I denne type er perfektums- og præsensstamme identiske – det er kun endelserne, der viser, om vi har at gøre med et perfektum eller et præsens. Disse verber falder i tre grupper.
- Redupliceret præsens og perfektum er faldet sammen
- bibī < *pi-poh₃‑ overfor redupl. bibō < *piph₃e- (således Meiser)
- icī/īcī < redupliceret perfektum til īcō < *h₂i-h₂ik̑- (således Meiser)
- Perfektum havde oprindeligt -o-, men pga. *u̯e > *u̯o er perfektum og præsens faldet sammen (eller pf. havde *u̯r̥ > *u̯or, og vokalismen er taget over fra præsensstammen)
- vertere: vertō, uertī, versum. En ældre perfektumsform er bevaret i indskrifter, feks. ADVORTIT. Plautus har faktisk også et præsens uortō, dannet til perfektumsstammen iflg. LIV
- Et muligt s-perfektum kan ikke lægere skelnes fra præsensstammen
- vellere: vellō, vellī (-vulsī), vulsum; vellī < *hu̯el-s-, dvs. s-perfektum < s-aorist overfor uellō < nas.præs. *hu̯el-n-h-. Stammen er ved et tilfælde blevet ens i perfektum og præsens, selvom her er tale om to historisk set forskelige dannelser.
- verrere: verrō, -verrī, versum < oldlat vorrere < præs *u̯r̥s-é-, pf. *u̯e-u̯ors- iflg. LIV
- pīnsere: pīnsō, -sī, pīnsum/stum/pīstum – tilsyneladende nasalpræsens til en rod *pei̯s-, dvs. perfektum er en nydannelse
- vīsere: vīsō, vīsī, vīsum – perfektum er en nydannelse, idet vīsere antages at være en urie desiderativ.
- På grund af deres tunge rodstruktur burde verber med udlydende -nd danne s-perfektum, men det gør de ikke. 3 sådanne verber danner redupliceret perfektum, resten danner simpelt perfektum. Der er ingen klar etymologisk evidens for at disse ukarakteriserede perfektumsstammer er gamle:
- pandere: pandō, pandī, pānsum (passum). Nasalpræsens til urie. *peth₂-, dvs perfektum er en nydannelse
- prandēre, prandī, prānsum af uklar oprindelse
- mandere: mandō, mandī, mānsum. Perfektum er en nydannelse, idet mandere antages at være nasalpræsens til en rod *meth₂
- scandere: scandō, -scendī, -scēnsus. Til urie. *skend- med uklar udvikling til lat. scand-. LIV: scandī måske afredupliceret perfektum.
- prehendere: prehendō, -hendī, -hēnsum. Nasalpræsens til urie. *gʰed-, dvs. pf. er en nydannelse
- (ac)cendere: -cendō, -cendī, -cēnsum til urie. *(s)kend-; LIV: måske rodaorist.
- (of)fendere: -fendō, -fendī, -fēnsum: dʰ-udvidelse til *gʷʰen-, dvs. perfektum er en nydannelse
- I 3. bøjningsklasse danner verber med finalt -u eller -v i præsensstammen både præsens og perfektum med langovkal (Rubenbauer, Hofmann & Heine s. 99). Underliggende er her med stor sandsynlighed tale om et -u-/-v-perfektum:
- tribuere: tribuī, tribūtum
- exuere: exuī, exūtum
- volvō: volvī, volūtum
- Diverse:
- sīdere: sīdō, sēdī/sīdī (-sēdī), -sessum – sīdī er vel dannet til præsensstammen.
- strīdere: strīdō, strīdī, — ‘hvine’; ikke i LIV
- cūdere: cūdō, -cūdī, -cūsum. Latinsk *dʰ-udvidelse til urie. *keh₂u̯-; dvs. ikke nedarvet perfektum