Laryngaler

Meiser (1998: 105–110); Meiser (2018: passim); Weiss (2020: 52ff.)

Laryngalerne forsvandt som selvstændige fonemer allerede i uritalisk, så de regler der gælder for laryngaler i latin, applicerede allerede i uritalisk eller før.

Nedarvet laryngalfarvning

Det eneste sikre spor af de tre typer laryngaler vi finder i italisk er den farvning af *e, der fandt sted i urie:

VH > V̄ / {C, #}

Urie. laryngalfarvning med efterfølgende erstatningsforlængelse ses for eksempel i:

• quī adv. ‘hvorledes’ < *kʷih₁, instr. af *kʷi-
• nōtus ‘kendt’ < *g̑noh₃-tó-, jf. vedisk jñātá-
• plēnus ‘fuld’ < *pleh₁-no-, jf. skt. prāṇa- (overfor nultrin i pūrṇá-)
• fāma ‘omtale, rygte’; gr. φήμη ‘berømmelse’ < *bʰáh₂-mah₂
• vīvus *gʷih₃-u̯ó-s ved. jīvá- lit. gývas

(fūmus gr. θῡμός < *dʰuh₂-mó-s eller *dʰou̯h₂-mó-s? Tore Rovs Kristoffersen siger nu, at det snarere er *dʰou̯-mó-s, idet *ou̯m → *ūm på græsk)

Et andet spor af de tre laryngaler er den lidt usikre evidens for en italisk lex Rix, se længere nede.

Laryngaltab: initialt og før vokal

H > Ø / __ V

Initialt:

• agō ‘kører, driver’ < *h₂ag̑-
• ovis ‘får’ < *h₂ou̯i-; jf. hitt./kluv hāwi lyk. χawa
• it/īt ‘går’< *h₁ei̯-
• aedis < *h₂ei̯dʰ-i-

Medialt:

• dat. sg. -ae < *-ah₂-ai̯
• ventus < *h₂u̯eh₁n̥tos ‘vind’; ved. vā́ta-

H > Ø /#  __ 

Modsat græsk og armensk har latin ikke protetiske vokaler som refleks af initiale laryngaler. Dvs. en initial laryngal går tabt, både i stilling før konsonant og vokal.

• līber, gr. ἐλεύθερος < *h₁leudʰ-ero-
• dēns ‘tand’, < *h₁d-ont-/*h₁d-n̥t- < *h₁ed- (eller *h₃od-) ‘spise’; gr. ὀδούς, -όντος m. ‘tand’
• regō, gr. ὀρέγω < *h₃reg̑- ‘rette, styre’
• mingō ‘tisser’ ved. méhati, gr. (Hipponax) ὤμιξεν ‘tissede’; Hesych ὀμιχεῖν ← *h₃mei̯g̑ʰ-
• iuvencus ‘ung ko/tyr’, oind., yuvaśá- ‘ungdommelig’ < *h ₂i̯u-h₃n̥-k̑o‑; 1. led *h₂oi̯-u- n. ‘liv, livstid’, som bl.a. ses i ved. ā́yu- n. ‘liv, livstid’, og *h₂i̯eu̯-, som ses i skt. yós ‘velvære, lykke’.

Inspireret af Klingenschmitt og Schrijver nævner Meiser (1998: 106) følgende undtagelser, hvor en initial laryngal vokaliseres. Det virker dog mere sandsynligt, at de har et analogisk fuldtrin:

• aiō /aiiō/ ‘siger’ < *ai̯-i̯e/o- < *h₂g̑-i̯e/o- gr. ἄνωγα ‘befalede’, arm. asem ‘siger’
• āctum ppp. af agere < *h₂g̑-tó-

LIV medtager:

• apiō ‘binde, fæstne’ < *h₁p-i̯o- (hitt. ēpzi); Weiss (2020: 497) peger fornuftigt nok på roden *h₂ep- (hitt. hapzi). *h₁p- er et af den slags nultrin der typisk undgås. Dog danner apiō perfektum ēpī, der ville være regelmæssigt fra *h₁e-h₁p-.

Vokalisering

En vokaliseret laryngal, det være sig *h₁, *h₂ eller *h₃, giver uritalisk a. Reglen gælder først og fremmest i stilling mellem obstruenter, da der er en del særudviklinger i forbindelse med sonoranter.

*H > a/C {C, #}

I indre stavelse er mange laryngaler gået tabt ved synkope, derfor er der flest eksempler fra første stavelse:

• pater m. ‘far’< *ph₂tēr
• datus adj. ‘given’< *dh₃-tó-s
• capere ‘tage’ < *kh₂p-i̯e/o-; gr. κάπτω (og κώπη ‘greb’ < *koh₂p-eh₂), got. hafjan
• facere ‘gøre’< *dʰh₁-k-esi; til præs. *dʰh₁-k-i̯e/o-, aor. fēcī < *dʰeh₁-k-h₂ai̯
• animus ‘sjæl, ånd, vilje, sind’ (med regelmæssig svækkelse af kortvokal i indre stavelse) < *h₂enh₁mos; gr. ἄνεμος, oskisk anams

Man antager at reglen også gælder finalt: her finder vi måske en vokaliseret laryngal i nom./akk. neutrum pluralis:

• genera < *g̑enh₁-es-h₂

Idéen om at finalt *a bevares er dog overraskende, eftersom *a er den svageste vokal i alle andre stillinger, og alle andre finale vokaler lader til at falde sammen i *-e. Derfor kunne man overveje, om nom./akk. pluralis på *‑a kommer af den tematiske endelse, *‑eh₂. Men her løber vi ind i endnu et mysterium: at denne endelse forventes at give **‑ā.

