-ah₃-i̯e-
formus < urital. *χʷor-mo- < urie. *gʷʰor-mo-
foris ‘dør’< urital. *þʷor- < urie. *dʰu̯or-
pariēs, -etis m. t-st. ‘væg’, hvis afledt via et t-suffiks fra urital. *tʷori- < urie. *tu̯or-i- ← *tu̯er- ‘holde’, og beslægtet med lit. tvorà ‘hegn, hæk, grænsemur’ < *tu̯or-ah₂. Her ville urie. *o give lat. *a i åben stavelse, som foreslået af Schrijver (1991: 460–465).
sordēs ‘skidt’ < *su̯ord-i-, jf. got. swarts ‘sort’

Undtagelser der med nød kan forklares med generalisering af nultrin – men kun hvis *or > er applicerer før *r̥ > or:

Lat. mordēre *h₂mr̥d-éi̯e- eller *h₂mord-éi̯e-?; pf. momordī < *h₂memr̥d- eller *h₂me-mord-?, morsum ‘bide’ < *h₂mr̥d-to-.
torrēre torsī, tostum ‘tørre en ting ved varme’ < *tr̥s-éi̯e- ← *tors-éi̯e- (Ved. tarṣáyati ‘tørrer’, urgerm. *þarzjan, hit. tars-ʰʰⁱ ‘tørre ud’; LIV: 637). Former, der afspejler nultrin: ppp. tostum, *tr̥s-i-to-; præs.ptc. torrēns ‘brændende, varm’ < essivt *tr̥s-h₁i̯é- (LIV); torridus < *tr̥s-eh₁-to- iflg Olsens (2003).
torquēre, torsī, tortum ‘dreje (trans.), slynge’ < *torkʷéi̯e-, ← *tr̥kʷ-ei̯e- ← *terkʷ- ‘dreje sig’ (LIV 635), evt. under indflydelse af ppp. tortum < *tr̥kʷ-to-.
porcus m. ‘gris’ < *tu̯r̥k̑-ó-? En form *turk̑-ó-, med anderledes vokalisering i roden, ses i wal. twrch m. ‘gris’, oldirsk torc m. o-st. ‘vildsvin’. Disse dannelser er afledt af *tu̯erk̑- ‘at at snitte, skære’, som ses i av. θβərəsaiti og gr. σάρξ ‘kød’. Man kunne evt. postulere *tu̯ork̑o- med o-trin, men roden har tilsyneladende ikke noget fuldtrin. Etymologien er problematisk idet porcus lige så godt kan komme af et *pork̑o- som ses i oldirsk orc, urgerm. *farha- > oldeng. fearh m. ‘svin’ osv..

Modeksempler:

urvum n. ‘plovås’ < *u̯or-u̯o-
hortus -i, m. ‘have’ < *gʰor-to-, jf. oskisk húrz ‘hellig lund’; gr. χόρτος, ὁ ‘indhegnet plads, gård’; oldirsk gort ‘mark’

Oldlatinsk hævning

I oldlatin ser vi en lang række eksempler på at o hæves til u.

*o > u / łC

Dvs. før l ‘pinguis’. En sen regel, der i øvrigt også virker i indre stavelse (hvor de fleste eksempler har *e > *o > *u: celāre : occultus).

multa < molcta f. ‘bøde’
uulpēs f. < uolpēs (Plautus) *u̯l̥p-i- ‘ræv’; jf. lit. vilpišỹs ‘vildkat’

Udviklingen er langsommere efter *u̯, derfor har vi i tidlige tekster former som (Weiss s. 140):

volgus, senere vulgus n.‘skare, mængde’
volnus, senere vulnus n. ‘sår’
volcānus, senere vulcānus m. ‘gud for smedekunst’
volturnus, senere vulturnus ‘flod i Campanien’

Også i indre og sidste stavelse bevares o længere efter *u̯.

*o > u / rC

De præcise betingelser for denne regel er uklare. Det ligner en parallel med fermus > firmus, men Zair (2017) mener ikke de to lydlove er beslægtede. I 4.–2. årh. lå e og i meget tæt op ad hinanden, og i indskrifter ser vi er ~ ir. Det samme gælder ikke or overfor ur. Man har altid regnet med, at nogle eksempler kunne være låneord, og Zair peger på, at *r̥ tilsyneladende bliver til ur i umbrisk.

furnus m. ‘bagerovn’ vs. fornāx f. ‘ovn’; jf. ved. ghr̥ṇám n. ‘glød, varme’ < *gʷʰr̥nó-
purpura f. ‘purpur’, lånt fra gr. πορφύρα eller måske et tredje sprog.

