Arkaisk/tidlig latin – Latinsk sproghistorie

Perioden kaldes også ‘tidlig latin’, hvilket betyder, at den tidligste fase kaldes arkaisk latin. Her kaldes den overordnede periode ‘arkaisk latin’. Den kan inddeles i

førlitterær latin hhv. Frühlatein/Very Old Latin, – idet vi kun har (bevarede) indskrifter fra denne periode
oldlatin, hhv. Altlatein/Old Latin, hvor vi har de første litterære kilder.

Lex.dk bemærker, at der findes andre inddelinger: “Perioden 500–250 f.v.t. udgør et arkaisk sprogtrin og kan benævnes førklassisk latin. … Betegnelsen klassisk latin bruges i tre forskellige betydninger:

sproget mellem 250 f.v.t. og 250 e.v.t. (dvs. oldlatin er medregnet);
litteratursproget ca. 100 f.v.t.-100 e.v.t. og
al senere skreven eller talt latin, der har det klassiske litteratursprog som forbillede og følger dets normer.”

Førlitterær latin

7. eller 6. årh.–400 eller 240

En underinddeling af arkaisk latin, som feks. Meiser regner med varer indtil 240, mens de fleste andre forskere nu mener, at man skal skille allerede omkring 400
Fra denne periode har vi kun indskrifter, af hvilke de fleste er fundet uden for Rom.
Litterære kilder fra perioden er gået tabt, men nogle af dem bevares i fragmenter
Sprogligt sker der ikke meget i denne periode

7. årh.–ca. 400:

Meiser: Første indskrifter – 240: Frühlatein.
Weiss (2009: 23–24) 7/6 årh. – 4/3. årh. “Very Old Latin”.
Wallace: ca. 650–400 fvt.: “Very Old Latin”
Clackson & Horrocks: Grænsen mellem “Archaic Latin” og “Old Latin” ligger omtrent 400 fvt.

Realhistorie

753: Ifølge legenden blev Rom grundlagt som kongedømme 753 fvt.
Historikerne kalder kongedømmet Rēgnum Romānum
Kongerækken bestod af syv konger, af hvilke de sidste tre var etruskere.
509–264: Den periode man kalder ‘den tidlige republik’
509: Den syvende og sidste konge, etruskeren Tarquinius Superbus/Tarquinius den Hovmodige, afsættes på grund af sin tyrraniske fremfærd
509: Romerne sværger at de aldrig vil underkaste sig en enevældig hersker igen og opretter republikken. Kongen erstattedes af to konsuler, der blev valgt for et år ad gangen og besad den højeste militære og civile myndighed.
450 fvt. Rom får sin grundlæggende lovsamling, de Tolv Tavlers Love / lex duodecim tabularum (bevaret i yngre ortografi), forfattet efter græsk forbillede.

Tekster fra perioden – fra 7. årh. og frem

Sproglige udviklinger i perioden

Efter uritalisk, men før indskrifterne: *gʷ > v
Fra omkr. år 500 (Meiser 2018: 744):
– svækkelse af kortvokaler i indre og sidste stavelse
– synkope af kortvokaler i indre og sidste stavelse
– anaptykse som følge af synkopen (sakros > sacer)
Synkopen sker nogenlunde samtidig i etruskisk, sabellisk og faliskisk (Meiser)
På bronzepladen fra Lavinium, ca. 500 fvt., ser vi muligvis et tidligt eksempel på synkope.
Fra slutningen af det femte og begyndelsen af det fjerde århundrede mangler vi indskrifter.
Forenkling af konsonantgrupper, særlig af typen der indeholdt s og en sonorant, som IOVXMENTA → iūmenta, må være sket i denne periode.

Oldlatin

ca. 400 — 100/50

Som nævnt er forskerne uenige om hvornår denne periode starter:

Meiser: Altlatein begynder i 240
Pezzini, video: Early Latin begynder i 240

Andre forskere sætter starten på oldlatin til 400 fvt., et løst ansat tidspunkt.

Wallace: “Old Latin: ca. 400–100 BCE”
Clackson & Horrocks: ca. 400 fvt. begynder “Old Latin”

