2. deklination (*e/o)

Indoeuropæiske tematiske stammer
Singularis Urie. Førklassisk latin Kl. latin
Nom. *‑os MANIOS; DVENOS; SAKROS -us15
(‑os)
(-er)16
Vok. *‑e –e (-er)17
Akk. *‑om MANOM -um (‑om)
Gen. *‑osi̯o18 POPLIOSIO (6./5. årh); TITOIO (3. årh.)19 ī 20
Abl. *‑o-(h₂)at21 FILEOD22 ō
Dat. *‑o-ei̯ NVMASIOI; DVENOI -ō23
Lok. -oi̯ -ī24
  1. Fra 3. årh: ‑os, ‑om > ‑us ‑um (*o, *u > u / __ C#). Dog bevares ‑os, ‑om “helt ind i klassisk tid” i stilling efter v, i former som seruos, equos, aeuom (equom fx. i Varro Agr., aeuom hos Cicero, der citerer Ennius).
  2. Den særlige udvikling af endelsen *‑ros : *sakros med apokope: *sakr̥s > sacer.
  3. puer og vir har apokope – dog puere (25×) hos Plautus (i betydn. ‘slave’).
    Stammer på ‑ius har ‑ī: fīlī < fīlie..
  4. Husk, at det kun er de tematiske stammer, der har forskel på ablativ og genitiv i urie..
  5. Som i vedisk devasya, Homergræsk/æolisk ἴπποιο; armensk mardoy ‘mands’. En form som POPLIOSIO (Lap. Satr.) viser, at *‑si̯‑ bevaredes ret sent, men bemærk svind i TITOIO (fra Ardea uden for Rom). Endelsen er regelmæssig i  i pronominer: cu(i)ius, eius, huius.
  6. Denne genitivendelse ses også i keltisk: oldirsk firⁱ ‘mand’ (genitiv), gallisk SEGOMARI, og i nogle tilfælde i tokharisk og albansk.
    I latinske stammer på -ius kontraheres endelse og suffiks, men accenten bevares: imperiī → impérī.
    SC de Bacch. (186 f.v.t.) har ‑ī : nōminis latīnī.
    Der er mange teorier om endelsens oprindelse. Pisani prøvede forgæves at gøre gældende, at gen. ‑ī var lydret af *‑osi̯o; Blümel mener det er Caland-i’et; Vine foreslår det er vr̥kī-stammernes *‑ih₂.
  7.  Latin peger på en endelse med langt ō; i litauisk derimod finder vi en genitivendelse -ō, der antages at afspejle en oprindelig ablativ, og som må komme af -āt. Måske urie. *‑o-ad, der kontraheredes forskelligt i enkeltsprogene? Weiss: *‑e-h₂Vd over for *‑o-h₂Vd ?
    Jf. den vediske ablativ vŕ̥kāt og pronominalendelserne: mát, tvát.
  8. -d ses (næsten) ikke hos Plautus; forsvinder fra indskrifterne hen mod slutningen af 3.årh. (hvor den sekundære verbalendelse ‑d < urie. *‑t erstattes af den primære endelse ‑t < urie. *‑eti ).
  9. Antages at være den prævokaliske sandhivariant af dat.sg. *‑ōi̯; Blümel foretrækker at analysere endelsen som refleksen af den urie. instrumentalisendelse.
  10.  Ses i adverbielle former: domī duellīque ‘hjemme og i krig’, humī ‘på jorden’. *‑ei̯ ses vel i hīc ‘her’.
Dualis Urie. Førklassisk latin Klassisk latin
Nom./akk.m. *‑o-e –ō25
Nom./akk.n. *‑ih₁ -ī?25a
Genitiv *‑? –ōrum
Dativ *‑oh₃-bʰi̯ah₂+m –ōbus?25b
  1. Ses alene i duŏ (med jambisk forkortelse), ambō ‘begge’ og octō ‘otte’ (ved. dvā́, dváu, aṣṭā́, aṣṭáu). Genitiv er dannet som en o-stamme gen.pl., mens dativen er dannet som i 3. bøjning.