Zair (2017) mener, der er en særudvikling af *u̯orC > urC, mens *u̯r̥C giver vorC.

urvum n. ‘plovås’ *u̯or-u̯o-, jf. gr. ἐρύω ‘trækker’
urbs, -bis f. ‘en by (med en ringmur)’. To mulige etymologier, af hvilke kun den første ville bekræfte Zairs regel:
(1) *u̯orbʰ-i- ‘indelukke’ > urbs; jf. Umbrisk uerfale (med uventet e-trin) ‘område hvor man tager varsler’; hitt. warpa- ‘indelukke’, tokh. A warpi- ‘en have’; wärp- ‘at omringe’;
(2) *bʰr̥gʰ- > urbs, jf. urgm. *burg‑ (feks. got. baurgs (f.) ‘befæstet by’), oldirsk brí, gen. breg ‘høj’. kræver en dissimilatorisk særregel: *forfi- > *orfi- > *orbi- osv..

*o > u/ ŋ

hunc < honc ses i indskrift: HONCE
unguere ‘at salve, smøre med’ < *h₃engʷ-e-
unguen n. ‘salve’ < *h₃ongʷ-n̥, jf. umbr. umen /omen/; skt. añjas- n. ‘salve’ (hvis ikke *h₃n̥gʷ-n̥, jf. oldirsk imb ‘smør’)

Men, af uforklarede årsager (de Vaan siger stilling efter en dental), ikke:

longus, a/o-adj. ‘lang’
tongēre ‘tænke’ dialektal form hos Ennius?

*o > u / m

umerus m. ‘skulder’ < *h₂omes-o-; jf. skr. áṃsa– m. ‘skulder’, gr. ὦμος ‘skulder, armhule ’
numerus m. ‘antal’< *nomes-o- til roden *nem- ‘fordele’, med uventet o-trin i en s-stamme
humus f. ‘jord, jordbund’ < *dʰg̑ʰom-o, jf. gr. χθών ‘jord’
Numidae pl. ‘numiderne’ ← gr. Νομάδες

Undtagelser fra reglen forekommer. De Vaan mener, at to disse undtagelser skyldes forudgående dental, dvs. *d eller *s. Det er også blevet foreslået at reglen ikke virkede før oprindeligt *p, hvilket dog ikke forklarer domus:

somnus m. ‘søvn’ < *su̯op-no-
omnis adj. ‘al’ < *h₃op-ni-?
domus f. u-st. ‘hus, bolig’ ← *dom-o-

Oldlatinsk fronting

*#u̯o > #ve / C{dental}

Omtrent 150 fvt. udvikler initialt uo- sig til ue- i stilling før dental inkl. -r- i grupperne -rs- og –rm- (Weiss 2009). Reglen er endnu ikke indtrådt hos Plautus.

versāre ‘vende’ < olat. vorsāre < *u̯r̥t-to-
versipellis ‘vendekåbe’ < olat. vorsipellis *u̯r̥t-to-
vester ‘vores’ < olat. voster < *u̯os-tero-
vetāre ‘forhindre, forbyde’ < olat. votāre
verrēs m. ‘orne’ < *u̯orsē ← *h₂u̯ŕ̥s-en- (ikke belagt i oldlat.)
vermis m. ‘orm’ < *uormi- ← *u̯r̥mi-, jf. got. waurms m. ‘slange’, oldisl. ormr ‘slange’

Reglen virker ikke før l pinguis:

volō ‘jeg vil’
voluere ‘at dreje’ < urie. *u̯el-u̯l̥-

Den virker heller ikke i flg. eksempel:

vorāre ‘at sluge’ < *gʷor-ā-i̯e- < urie. *gʷorh₃-ah₂-i̯e-

Dette bekræfter, at der var to forskellige realiseringer af r, en dental, som vi ser i coda: uersi-, uermis og en mørk, dvs. måske postalveolær, rundet, som vi ser i onset, feks. i uorāre.

At Weiss har ret i at reglen kun virker ved dental, understøttes af følgende eksempler:

vopiscus ‘(overlevende) tvilling’
vouēre ‘at love’ *u̯ogʷʰ-éi̯e-
vomere ‘at kaste op’ < *u̯emh₁–
vŏcāre ‘at kalde’, vŏcābulum ‘betegnelse’ osv.

Videre til V̆ i indre stavelse →

Videre til *i i første stavelse →