Overblik

Allerede i uritalisk blev *eu̯ > *ou̯, så latin arvede følgende kortdiftongsystem:

u-diftonger		i-diftonger
	*ou̯	*ei̯	*oi̯
*au̯		*ai̯

Dette system udviklede sig i første stavelse til det system, vi kender, idet a-diftongerne bevaredes, mens de øvrige diftonger monoftongeredes ved en proces, der bedst kan beskrives som hævning af vokalen og tab af halvvokalen med erstatningsforlængelse:

*ou̯ > *uu̯ > ū
*ei̯ > *ii̯ > ī
*oi̯ > *ui̯ > ū og ī.

En vigtig undtagelse er, at *oi̯ i visse tilfælde blev til oe.

Opr. u-diftonger + *oi		Opr. i-diftonger
	ū	ī	oe
au		ae

Korte diftonger i første stavelse

i-diftonger

ei̯. > ẹ̄ > ī

Plautus eira, klassisk īra ‘vrede’ < *h₂ei̯sh₂. Forveksles hos Plautus bevidst med ēra ‘frue’, så Plautus udtalte vel īra som ẹ̄ra (Weiss: 101)
arkaisk DEIVOS (duenos-indskriften, 6. årh) oskisk deívaí d. sg. ‘dīuae’, klassisk dīvus,
olat. īt, klassisk it ‘går’ overfor vedisk éti gr. εἶσι
olat. deicere > dīcere; i indre stavelse: indīcere < *dei̯k̑-, gr. δείκνῡμι

Hvis diftongen havnede i prævokalisk stilling pga. *u̯ > Ø/__o, blev udviklingen stående ved *ei̯ > *ẹ̄, som forkortedes:

deus m. ‘gud, guddom’ < *dĕos < *dẹ̄u̯os < *dei̯u̯os (men analogisk udjævning i dīvus adj. ‘guddommelig’, dvs. bevaret /u̯/ er generaliseret)
oleum n. ‘olie’ *olĕom < *olẹ̄u̯om < *olei̯u̯om (men olīva, fordi /v/ er bevaret)

En anden omdiskuteret undtagelse gælder stilling mellem l og v:

lēvis adj. ‘glat’ < *lei̯u̯is, jf. gr. λεῖ(ϝ)ος ‘glat’
lēvī 1. sg. pf. af linō ‘besmører’ til urie. *h₂lei̯- iflg. de Vaan; men LIV 277 antager *h₂lei̯H- > *lei̯a- > lē-

*oi̯. > ū, oe og ī

*oi̯. > ū

Dette er hovedreglen.

ūnus ‘en’ < *oi̯nos; got. ains, gr. οἴνη ‘etter på terning’; se en af Scipioindskrifterne (slutn. af det 3. årh) HONC. OINO.PLOIRUME = hunc ūnum plūrimus…
cūrāre ‘sørge for’ (olat. 3 pl. pf. coirauere, pælignisk coisatens)
mūrus m. ‘mur’ ~ arkaisk moeros
mūnia ~ arkaisk moenia f. ‘pligt’

Monoftongeringen anses af Meiser for at være fuldbragt ved udgangen af det 3. årh.; Weiss s. 102 siger anden halvdel af 2. årh.

*oi̯. > oe

I en række tilfælde, der alle involverer stilling mellem labial og apikal, bevares diftongen som oe:

poena f. ‘straf’, men pūnīre
foedus n. ‘pagt’
moenia n. ‘(by)mure’
poenus ‘puner (digterisk)’, men pūnicus ‘punisk’
foedus adj. ‘hæslig’
foetēre ‘stinke’

*oi̯. > ī

I to tilfælde udvikler *oi̯ sig til ī mellem l og labial. Antages af de Vaan og Weiss at være *oi̯ > *ei̯ > ī. Eftersom den normale refleks af *oi̯ er ū, kan det vel også være samme regel som lubet → libet. Se dog līber længere nede.

clīvus ‘skråning’ < *k̑loi̯u̯o-, jf. got. hlaiw ‘gravhøj’ og oldeng. hlāw n., mod. eng. low/law ‘høj’.
līmus m. o-st. ‘mudder, slim’ < *loi̯mo-, men kun hvis ordet faktisk er beslægtet med urgerm. *lai̯ma/ōn- > oht. leim ‘lerjord’

*ai̯. > ae

<ae> (aedēs) afløste i slutningen af 3. årh. <ai> (som i aide).

I senere latin bliver ae monoftongeret og skrives <e>. Denne udvikling lader til at være startet uden for Rom allerede i det andet århundrede, hvor vi finder former som CEDITO for kl. caeditō “han skal skære” fra Spoleto og FORTVNE, kl. fortunae “til Fortuna”. Varro oplyste at haedus ‘kid’ hed hedus ude på landet i Latium.

aedēs ‘tempel’, pl. ‘hus’ < *h₂aidʰei̯es; Gr. αἴθω ‘antænder’; *h₂aidʰ-
aestus ‘varme’ < *h₂aidʰ-tu-; gr. αἴθω ‘antænder’
caecus ‘blind’, oldirsk caech ‘enøjet, blind’, gotisk haihs ‘enøjet
prae < *prah₂-i, gr. παραί

u-diftonger

eu̯. og ou̯. > ū

Urie. *eu̯ var som bekendt blevet til *ou̯ allerede i uritalisk.