    25 a I teorien kan en form som frēnī, pluralis af frēnum n. ‘bidsel, hovedtøj’ gå tilbage til en gammel dualis (Weiss 2009:195 n.5; Vine 2017).
    25b *‑bʰ(i̯)os er lånt fra dativ pluralis, der ellers er forsvundet i o-stammerne.
Pluralis Urie. Førklassisk latin m.m. Klassisk latin
Nom. m. *‑oi̯ poploe (Festus) VIREI PLOIRVME MAGISTREIS -ī26
nom./akk.. ntr. *‑ah₂ -a27
Akk. *‑ōns Osk. feíhuss, umbr. vitluf, TORUF –ōs28
Gen. *‑o-hom ROMANOM, verbum, amīcum, fabrum –ōrum29
Instr. *‑ōi̯s QVROIS FALERIES CASTREIS –īs30
Dat./Abl. *‑o-bʰ(i̯)os –
Lok. *‑oi̯-su –31
  1.  *‑oi̯ > *‑ei̯ > *‑ ẹ̄ > ‑ī. Indskriftlige former på ‑EIS (i navne og officielle titler) er uforklarede.
    Sabellisk har *‑ōs, jf. oskisk Núvlanús ‘nolanere, folk fra Nola’.
    Den pronominale endelse *‑oi̯ ses også i tematiske stammer i græsk og baltoslavisk.
    Bemærk at i enkelte tilfælde har maskuline o-stammer en alternativ, neutral nom./akk. pluralis på -a locus → locī ~ loca:
  2.  Hvorfor ikke *‑ah₂ > *‑ā? Måske fra atematiske stammer, fx. *g̑enh₁-es-ə₂ > genera.’ Sabellisk har *‑ā, jf. oskisk prúftú ‘fremsat(te ting)’. Bemærk talordene trīgintā, quadrāgintā osv.
  3.  Vine (2017) mfl. ansætter *‑ons, hvilket vi også ser i feks. Oav. -ə̄ṇg, -ąs(‑cā) og ungav. -ą, -ąs(‑ca). Disse former kan dog være analogiske, og vedisk -ān ~ -āṃs må gå tilbage til *‑ōns. Olander foretrækker *‑ōns, og jeg har påpeget at de pronominale akkusativer, feks. lat. nōs og uōs, av. nā̊, vā̊, bør rekonstrueres som *nōns, *u̯ōns snarere end *nōs, *u̯ōs (Nielsen Whitehead 2022).
    Uvdiklingen *‑ōns > -ōs antages at være lydret; samme eller en lignende forlængelse ses i former som cōnsul, osv.
    På sabellisk er udvikler -nVs og ‑Vns  sig forskelligt: Osk. feíhuss, umbr. vitluf viser, at endelsen oprindeligt var *‑ons eller *‑ōns; et senere opstået *‑ns, feks. fra synkoperet *‑nos, bevares: BANTINS < *bantīnos ‘bantiner’.
  4. -ōrum er overtaget fra femininums *‑ārum = den pronominale endelse *‑ah₂som (jf. ved. pron. āsā́m), som optræder fra 3. årh. Den gamle endelse bevaret i relikter, feks. prō deum fide; duumvirum ‘bestående af to mænd’. Weiss (2020: 225) postulerer urit. *-ōm > lat. ‑um; burde det ikke > **-om? Olander citerer Anders Richardt Jørgensen for, at oldirsk gen.pl. ferN kun kan komme af *u̯ih₁r- +*-om, den atematiske endelse.
  5. *‑ōi̯s > *‑oi̯s > *‑ei̯s > *‑ẹ̄s > ‑īs (Osthoffs lov). Jf. også Garigliani-skålen (nær Minturnae i det sydlige Latium): ESOM KOM MEOIS SOKIOIS TRIFOS ‘jeg er, sammen med mine tre venner …’
  6.  Man har forsøgt at forklare ‑īs som refleks af *‑oi̯su; Blümel siger nej, Weiss s. 208 lader muligheden stå åben; Vine (2017) lader til at mene at *‑oi̯su > *‑īs er regelmæssigt.