Likvider (l og r)

Konsonantiske likvider

Urie. *l bevares som hovedregel, men har to allofoner. W Sydney Allen beskriver dem som det l vi finder i hhv. field og silly. Plinius kaldte de to l’er ‘l plēnus’ og ‘l exīlis’, en betegnelse han også brugte om for- og bagtungevokaler. I dag bruger man normalt betegnelserne pinguis og exīlis.

l pinguis/plēnus

Er et velært l [ɫ]. Meiser skriver, at det optræder foran bagtungevokal og konsonant og i absolut udlyd. Men Weiss (2009: 82 fn. 15) bemærker, at det faktisk også optræder foran e.

Dvs. konteksten er:  i alle andre stillinger end foran i, ī og l. At det var et velært ɫ, dvs. et bagtunge-ɫ, ses af, at en forudgående vokal bliver til en bagtungevokal (ligesom i de fleste andre sprog er bagtungevokaler automatisk rundede på latin):

  • volō < *uelh1-ō
  • vult < *u̯elh1-t
  • stabulum < *sth2-tʰlo-
  • Herculēs < Hercolēs < Hercelēs ← etr. Herkle ← gr. Ἡρακλῆς
  • volēbam < *u̯elēbam
  • facul, adv. < *fakli, n. nom.akk. sg.
  • simul, adv. < *semli, n. nom.akk.sg.

Husk at *l̥ og *r̥ > *or og *ol i uritalisk, men *m̥ og *n̥ > *em og *en. Dvs. de to likvider lader til at have været rundede.

l exīlis

Er formentlig et apikalt l, der optræder foran i, ī eller l. Desuden er gemineret ll altid exilis. Nogle forfattere (fx Meiser, Weiss 2009: 82) betegner det som et palatalt [lʲ].

  • velim < *u̯elh1-ih1-m
  • stabilis < *sth2-tʰli-
  • velle < *u̯elh1-se
“r pinguis / exīlis”?

Sen (2015: 92 fn. 17) har foreslået, at der ligeledes var to realiseringer af r: en dental, som vi ser i coda og en “dark”, hvilket vel betyder postalveolær eller rundet, som vi ser i onset. Forskellen ses feks. når den sene overgang af vo- > ve- før dental rammer forskelligt:

Bevarelse af o foran r i onset:

  • vorāre

Fronting af o > e foran coda-r:

  • versi-
  • vermis

Det kunne måske også forklare, hvorfor endestavelsessynkope rammer V̆ mellem {r, t} og udlydende {s, t}, men ikke udlydende r:

Synkopen rammer ens efter r og t; typer på at de to lyde er ens i en eller anden henseende: 

  • *dentis > dēns
  • *akris > *akr̥s > acer

Men før -s og -r er resultatet forskelligt: synkopen udebliver før r; tyder på at de to lyde er forskellige:

  • *fertor > fertur

Likvidmetatese

Olsen 1988: 29.
En tendens til likvidmetatese ses f.eks. i fordelingen af suffikser som -ālis/-āris og ‑culum-/-cula‑ vs. ‑crum/‑cra:

  • cūriālis
  • sōlāris
  • ambulācrum
  • vinculum
  • lavācrum over for arkaisk lātrīna

Stavelsesbærende likvider

Begge de uritaliske likvider må have været udtalt med læberunding. Det ses feks. af at de påvirker de latinske frikativer på samme måde som u, samt af, at deres støttevokal er *o i uritalisk.

*r̥ > or/ __ C (uritalisk)

Dette er hovedreglen:

  • cor, ‑dis ‘hjerte’ < *k̑ḗrd, *k̑r̥dós; gr. καρδίᾱ (Homer κραδίη) oirsk cride
  • mors, –tis < *mr̥-tí-, jf. ved. mr̥tyú- lit. mirtìs, mir̃ti ‘dø’
  • morior  < *mr̥-i̯e-
  • fors, -tis f. ‘tilfælde’, jf. pael. FORTE(S) gen.sg. ‘held’
  • torvus o/a-adj. ‘uhyggelig’ < *tr̥gʷ-o-, jf. hitt. tarkuwa(nt)-
*r̥ > ur under uklare omstændigheder

Efter labiovelar og *u̯ og i andre tilfælde, der tilskrives låneord fra umbrisk eller dialektalt lån. Det er svært at afgøre, om en given form går tilbage til *r̥ eller *or (og Zair (2017) påpeger, at former med -ur- kan være dialektale eller umbriske, idet han mener at *r̥ > ur i umbrisk). (Derudover har jeg foreslået, at *or rent faktisk kan udvikle sig til er i latin.)  

