s
Initialt
*s > s /#
- sistō gr. ἵστημι osv.
*s (> θ?) > f / # r
Dvs. her falder s vel først sammen med *dʰ, den anden dentale frikativ:
- frīgus < *srihges; jf. gr. ῥῖγος ‘frost, kulde’; polsk śryż ‘islag’
*s > Ø /# N, l
- mīrus ‘vidunderlig’ < *smeiro-, til rod *smei̯- ‘at smile’ jf. oldindisk smerá- ‘leende’
- nāre ‘at svømme’ < *sneh2-, jf. skr. snā́ti ‘bader’, middelirsk snaid ‘svømmer’, gr. νήχω ‘svømmer’
- lūbricus ‘glat’ < *sleu̯b- jf. got sliupan ‘at glide’
Medialt
- I stemte omgivelser opstod allerede i uritalisk et stemt *z, der har tre udfald i latin: ‑r-, -b- eller -Ø- + erstatningsforlængelse.
*s > z > r /V V
Stemtheden opstår allerede i uritalisk, mens rhotacismen sker i det 4. årh. (jf. at Cicero beretter, at L Papīrius Crassus, der var diktator i 339 fvt., var den første i sin klan, der hed, Papīrius, ikke Papīsius). Faliskisk og Umbrisk har rhotacisme, men ikke oskisk.
Weiss (2009: 81 fn. 8) bemærker, at en form som maximus < *mag-is-m̥mo er problematisk i denne henseende.
Vi ved fra feks. Lapis Satricanus (VALESIOSIO) at rhotacismen er efter 500 fvt..
- fēmin-ārum, gen.pl., jf. umbr. egmazum
- gerō vs. gessī
- genus generis *g̑enh1-os, *g̑enh1-es-os
- aurōra ‘daggry’ < *h2au̯sōs+ah2; jf. gr. αὔως, ved. uṣā́s- ‘daggry’
Undtagelse: Ingen rhotacisme når der er r andetsteds i ordet:
- miser overfor maereō maestus
Undtagelse fra undtagelsen: når der er s- i ordet…
- soror < *su̯ésōr
Undtagelse fra undtagelsen til undtagelsen:
- rōs, rōris m. ‘dug, dugdråber’
*s > z > r /V u̯ (uritalisk!)
- Minerua < *menes-u̯ā ‘opmærksom’, jf. skt. manas-vín-‘klog’, men etruskisk menerva fra 6.årh. Denne rhotacisme sker altså meget tidligere en den fællesitaliske rhotacisme.
*s > Ø i konsonantgrupper med sonorant
Typisk svinder alle andre konsonanter end sonoranten, med erstatningsforlængelse:
- iūmentum < IOUXMENTA (6. årh.)
- pānis < *past-ni-, jf. dim. pastilla
- āla < *akslā, jf. dim. axilla
- ē- < ex- i ē-lūcere osv.
*s > r / r
Assimilation til et forudgående r
- torreō ‘steger, rister, tørrer’ < *tors-ei̯e- til roden *ters-, jf. da. tørst, hitt. tarš– ‘tør’
- terra, < *tersah2
I udlyd degemineres, men man kan se på metrikken hos Plautus, at der var et geminat:
- ter < *terr < *tirs <*tris
*s (> θ?) > f / r
Parallelt til #sr > fr-. Evt. dissimilation af artikulationssted? Sihler (1995: 140) peger på umbrisk akk. pl. *-ns > -nf, som tyder på. *s også i sabellisk *s kan falde sammen med f.
- fūnebris ‘som har med begravelser at gøre’ vs. fūnestus ‘dødelig’
- lūcubrāre ‘arbejde om natten’ < *lukes-ro- [?]
- tenebrae f. ‘mørke’ < *temes-rah₂
s > s ~ Ø / #
Ligesom -m artikuleredes udlydende -s svagt. Det ved vi fra metrikken (elision) og fra indskrifter, hvor udlydende -s til tider mangler.
Indskrifterne viser, at udlydende -s i 3. og 2. århundrede udtaltes svækket:
- NATIONV for natiōnūs, AIDILE for aedīlis
þ
Meiser s. 29, Sihler s. 225–226; Kloekhorst 2016 (med henvisninger)
> s, h
En lille gruppe af rekonstruerede, urie. ord indeholder en to-konsonantgruppe (*tk̑, *dʰg̑ʰ, *dʰgʷʰ, *dʰg̑ʰ), der har nogle uventede reflekser i enkeltsprogene.
- I hittitisk og tokharisk ser vi, at disse konsonantgrupper oprindeligt bestod af en dental efterfulgt af en dorsal (dvs. palatal eller velar).