Senere hen ses også hævning af *o før łC, rC, ŋ og m.

lūna ‘måne’ < *lou̯ksnah₂ *leu̯k- ‘lyse’; jf. skt. rócate ‘lyser’
lūcus ‘lund’, indskr. beg. af 2. årh.: loucom
lūcēre < *leu̯k-; i indre stavelse: allūcēre
dūcere < *deu̯k-; i indre stavelse: indūcere
ūrere ‘brænder’ < *ou̯z- <*h₁eu̯s- ‘brænde’, jf. Gk. εὕω ‘svede, svitse’, ved. óṣati ‘brænder’
jūmentum < IOUXMENTA (6. årh.)
jūbēre, SC de Bacch. (186 f.v.t.) IOVBEATIS < *Hi̯ou̯dʰ-éi̯e-

*ou̯. > ī

I et tilfælde udvikler *ou̯ (< *eu̯) sig til ī mellem l og labial. Det ligner den udvikling, vi ser i lubet → libet, men iflg. Festus sagde ‘de gamle’ oe:

līber a/o-adj. ‘fri’ < *h₁leu̯dʰ-ero- (gr. ἐλεύθερος ‘fri’), jf. Festus: loebesum [sic!] et loebertatem antiqui dicebant liberum et libertatem.

*au̯. > au

auris ‘øre’ *h₂au̯sis, lit. ausìs

Korte diftonger i indre stavelse

I indre åben stavelse ophører diftongerne med at være diftonger, så her handler det kun om lukket stavelse. For at forstå diftongernes udvikling i denne stilling skal vi sammenligne med kortvokalernes udvikling.

ai̯. > ei̯. > ī

Husk, at *a svækkes til *e i indre lukket stavelse (canere : accentus). Derfor falder a-diftongerne sammen med e-diftongerne i denne stilling:

occīdō < *opkeidō ← *obkai̯dō
cecīdī ← caedere; olat. inceideretis (SC de Bacch., 186 f.v.t.)

au̯. > eu̯. > *ou̯. > ū

Dvs. *a > *e i indre lukket stavelse, dernæst *e > *o/ __ u̯.; dernæst *ou̯ > ū

conclūdō < *konklou̯dō < *konkleu̯dō < *konklau̯dō

*ou̯. > ū

Dvs. *o > *u i indre lukket stavelse; dernæst bliver *ou̯ > *uu̯ > ū:

abdūcō, jf. olat. ABDOVCIT 3. årh.
lūcus ‘lund’; jf. indskr. LOVCOM < *lou̯kó-; jf. skr. loká- ‘rum, verdern’, oht. lōh ‘bevokset lysning’

*oi̯. > ū ?

Eftersom *o svækkes til *u i indre lukket stavelse, har *oi̯ vel givet *ui̯ > ū i følgende tilfælde:

impūnis sammensat af in + poenia
commūnis ‘fælles’; jf. moenia ‘bymure’; Pl. circummoenire ‘befæste med mure’, SCdB, 186 fvt. CO-MOIN-EM (got. ga-mains ‘fælles’)
pollūceō ‘ofrer’ < *por-loi̯k-ei̯e-, kausativ til den rod, vi ser i līcet ‘det er tilladt’

Nogle forskere (Meiser s. 70–71, de Vaan s. 408) mener, at *oi̯ giver ī i denne stilling (lidt ligesom vi har eksempler på *oi̯ > oe i første stavelse), men Weiss (120) bemærker, at eksemplerne er usikre.

Eksempler på <oe> som ikke kommer af *oi̯

oboediō ‘adlyder’ < *-au̯idiō? Alternativt *ob-bʰoi̯d-i̯ō fra roden *bʰei̯dʰ-, som ses i fīdō ‘stoler på’
amoenus ‘dejlig’

Et eksempel, hvor vi ikke har fået ī, men ē, viser måske en særudvikling før r (Weiss: 120):

pōmērium n. ‘den åbne plads langs med bymurene’ < *post-moi̯rii̯om

Korte diftonger i sidste stavelse

I sidste stavelse er udviklingen den samme som i indre, bortset fra, at *oi̯ > -ī. I første stavelse er den regelmæssige udvikling jo *oi̯ > ū – det er sket efter, at diftongerne er blevet svækket i indre stavelse.

Ses i nogle vigtige bøjningsendelser:

*-ei̯# > -ī

lēgīt (oldlatin) 3sg. pf. < *-ei̯t (e =3sg pf.; -i- præsens; -t = 3sg.)
patrī < *pə₂tr-ei̯, dat.sg.

Monoftongeringen af ei > ẹ̄ ses i 3. årh., hvor nom.pl. m. ses stavet -e, dat. plur. -es. I midten af 2. årh. udvikler ẹ̄ sig til ī; de nævnte endelser får deres velkendte former: -ī og -īs.

*oi̯# > ī

virī nom.pl. < *u̯ir-oi̯; SC de Bacch. (186 f.v.t.) VIREI
quī < *kʷei̯ < *kʷoi̯ (indksr. QVOI, QOI, QVEI)

*ou̯# > ū

metūs, gen.sg. af metus ‘frygt’, < *-ou̯s < *-eu̯s ; jf ved. sūnos, got. sunaus

*ai̯# > ī

peperī, 1sg. pf. *-h₂ai̯, faliskisk PE:PARAI < *-h₂ai̯

*au̯# > ?

Vist ikke belagt.