Urie. *(h₁)e (første st.)

Bemærk at uritalisk *n̥ > en og *m̥ > en er en kilde til latinsk e: centum < *k̑m̥tom, semel, semper < *sm̥- ‘én’. Sådanne e’ er følger alle de samme lydlove som nedarvet e.

Hovedreglen

*e > e

  • ferō; ferre ‘bærer, at bære’< *bʰér-ō
  • genus n. ‘oprindelse, slægt osv.’< *g̑enh1-os
  • ego ‘jeg’ < *h1eg̑+ō
  • legere ‘at samle’ < *leg̑ -; alb. mb-ledh ‘at samle’; gr. λέγω, λόγος
  • est ‘er’ < *h1ésti
  • septem ‘syv’ < *septḿ̥, gr. ἑπτά
  • tenēre ‘at hole’ < *ten-; ved. tan-, tanóti ‘spænde ud’, ty. dehnen

En uritalisk regel: *eu̯ > *ou̯

*e > o /     u̯

  • nouus < *neu̯os, jf. gr. νέος
  • nouem < *h1neu̯n̥
  • Jouis < *di̯eu̯- (se under diftonger)
  • ūrere ‘brænder’ < *ou̯z- <*h1eu̯s- ‘brænde’, cf. Gk. εὕω ‘svede, svitse’

Men ikke i former med v < *gʷ, så reglen er ikke produktiv:

  • leuis ‘let’ i-st.-adj. afledt af *h1legʷʰu-, gr. ἐλαχύς
  • breuis ‘kort’, i-st.-adj. afledt af < *mreg̑ʰu-, jf. gr. βραχύς

Oldlatinsk runding: *e > *o, *u

I oldlatin har vi en række eksempler, hvor indskrifterne eller en tidlig forfatter har e, mens senere tekster har o. De kan opdeles i to kategorier, alt efter om den udløsende faktor (bla.) er den forudgående konsonantisme eller et efterfølgende l pinguis.

*e > o / #(C)u̯    

  1. *e > o /*su̯        

Eftersom *u̯ senere går tabt i stilling efter en obstruent, og *u̯ har en tendens til at svinde før *o, er resultatet *su̯e- > *su̯o- > so-.

  • sodālis m. ‘kammerat, følgesvend’; indskr. SVODALES < *su̯e- (Lapis Satricanus, 6. årh.)
  • sopōr  m. ‘søvnighed’ < *su̯ep-os-; jf. ved. svapná- m. ‘søvn’
  • sorōr f. ‘søster’; jf. ved. svásar-, ty. Schwester
  • socer m. ‘svigerfar’; jf. ved. śváśura-, gr. ἕκυρος
  • sordēs f. ‘skidt’ < *su̯ord-i-, jf. got. swarts ‘sort’

Måske reglen gælder alle sekvenser af Cu̯e-, jf. at en lignende udvikling ses i den følgende regel. Det skal blot bemærkes, at den er så sen, at vi har et eksempel fra duenoesindskrifte på, at den endnu ikke er indtrådt:

2. *e > o /*du̯    

Ifm. at *u̯ senere går tabt i stilling efter en obstruent, er resultatet *du̯e- > *bo-.

  • bonus < duenos adj. ‘god’ (på Duenos-indskriften, 6. årh.); usikker ie. oprindelse.

Reglen virker tilsyneladende ikke, når den efterfølgende stavelse indeholder en fortungevokal, eller der følger et l exīlis, så måske det er en omlydsregel. Det ville forklare følgende eksempler:

  • bene adv. ‘godt’ < *du̯enēd
  • bellus adj. ‘smuk’ < *du̯enelos, diminutiv af *du̯enos
  • bellum n. ‘krig’; hos Plautus undertiden duellum; ordet antages at være afledt af *du̯enos. Pinault: *du̯enelo– ‘god, modig’. Senere forbandt man ordet med duo ‘to’; således Isidor Hispalensis: Bellum antea duellum uocatum eo quod duae sint partes dimicantium. Således kom duel til at betyde ‘kamp mellem to personer’
  • Bellona f. krigsgudinden Bellōna -ae, f. ‘krigens gudinde, Mars’ ledsagerske’; jf. SC de Bacch. DVELONAI (186 fvt.)

3. *e > o /u̯     C [+ rounded]

Weiss (2009: 139) citerer Nussbaum for en anden regel:
*e > o /(C)u̯     N+V [+back], som han bruger til at forklare det ovennævnte bonus. Derudover er der følgende eksempel:

  • vomit < *u̯emh1 -; jf. gr. ἐμέω, ved. vami ‘kaste op’

Hvis man antager, at *u̯e- > u̯o- i stilling før en rundet konsonant, er reglen parallel med den følgende:

4. *e > o /kʷ     C [+ rounded]

Hos Weiss hedder reglen *e > o /kʷ     kʷ. Hvis vi antager, at en hvilken som helst rundet konsonant har denne effekt, er reglen parallel med den ovenstående *e > o /(C)u̯     C [+ rounded].

Eftersom labiovelarer senere mister deres runding før o og u, er resultatet *kʷe- > *ko-.