- I græsk (der har den såkaldte τίκτω-regel) og i keltisk undergår gruppen metatese, så vi får dorsal + dental i stedet.
- I de øvrige sproggrene går den ene af de to konsonanter typisk tabt.
- I latin er resultatet nogle gange s: ursus, sinō, sitis, andre gange h-: humus, herī (se forklaringer i det nedenstående)
- I sanskrit er resultatet oftest kṣ, men det sker også, at *t- svinder.
- Oprindeligt antog man – og nogle antager stadig –, at
- metatesen skete i allerde i urie., efter at hittitisk og tokharisk havde skilt sig ud
- der opstod et særligt fonem, som man (dvs sprogforskerne) skrev *þ og kaldte thorn. Dette *þ gav s i latin, ṣ i skr., τ i græsk osv.
“Thorn” i latin
Urie. *h2r̥tk̑o-
Tidligere: *r̥k̑þo-
- Hitt. hartagga- /hartka/
- Latin ursus – men det er blevet foreslået at ursus er et helt ubeslægtet ord
- Oldirsk art
- Gr. ἄρκτος
- Skt. ŕ̥kṣa-
Urie. *dʰg̑ʰ-es- ‘i går’
Stammene r afledt af *dʰeg̑ʰ- ‘at brænde’, jf. urgerm. daga- m. ‘dag’. Tidligere rekonstruerede man *dg̑ʰi-es- ←*g̑ʰ-di-es-, dvs. *g̑ʰe/o- ‘denne’ + *‑dei̯- ‘dag’ + *-es- (således Meiser s. 97)
- Latin herī ‘i går’ < *dʰg̑ʰ-es-ei̯, hesternus ‘af i går’
- Oldirsk in-dé ‘i går’
- Oht. ges-taron
- Gr. χθές
- Albansk dje
- Skr. hyás < *dʰg̑ʰdi-os‑, (jf. sa-dy-áḥ *sm̥-di-os)
Urie. *dʰég̑ʰōm, gen. *dʰg̑ʰmós, lok. *dʰg̑ʰém- ‘jord’
Tidligere: *g̑ʰðem
- Hitt. nom.-acc.sg. tēkan, gen. taknas, lok. tagān
- Tokh. A tkaṃ, B keṃ
- Latin humus (og homō) < *g̑ʰom-o-
- Oldirsk nom.sg. dú, gen.sg. don ‘sted’
- Gallisk TEVO-XTONION [deu̯ogdonion] ‘guder og mennesker’
- Gr. χθῶν
- Albansk dhe
- Frygisk zemel ‘slave’ ← ‘mand’?
- Skt. nom.sg. kṣā́ḥ, gen.sg. jmáḥ/gmáḥ
- Av. nom.sg zå
- Lit. žẽmė
Urie *tk̑ei̯-/tk̑i- ‘at drive landbrug, bosætte’
Roden er afledt af *tek̑- ‘føde’ som ses i gr. τί-κτ-ω ‘føde’ (med metatese)
- Latin sinō ‘tillader’ (og pōnō < *po-sinō; jf. ppp. po-si-tum) regnes traditionelt til denne rod, men kan også være til *seh1i- ‘slippe løs’
- Myk. ki-ti-je-si = /ktii̯ensi/ ‘bebygger’
- Gr. κτίζω ‘befolker’; ἐὺ κτίμενος ‘beboelig’
- Skr. kṣi ‘at bo’; 3sg. kṣéti, 3pl. kṣíyanti
- Ungav. 3sg. šaēiti, 3pl. šiieiṇti ‘bor’
Urie. *dʰgʷʰei̯- ‘går til grunde (af varme)’
Roden er afledt af *dʰegʷʰ- ‘at brænde’.
- Latin sitis ‘tørst’ – dog mener nogle forfattere ikke, at denne dannelse hører til her
- Ono. dvina ‘svinde’; holl. verdwijnen ‘forsvinde’; eng. dwindle ‘svinde hen’
- Gr. φθίνω, ἔφθιτο ‘omkommer’ (κλέος ἄφθιτον ‘udødeligt ry’)
- Skt. kṣi ‘at ødelægge’; kṣiṇā́ti ‘ødelægger’; kṣī́yate ‘går til grunde’; ungav. jināiti ‘ødelægger’; skr. śravas … ákṣitam ‘udødeligt ry’
Tvivlsomme eller irrelevante dannelser
- Skt.. kṣáyati ‘hersker’ < *h3kʷ-s-, en desiderativ iflg LIV (297)
- Lat. texō, texere ‘at væve’, jf.hitt. takš-zi ‘to devise, to unify, undertake, to mingle’ (Kloekhorst 2006:813). LIV (619) ansætter *tek-s-, en desiderativ til *tek-‘væve, flette’