  • curtus ‘kort’ ← *kwr̥-tó- (hitt. kwerzi ‘skærer’)
  • gurges -itis ‘afgrund’ ← redupliceret form af *gʷr̥h3– ‘sluge’ (Zair 2017 anser etymologien for tvivlsom, idet der bla. mangler spor af laryngalen)
  • currō ‘løber’ < *kr̥s-; oldirsk carr, gallisk *karros > latin carrus ‘vogn’; muligvis oldislandsk hros ‘hest’; jf. også gr. ἐπιίκουρος ‘hjælper, allieret’
  • furtum n. ‘tyveri’ < *bʰr̥-tó-
  • surdus o/a-adj. ‘døv, stum’; tvivlsom afledning af *suer- ‘lyde’; skt. svar- : sváranti ‘lyder’, svarita ‘intonerende accent’
  • ursus m. o-st. ‘bjørn’ < *h2r̥tk̑o- gr. ἄρκτος (muligvis et låneord)

Husk at der er en regel om, at initialt *u̯o- > ve-. Det betyder, at i en del eksempler har vi *u̯r̥ > uor > uer

  • versus < vorsus
  • vermis
*r̥ > ar / __ (H)V (også uritalisk)

Det lader til, at laryngaler farver et tilstødende r̥/l̥; jf. CR̥HC  > CRāC.

  • carō ‘kød’ *kr̥hō < *(s)kerh- ‘dele’, jf. umbr. karu, dat. karne; kartu ‘skal fordele’; litauisk skìrti ‘skille’
  • haruspex, -icis m. ‘etruskisk og romersk præst, som tog varsler af offerdyrs indvolde og af visse naturfænomener’ < *g̑ʰr̥h-u- ‘indvold’, jf. skt. hirā́- ‘vene’, lit. žarnà ‘indvold’. oldisl. go̧rn ‘indvolde’ + *spek̑-
  • vărus ‘bums (på huden)’ < *u̯r̥h-o-, jf. lit. vìras ‘pustel’

Anaptykse 

Sporadisk:

  • magisterātus for magistrātus

*l̥ > ol (uritalisk)

Dette er hovedreglen.

  • mollis *ml̥dui̯-, jf. gr. βλαδύς, ved. mr̥dú-
  • tollō > *tl̥-néh2-, jf. oirsk tlenaid

*l̥ > ol > ul   / __ C

Midten af 2. århundrede, som uolt > uult.

  • fulgē̆re ← *bhleg- ‘at glimre’, jf. *gr. φλέγω
  • occultare jf. oquoltod (SCBac);*k̑el- ‘skjule’, jf. oldirsk ceilid ‘skjule’, got. huljan ‘indhylle’
  • MOLTAI (Lex Luci Spoletina, beg. af 2. årh.) = multae

*l̥ > al / __ (H)V (uritalisk)

Det lader til, at laryngaler farver et tilstødende r̥/l̥; jf. CR̥HC  > CRāC.

  • calēre ‘være varm’. Meiser: *k̑l̥-eh1i̯e/o-; LIV: *́k̑l̥-h1i̯e/o-; de Vaan: *k̑l̥h1-éh1– < *k̑el- ‘være varm’; lit. šil̃tas ‘varm’

*l̥ > la / __ stemt lukkelyd + C ?

Schrijver: RDC > RaDC (hvor D = b, d, g)

  • flagrāre ← *bhl̥g-ro-

Anaptykse

Nogenlunde regelmæssig udvikling af *-cl-, *-bl-, *-pl- > *-cVl-, */bVl-, *-pVl-. Vokalens kvalitet afhænger af om den står før l pinguis eller l exīlis.

Ses i indskrifter fra 3. årh.: POCOLOM < *poh3-tlom

Begrænses i Plautus til slutningen af verset.

l pinguis > ul / C __

  • pōculum < *poh3-tlom
  • stabulum < *sth2-tlom
  • perīculum ~ perīclum (Plautus)
  • jūgulāns ~ jūglāns ‘valnød’
  • extempulō ~ extemplō ‘straks’
  • saeclum ~ saeculum

l exilis > il / C __

  • facilis < *fak-li-
  • stabilis  *sth2-tʰli-

Anaptykse ved andre sonoranter

Mere sporadisk:

  • Alc(u)mēna
  • techina ‘kunst, trick’ < gr. τέχνη
  • specimen < *spekmen < *spek̑-mn̥

Sekundære stavelsesbærende likvider

I forbindelse med synkope og apokope opstår nye stavelsesbærende sonoranter. Likviderne bliver til er og el (og, afhængigt af omgivelserne, il og ul). Samme udvikling ses i sabellisk, dvs. det er et fællesitalisk fænomen.

  • ager < *agr̥s < *agros
  • agellus dim. <*agr̥lo- <*agr-elo-; jf. ost. agerllúd abl.sg.
  • ācer < *ācr̥s < *ācris
  • imber < *imbris
  • sacer, ‘hellig’, jf. olat SAKROS
  • pōcillum < *pōcl̥-lo- < *pōcl-elo-, dim. til pōculum
  • vexillum ‘fane’ < *u̯eg-sl̥-lo- < *u̯eg-sl-elo- dim. til vēlum ‘sejl’ < *u̯eg-slo-; *u̯eg- ‘væve’, jf. oldirsk figid
  • facul *fakl̥ < *fakli

I nogle tilfælde lader det til, at selv et betonet *ri giver *r > *er  (Sihler s. 70):

  • ter (Pl. /terr/) < *trs < *tris
  • cernō < *kri-neh- ← *krei̯h-, jf. crībrum n. ‘en si’