Lange diftonger

Langdiftong før konsonant

Faldende diftonger opstår, når sekvenser af vokal + i̯ / u̯ befinder sig i stilling før en konsonant, dvs. i̯/u̯ danner sammen med konsonanten en lukket stavelse. I stilling før en vokal kommer i̯/u̯ til at stå i den næste stavelses coda, og sekvensen er ikke diftongisk.

Den vokaliske del af en diftong kan være kort eller lang, feks. *ei̯C overfor *ēi̯C. Nye langdiftonger opstår i de enkelte grene, når Vhi̯/u̯C > V̄i̯/u̯C.

I sprog som latin hvor Osthoffs lov operer forsvinder forskellen på korte og lange diftonger imidlertid når vokalen forkortes i stilling før sonorant + C, feks. *ēi̯C > *ei̯C.

Det betyder, at langdiftongerne fuldstændig falder sammen med kortdiftongerne i latin, lige bortset fra i udlyd.

Eksempler på langdiftong + konsonant

*āi̯.

Eksempler mangler, så vidt jeg ved.

*ēi̯.

  • urie. *dei̯k̑- dannede en s-aorist med langtrin: *dēi̯k̑-s-; det viser oldav. daiš-. Denne aorist er videreført i lat. dīxī.

*ōi̯.

  • Urie. *-ōi̯s, tem. instr. plur. > *-ŏi̯s > dat.pl. -īs som i uirīs; jf. ved. instr. uīráis

*āu̯.

  • Urie. *kleh₂u- > urital. *klāu̯-. I claudere ‘at lukke’ undergik roden osthoffsk forkortelse pga. rodudvidelsen *d, mens vokallængden bevaredes før vokal i clāuis.

*ēu̯.

  • Urie. *di̯ēu̯s, nom.sg. af *di̯eu̯- ‘dag, himmel’, er bevaret i  diūs (nūdius tertus ‘nu er det den tredje dag’). Mellemstadiet er  *di̯eu̯s > *di̯ou̯s med kortdiftong. Nogle forskere mener dog at den urie. nom.sg. var *di̯eu̯s, og at langdiftongen i ved. dyáuḥ /diāus/ er sekundær.

*ōu̯.

  • Urie. *gʷōu̯s er nærmest ubrugelig i denne sammenhæng. For det første mener nogle forskere at den urie. nom.sg. var *gʷou̯s, og at langdiftongen i ved. gáuḥ /gāus/ er sekundær. For det andet må lat. bōs være et låneord fra umbrisk, hvor vi blot ved, at akk.sg. hed bum < *bōm < *gʷōm < *gʷou̯m.

Langdiftong i udlyd

I udlyd har vi kun meget få eksempler. Det vigtigste er *ōi̯, der i udvikler sig til .

*-āi̯# > -ae

  • Urie. dat.sg. *-ah₂-ai̯ > tidlig latin -āi > klassisk latin  -ae (dialektalt findes også )
  • Urie. lok.sg. *-ah₂-i > tidlig latin -āi > klassisk latin  -ae (Romae)
  • Italisk (?) gen.sg. *-ā + ī > oldlatin -āī (to stavelser) > klassisk latin ‑ae

*-ēi̯#

  • En mulig kilde til uritalisk *-ēi̯ er i-stammernes dat.sg., hvor feks. skt. har -ay-e, der tyder på *-ei̯-ei̯. I baltoslavisk derimod er lader endelsen til at gå tilbage til en form med haplologi: *-ei̯-ei̯ → *-ei̯; således feks. oksl. gosti. Det er omdiskuteret, om den italiske endelse kommer af urie. *-ei̯ eller *-ei̯ei̯; det virker sandsynligt, at begge endelser ville > *-ī.

*-ōi̯# > -ō

  • Urie. dat.sg. *-o-ei̯ > *-ōi̯ > tidlig latin -ōi > klassisk latin
  • NVMASIOI numeriō på Fibula Praenestina