  • coquō ‘koger’ < *kʷekʷ- < *pekʷ-; jf. ved. pac-

Følgende eksempel viser måske, at coda-r blokerer for reglen:

  • quercus f. ‘egetræ’ *perkʷ-u-; jf. også querquētum n. ‘egeskov’ 

*e > o /      *ɫ

Det velære l pinguis har samme indvirkning på *e, som *u̯ havde i uritalisk og må vel have været rundet. Denne regel er imidlertid ikke uritalisk, men særlig for latin, jf. umbr. etu veltu (3sg.impv.) ‘han skal gå og forlange’.

  • volō ‘jeg vil’ < *u̯elh1-ō over for velle ‘at ville’ < *u̯elh1-se; velim 1sg. opt. < *u̯elh1-ih1-m
  • volt (Plautus) < *u̯elh1-ti
  • olīva fra gr. ἐλαίϝα
  • colō ‘bebor, dyrker’ < *kʷelh1-; jf. ved. cárati ‘kører’, gr. πέλομαι ‘bevæger’

*e > *o > u /     ɫC

Denne regel gælder også for *o, dvs. den virker efter, at *e > o /     ɫ

  • uult < uolt (Plautus) < *u̯elh1-ti

Et særtilfælde

  • homō m. ‘menneske’ rekonstrueres ofte som *(d)g̑ʰem-ō(n). Her venter vi ikke o-vokalisme, og Festus siger da også, at der har været en form hemō. Alternativt rekonstruerer Weiss (2022: 118) homō < *g̑ʰm̥mō og postulerer at *-m̥m > *‑əm- > *‑om-.

Fronting: *e > i

Zair (2017) bemærker, at i det 4.–2. årh. var e og i meget tætte på hinanden. Det forklarer tildels en række tilfælde hvor *e > i.

*e > i /     ŋ

Denne regel finder vi også i indre stavelse.

  • quīnque < *kʷenkʷe < *penkʷe (med analogisk forlængelse fra quīntus)
  • dignus (-gn- → -ŋn-) *dek̑-no- ← decet ‘sømmer sig’, decus, ‑oris ‘agtelse’ Urie. *dek̑-.

*e > i under uafklarede omstændigheder

I en række tilfælde, der typisk involverer en nasal, hæves *e. Omstændighederne er uafklarede/mangfoldige:

  • Ubetonethed og naboskab med nasal forklarer måske følgende eksempler:
  • in-igere ‘at drive ind i’ < *(h1)en-h2ag̑-
  • in-aequālis ‘ulige’ < *n̥-…
  • nihil ‘intet’ < *nehĭlom < *ne hīlom ‘ikke en smule (hīlum)’
  • mihī dat.sg. af 1. persons pers.pron. < *meg̑ʰ+oi̯ (enklitisk svækkelse, jf. Weiss 2009: 327)
  • nisi ‘medmindre’ < *ne-sei̯
  • Stilling før/mellem nasal spiller måske ind i nogle tilfælde (parallelt med at o hæves til u før ŋ og m: hunc, umerus)
  • imber m.‘regnskyl, regnsky’ < *m̥bʰ-ri-, jf. ved. abhrá- n. ‘sky’
  • limbus m. ‘kant. bort’ < *lemb-o-, jf. skt. lámbate ‘hænge slapt ned’
  • Minerua f. ‘gudinde for krigsførsel mm.’ < *menes-u̯ā f. adj. ‘opmærksom’. To indskrifter har MENERVA med det gamle e.
  • minae f. pl. ‘spidser, tinder, trusler’; minor ‘truer’ < *men- ‘rage frem’ – en sjælden rod.
  • Stilling efter labial antages af Watkins apud de Vaan mens Weiss har lidt forskellige regler; Zair (2017) regner med en vis regelløshed:
  • uigēre ‘være livskraftig, i vigør’ < *u̯eg̑-ḗ- (nydannet ē-præsens iflg. Watkins apud LIV)
  • uitulus m. ‘tyrekalv’ (umbr. vitlu, akk.sg.) < *u̯et-elo-. 
    Weiss: *e > i /u̯   {s, t}
  • vispillō ~ vespillō ‘ligbærer’
    Weiss: *e > i /u̯   {s, t}
  • uillus m. ‘tykt og tottet hår’ ~ uellus, -eris n. ‘afklippet uld af får’ ← uellere ‘at plukke’<  *u̯el-n-h2-, nas.præs. ← *u̯elh3–
  • firmus < *dʰer-mo-
    Weiss: *e > i / _rC, i “dialektal” latin
  • fiber ‘bæver’ < *bʰebʰru-, jf. skt. babhru- ‘desmerdyr’, oht. bibar ‘bæver’
  • pinna ~ penna f. ‘vinge, fjer’ < *peth2-nah2–
  • Omlyd antages i nogle tilfælde, af hvilke to har en nasal og et har en initial labial og således passer til ovenstående regler om stilling før/mellem nasal og efter labial:
  • similis < *semali- < *sm̥h2el-i-; gr. ὁμαλός. Jf. semel ‘én gang’
  • cinis, -eris m. ‘aske’ < *kenis- (her er man nødt til at antage e/o-aflyd, fordi alle andre sprog tilsyneladende har o i roden: gr. κόνις, tokh. B kentse < *kon-is-o-)
  • vigil adj. ‘vågen’ < *u̯eg-li-; ← urie. *u̯eg̑- (man er så nødt til at antage, at uigil har påvirket verbet uigēre ‘være aktiv, livskraftig’, som også er afledt af *u̯eg̑-)

Videre til V̆ i indre stavelse →

Videre til *o i første stavelse→