*H > *a  / #{R, N}  {obstruent}

Vokalisering af laryngaler mellem konsonanter applicerer også, når en laryngal befinder sig mellem en initial sonorant, der altså ikke vokaliseres, og en obstruent. Få eksempler:

• macer ‘mager, tynd’< *mh₂k̑-ró-, jf. urgerm. *magra-, feks. i oldn. makr adj. ‘mager’, gr. μακρός ‘lang’. Fuldtrinnet ses i  gr. μῆκος ‘længde’, palatalen i av. masah– ‘størrelse’. Jf. også hitt. maklanza-
• lacer, lacera ‘revet i stykker’ < *lh₂k(V)ró-, jf. gr. λακίδες ‘pjalter’ (aor. ἀπέληκα)
• lassus adj. ‘træt’< *lh₁d-to-, jf. gr. ληδειν, iflg. Hesych ‘at hvile’

Derimod sker der noget andet, hvis der går en lukkelyd forud for sonoranten, se det følgende afsnit.

CR̥HC/CN̥HC > CRāC/CNāC

Meiser (1998: 108)

Den mest anerkendte forklaring på dette fænomen er, at sonoranten udviklede en støttevokal til venstre, dvs. RHC > R_aHC > RāC.

I denne kontekst har græsk tredobbelt repræsentation:

• lātus ‘båret’ ; gr. τλητός <*tl̥h₂-tó- ← *telh₂-; jfr. oht. dult ‘tålmod’.
• strātus ‘spredt ud’; gr. στρωτός, ved. stīrtá- < *str̥h₃-tó- ← *sterh₃–
• nātus ‘født’; gr. κασίγνητος ‘bror’; ved. jātá- ‘født’ < *g̑n̥h₁-tó-s ← *g̑enh₁–
• grātus  ‘kærkommen’ ; jf. osk. brateis, to-ptc. gen.sg., ved. gūrtá-, vbadj. til gr̥ṇāti ‘priser’. Urie *gʷr̥Htó- < *gʷerH-

Undtagelse: CRH > CRa / lukkelyd + C

En særregel postuleret af Schrijver, jf. de Vaan (2008: 263), som mener, at laryngalen måske svandt i en så kompleks cluster. Der lader dog til at være flere forklaringsmuligheder.

• glaber < *gʰl̥h₂dʰ-ro-, jf. lit. glodùs < *gleh₂dʰ-u-

Accentbetinget undtagelse; CŔ̥HC > CaRaC

En særregel, der er lidt svær at bevise eller modbevise. Minder om græsk  θνητός ~ θάνατος.

• palma ‘håndflade, åre, palme’ < *palama- < *pĺ̥h₂-mah₂, jf. gr. παλάμη (som nogle forskere mener palma er lånt fra), oldirsk lám
• calāre ‘kalde’ < *kĺ̥h-i̯e-, jf. gr. καλέω

H før/efter sonorant

#HN̥ > #a/e/oN

I græsk applicerer den såkaldte Lex Rix, iflg. hvilken *h₁,* h₂, *h₃ vokaliseres til *e, *a, *o i stilling før *u̯, *r̥, *l̥, *m̥, *n̥.

I latin sker der noget lignende, men tilsyneladende kun i forbindelse med nasalerne. Som de følgende eksempler viser, er der næsten ingen evidens i italisk, og mens Meiser (1998: 106; 2018: 746) nævner reglen som uritalisk, tvivler Weiss. Schrijver (1991: 56ff.) har behandlet spørgsmålet indgående.

#h₁N̥ > eN?

Bemærk, at *N̥ under alle omstændigheder > *eN. Ét muligt eksempel – hvis der er en initial laryngal, og den laryngal er *h₁:

• īnferus ‘nedre’ < *enferus < *(h)n̥dʰero-, jf. ved ádhara-, got. undar ‘under’; måske resegmenteret som in+ferus
• īnfula ‘hovedbind’, iflg. Höfler < *h₁n̥dʰ-lo- med urie. *h₁nedʰ-, hvis laryngal ses i komposita: upā-nah- ‘sko’. Også her måtte man regne med dialektal form eller resegmentering īn-fula, idet den postulerede form skulle give *indula.

#h₂N̥ > aN

Det lader til, at laryngaler generelt a-farver stavelsesbærende sonoranter. Det er altså ikke signifikant, at vi får a i stilling efter *h₂:

• ambi- gr. ἀμφί < *h₂m̥bʰ-, jf. umbr AMBOLTU = lat. ambulātō ‘skal gå omkring’. Gr. ἀμφί, skt. abhí, oldirsk imb, oht. umbi. Her ansætter man vist kun *h₂ pga. en analyse af formen som *h₂n̥t-bʰi, beslægtet med ante ‘foran.’

