De substantiviske former af verbet er:
- Gerundium, som bøjes i akkusativ, genitiv og dativ/ablativ
- Infinitiv, som beskrives som den nominativ, gerundiet mangler, men som er opstået af gamle lokativ- og dativformer
- Supinum, som bøjes i akkusativ, genitiv og dativ
Infinitiv og supinum dannes med en lille samling suffikser der også danner infinitiver og lignende i andre sprog:
Infinitiv
Infinitiven er den eneste substantiviske form, der er repræsenteret både i aktiv og passiv og i alle tre tempora:
| Aktiv | Passiv | |
| Samtid | amāre monēre tegere salīre esse | amārī; AVOCARIER monērī legī; FIGIER salīrī – |
| Fortid | amāuisse monuisse lēgisse saluisse fuisse | amātus esse monitus esse lēctus esse saltus esse – |
| Fremtid | amātūrus esse monitūrus esse tēctūrus esse saltūrus esse fore / futūrus esse | amātum īrī/olat. īrier monitum īrī/olat. īrier lēctum īrī/olat. īrier saltum īrī/olat. īrier – |
Aktive former
- Egentiorem <ho>minem <quam ego su>m neminem neque esse credo nec fuisse nec fore
“Jeg tror hverken, at der findes eller har fandtes eller nogenside vil findes en mand, der er fattigere end jeg er.”
(Plautus Vid. 81)
Infektum: ‑(e)re *-se
- Analyseres traditionelt som < *‑es-i, lok.sg. af en s-stamme. Jf. feks. *g̑enh₁-es-i > genere, abl.sg.. At endelsen indeholder *‑s-, ikke *-r-, ses feks. i esse.
- Suffiksets *e er gået tabt, måske fordi det er blevet analyseret som temavokalen.
- Her ville være tale om en målets lokativ; denne brug ses stadig i feks dō bibere ‘giver (til) at drikke’ (Rubenbauer & al. 1975: 187).
Perfektum
Uforklaret perfektumsmarkør ‑is‑ + infinitivens *‑se.
Meiser (1998: 225): -isse måske identisk med esse. Om esse kan → isse, er usikkert. I indre stavelse venter vi esse, men i første stavelse har vi eksempler på *u̯es > *u̯is, hvilket er interessant, fordi isse i mange tilfælde forekommer efter perfektumsmarkøren -u-. En klar fordel er, at infinitiven således kun har én perfektumsmarkør (-u-) og ikke to (-u- + -is-).
Futurum
-tūrus esse, med det uforklarede futurumsparticipium.
Oldlatinske futurumsformer: amassere osv. dannet til urie. desiderativ.
Passive former
Infektum
I, II og IV: -ēr-ī, -ār-ī, -īr-ī: Den aktive infinitiv + *-ei̯.
Oldfaliskisk har en inf. menesei ‘at forblive’, der er blevet sammenlignet med lat. manērī, men også antages at kunne afspejle en urie. lokativ (Vine: 796 Weiss 2020: 474); jf. hom. μενεϊ.
III: -ī < *-ei̯, dativ singularis af et rodnomen.
En lignende dannelse ses i vedisk:
- ved. bhuvé < *bʰuh₂-ei̯, dvs dativ sg. til rodnomen.
-IER forekommer i oldlatin og hos nogle digtere. Iflg. Meiser er der tale om en instrumentalis på *-ieh₁ + passivens ‑r. Ligner den vediske absolutiv på -yā (ut-tā́-ya ← ud-sthā́-ya ‘opstående’– jf. sthā-)
- ego nolo me meretricem dicier
“jeg vil ikke kaldes prostitueret”
-RIER ses også i oskisk (sakrafir). Lader til at afspejle *‑dʰi̯ōi̯ > *-δie, ses i umbrisk (pihafei). Udviklingen δ > -r- minder om det vi ser i meridiēs ← *medʰi̯o-diēs, men det er også blevet forslået at her er tale om indlfydelse fra den aktive infnitiv, der på et tidspunkt endte på *-zi < *‑si. Lang forklaring hos Fortson (2012)
I passiv tilføjes –r‑: *-δier > -rier, jf. lat. amārier.
Beslægtet med iir. *‑dhyai (ved. píbadhyai ‘at drikke’).
Eksempler:
- 1. raptarier
- 2. obtuerier
- (3. afferrier)
- 4. convestirier
- omnes mortales sese laudarier optant
“alle dødelige ønsker at blive rost”
Perfektum
Let gennemskuelig perifrastisk form
Futurum
Dannes med første supinum, en akkusativform til en tu-stamme, samt en passiv infinitiv til eō ‘går’
Supinum
1. supinum (akk.)
– cubitum īre ‘at gå og/for at lægge sig’
– nuptum dare ‘give til ægte’
Jf. vedisk hótum ‘til at ofre’
Endelsen -tum er akkusativ singularis af en urie. tu-stamme.
2. supinum (abl.)
– mirābile dictū
– lepida sunt memorātuī (Plautus, ét eks.)
Endelsen -tū er nok en dativ singularis til en urie. tu-stamme, men kan også være en ablativ. Endelsen -tuī forekommer muligvis kun én gang, Plautus Bacch. 62.
Gerundium
- Et aktivt og transitivt verbalnomen
- Forekommer kun i singularis og i alle andre former end nominativ:
| Akkusativ | gerendum |
| Genitiv | gerendī |
| Dativ | gerendō |
| Ablativ | gerendō |
Eksempler
- ad quod gerendum praetor a populo factus
“hvilket folket havde gjort ham til prætor for at gøre …” - summaque alacritas et cupiditas belli gerendi innata est
“Den største lyst og attrå efter at føre krig blev skabt” - Iam si est Ceres a gerendo (ita enim dicebas)
“Igen, hvis navnet Ceres kommer af det verbum der betyder at bære frugt …” - sic ulciscar facinora singula, quem ad modum a quibusque sum provocatus: malos cives rem publicam bene gerendo, perfidos amicos nihil credendo atque omnia cavendo, invidos virtuti et gloriae serviendo, mercatores provinciarum revocando domum atque ab iis provinciarum rationem repetendo.
“Jeg vil således straffe deres ugerninger på samme måde som jeg er blevet provokeret af hver af dem: Dårlige medborgere ved at administrere staten godt; utro venner ved ikke at have tiltro til noget og være mistænksom over for alt; de misundelige ved at hengive mig til dyd og ære …”
Oprindelse
Da gerundium er en både aktiv og transitiv form antager man traditionelt, at den har en anden oprindelse end gerundiven, der jo er passiv.
- Risch, Jasanoff: fra gerundiven; på trods af hvad der sædvanligvis påstås, er denne udvikling ret triviel
- Rasmussen 1999 [1996]: en tematisk afledning til en *men-stamme: *-m̥n-o-, med samme uventede udvikling *mn > nd som han postulerer for gerundiven. Lignende dannelser: lit. vertìmas ‘oversættelse’, ved. vártana- ‘drejning’ < *u̯ert-m̥no-.