Realhistorie

340-338: Latinerkrigen, hvor det Latinske Forbund af små bystater (her iblandt Praeneste og Tibur) kæmpede mod og tabte til Rom.
312: Appius Claudius er censor. Vigtig person, fordi han udgav nogle (tabte) juridiske værker og holdt en tale i senatet, der som den første blev nedskrevet og læst af eftertiden. Og fordi han fastslog at Homō faber suae quisque fortūnae
298–290 f.Kr.: den tredje samnittiske (samn. talte oskisk) krig, som Romerne vinder og dermed herredømmet over hele Mellemitalien. En af de vigtige aktører er Lucius Cornelius Scipio Barbatus, hvis sarkofag, med en tidlig latinsk indskrift, er bevaret; se nedenfor.
264–133: Den periode man kalder ‘den mellemste republik’
241: Romerne tilintetgør den faliskiske by Falerii; fra den episode stammer bronzekyradset fra Falerii, som bærer en vigtig indskrift.
241: Romernes sejr over Karthago i den Første Puniske Krig (264–241 fvt.), hvorefter Sicilien, der beboedes af grækere, blev en romersk koloni. Dette var begyndelsen til Roms dominans i Middelhavet
133–44 eller 31 fvt.: ‘Den sene republik’

Tekster fra perioden

312 eller deromkring: den ovennævnte Appius Claudius
350–330: Cista Ficoroni
3.-2. årh, Scīpiō-indskrifterne, i saturnier
240 Līvius Andronīcus, en tidligere græsk krigsfange, forfatter det første romerske skuespil, der bliver opført i Rom.
Naevius (265-200) digter (mod slutningen af sit liv) om den Første Puniske Krig
Plautus (254–184), Pācuvius (220-132), Terents (ca. 190-ca. 160) og Accius (170-ca. 90), skriver komedier og tragedier efter græsk mønster
Quintus Ennius (c. 239 – c. 169 fvt.), “den romerske poesis fader”, skriver digte, tragedier og et langt epos om Roms historie.
Catō d.æ. (234–149) skriver de første prosaværker (som vi kender), et om Roms historie, flere taler i høj litterær stil og et meget prosaisk værk om landbrug.
186 f.v.t.: Senātūs Cōnsultum dē Bacchānālibus

Sproglige udviklinger i perioden

4. årh: Pænultimaaccent (Meiser)
4. årh (iflg. Penney): Rhotacisme: *z > r / V __ V
(sker også i umbrisk og faliskisk)
4. årh, slut: 3sg. -d < urie. *-t alternerer med -t < *-ti
3. årh., tidligt: 3sg. -d < urie. *-t erstattes med -t < *-ti
3. årh., tidligt: Første attestering af gen.sg. -ī (men den ses i faliskisk og er helt sikkert ældre)
3. årh., første halvdel: -V̄d# > -V̄#, men skrives stadig i 2.årh.
3. årh.: Dat.sg. -ōi > ‑ō, jf. NUMASIOI vs. AESCULAPIO
3. årh. -os > -us og, lidt senere, -om > -um
3. årh.: TITOIO, dvs gen.sg. -osio > -oiio
3. årh. midten: *#du̯ > #b
3. årh., slutn.: Geminater holder et langsomt indtog i skriften (Penney 2011: 223)
3. årh., slutn.: <ai> skrives <ae>
3./2. årh.: oi̯ (i indre og final stavelse) og ei̯ > ẹ̄, skrives E eller EI (Penney 2011: 225)
3./2. årh.: ou̯ > ū
3. og 2. årh.: udlydende -s mangler ofte i indskrifterne (senere skrives de altid)
ẹ̄ > ī – før 150
2. årh.: *o > u i indre lukket stavelse
2. årh., midten: ol > ul
2. årh, midten: ẹ̄ (< *ei̯, *ai̯) > ī
2. årh.: jambeforkortelse
V̄ss > V̄s – omkr. 100 fvt., dvs. caussa → causa

——————

Hvem var Paulus/Festus?

Til tider angives det, at et ord findes hos Paulus/Festus eller Festus ex Paulo, d.v.s. ‘hos Festus i følge Paulus’. For at forstå hvad det betyder skal man kende tre personer:

Verrius Flaccus (ca. 55 f.v.t.-20 e.v.t.): grammatiker og forfatter til De uerborum significatu
Sextus Pompeius Festus (2. årh. e.v.t.): grammatiker; skrev en forkortet, 20-binds version af De uerborum significatu. Den er delvist bevaret og er et leksikon med forklaringer af latinske ord.
Paulus Diaconus (8. årh. e.v.t.):en benediktinsk munk, der bl.a. skrev en forkortet version af Festus’ leksikon.

betyder altså, at ordet forekommer i Paulus’ forkortede version af Festus’ leksikon, der selv var en forkortet version af Verrius Flaccus’ værk.

En anden vigtig latinsk grammatiker var Priscian, eller Priscianus Caesariensis. Han levede omkring år 500. Hans værker er vigtige for os, fordi de inddrager mange tekstfragmenter fra værker, der senere er gået tabt. Lachmann’ lov bygger på en af Priscians observationer. Hans værker bygger for en stor del på den græske grammatiker Apollonios Dyskolos.

← Tilbage til Italokeltisk og italisk – videre til klassisk latin →