#h₃N̥ > oN

To positive eksempler på lex Rix, begge med *h₃n̥-

• unguis ‘negl’ < *h₃n̥gʰ-u-, jf. gr. ὄνυξ, ὄνυχος ‘negl, klo’ < *h₃nogʰ-u-, oldirsk ingen ‘negl’ < *h₃n̥gʰ-u-
• umbilīcus < *h₃n̥bʰ-e/olo-, jf. gr. ὀμφαλός, oht. nabulo, oldirsk imbliu; skr. nábhya- ‘hjulnav’. Man kunne dog også overveje et slægtskab med umbō -ōnis, m. “skjoldknap, skjoldbukkel” – en knap der sidder midt på skjoldet. Ordet er iflg. Kroonen afledt af samme rod som vi ser i ‘navle’-ordet. Vi finder en kognat i urgerm. *amban- m. ‘mave’ – Os. ambon pl. ‘id.’, Oht. amban ‘id.’ < urie. *h₃embʰ-on- (Kroonen). Det er vel kun oldirsk imb, der tyder på nultrinsformen *h₃n̥bʰ-?

Et modeksempel:

• ēnsis ‘sværd’ < *h_2/3ns-i-, jf. palaisk ḫašī-ra- ‘dolk’, skt. así- ‘sværd, offerkniv’

HR̥ > aR?

• argentum ‘sølv’ < *h₂r̥g̑n̥to-, jf. av. ərəzata- ‘sølv’, hitt. harki-‘hvid’. Höfler henviser dog til khotanesisk āljsata- [āldzada-] < *Hard͡zata- < *h₂erg̑n̥to- med fuldtrin
• arcēre, muligvis fra *h₂r̥k̑éi̯e- iflg. LIV; jf. hitt. harzi, harkanzi ‘fastholde’
• ars ‘kunst’ *h₂r̥-ti-
• artus ‘snæver’ *h₂r̥-to-
• altāre ‘alter’ (Paulus ex Festo) nom./akk. pl altāria < *h₂l̥-teh₂–

Modeksempler iflg. Höfler:

• ulcīscor, ultus sum ‘hævner’ < *h₂l̥k-sk̑e-, *h₂l̥k-tó-, jf. gr. ἀλέκω, ἀλέξω ‘afværger’, ved. rákṣati ‘beskytter’
• urna f. ‘krukke, potte’ < *h₂r̥k-sneh₂-, urceus m. ‘lerkrukke’ < *h₂r̥k-ei̯o-, jf. arca ‘kiste’ *h₂erk-eh₂, orca ‘tønde’ < *h₂ork-eh₂-; arcēre ‘indeslutte’, ← urie. *h₂erk-(Hitt. ḫarzi, ḫarkanzi ‘have, hold’). Som Höfler bemærker, kan her imidlertid også være o-trin.

N̥ + HV

I stilling mellem en vokaliseret nasal og en vokal svinder en laryngal uden at sætte sig andre spor end vokaliseringen af nasalen, der ville være udeblevet, hvis laryngalen ikke havde været der:

• tenuis *tn̥h₂(e)u-(i-); gr. ταναός – visse forskere rekonstruerer dog *tenh₂(e)u-(i-) med et analogisk fuldtrin
• similis < *semali- < *sm̥h₂el-i-; gr. ὁμαλός (med uventet o). Jf. semel ‘én gang’
• sine ‘uden’ < *sn̥h₁-i, jf. oldirsk sain- ‘særlig, anderledes’, wal. han- ‘særskil, sær-’, gr. ἄνευ ‘langt fra. uden’, got. sundro ‘særskilt’, oht. suntar, ty. sonder ‘uden’

R̥H > aR

Normaludviklingen af urie. *r̥ og *l̥ er urital. *or og *ol. I stilling før laryngal + vokal får vi derimod *al og *ar.

• valēre ‘være stærk’ < *u̯l̥h-eh₁-i̯e-; oldirsk flaith ‘herskab’, tokh B walo ‘konge’. LIV rekonstruerer en essiv: *u̯l̥h-h₁i̯e-.
• calēre ‘være varm’. LIV: *k̑l̥-h₁i̯e/o-; de Vaan (2008): *k̑l̥h₁-éh₁– < *k̑el- ‘være varm’; Meiser (mærkeligt nok): *k̑l̥-eh₁i̯e/o-; lit. šil̃tas ‘varm’
• vărus ‘bums (på huden)’ < *u̯r̥h-o-, jf. lit. vìras ‘pustel’
• haruspex, -icis m. ‘etruskisk og romersk præst, som tog varsler af offerdyrs indvolde og af visse naturfænomener’ < *g̑ʰr̥h-u- ‘indvold’, jf. skt. hirā́- ‘vene’, lit. žarnà ‘indvold’. oldisl. go̧rn ‘indvolde’ + *spek̑-