Fibula praenestina, 7. årh.

  • Fibel i guld fra Praeneste, nutidens Palestrina 35 km sydøst for Rom.
  • Fundet i Praeneste/Palestrina, en latinsk by, der i 338, ved afslutningen på Latinerkrigen, mistede dele af sit territorium til Rom.
  • Ansættes til 7. årh. fvt..
  • En titulus loquēns ‘talende indskrift‘: indskriften fortæller i 1.person hvad genstanden er.

mānios mēd fefaked numaziōi

Mānius mē fēcīt Numeriō

Læs hos Penney s. 232

MANIOS →  Mānius, -ī, m.

Et sjældent  prænōmen, dvs. fornavn.

Etymologien er usikker. Lat. mānus, o/a-adj., betyder ‘god’ og er vel beslægtet med feks. oldirsk maith adj. ‘god’ < *mh2-ti-; mānī og māne betyder ‘tidligt, om morgenen’.

Mānēs, -ium er de afdødes guder. De var underjordiske, og blandt dem levede en Lara, også kaldet Mānia, som var moder til Larerne, en gruppe af guder, der beskyttede vejkryds, byer, huse osv.. Hvordan det hele hænger sammen etymologisk er uklart, men det er vel muligt, at navnet var så sjældent, fordi associationen til manerne og Mānia var lidt for ildevarslende.

I indskriften skrives M med fem streger: ꟿ. Den skrivemåde forsvinder senere, men bevares faktisk som forkortelse for Mānius, som transskriberes <M’>. Se feks denne indskrift – eller denne (fra Heubeck):

Eksempel på, at Manius forkortedes med et fem-stregs M på et tidspunkt hvor man var gået over til at bruge fire streger.
MERCURIO.
M(ANIUS) RUSTIUS M(ARCI) F(ILIUS) M(ANI) N(EPOS) DUUMVIR DAT

VHE:FHAKED

Tidlig perfektumsform til facere, forekommer også i osk. fe<f>acid. LIV har “?*dʰeh₁k-” som et selvstændigt opslag; roden, der antages at være en udvidelse af *dʰeh₁- ‘sætte, stille, lægge’, forekommer kun i italisk: umbr. face ‘lavede’, osk. αfα̣κειτ ‘tilbyder, vier’, osk. factud 3. sg. impv. = umbr. fe(i)tu ‘skal gøre’. Venetisk har dannet en s-aorist: vhagsto /faksto/.

NUMASIOI, dat.sg. → Numerius

Et ligeledes sjældent  praenōmen, som kun brugtes i gēns Fabia.

Navnet er enten italisk eller etruskisk. Lignende navne i latin er Numa (Numa Pompilius var Roms anden konge) og Numitor, navnet på en konge af Alba Longa. I sabellisk findes  feks. umbrisk Numesier. Disse navne antages at være beslægtet med numerus m. ‘tal, antal’, afledt af urie. *nomos- / *nemos- (jf. nemus n. ‘hellig lund, hvor man ofrer’) ← *nem- ‘at tildele’. Rix (2008: 730) nævner dén etymologi som et eksempel på “ansprechende, aber unbeweisbare hypothesen” om romerske navne.

Rix hælder snarere til en etruskisk hypotese; her finder man et praenōmen Numesie.

Videre til Tita Vendias vinkrukke →