De indoeuropæiske diftonger var bifonemiske, dvs. de bestod af en fuldvokal + en halvvokal. De var altså ikke selvstændige fonemer.
Kronologi
- *eu̯ faldt i uritalisk sammen med *ou̯
- *au̯ faldt tidligt sammen med *ou̯ i indre stavelse (via *eu̯)
- *ai̯ faldt tidligt sammen med *ei̯ i indre stavelse
- *ei̯ (> ẹ̄), *oi̯ (> ū, ẹ̄, oe) og *ou̯ (> ū) monoftongeredes i 3./2. årh.
- *ae, *au og *oe monftongeredes først i efterklassisk tid
Læs om
Korte diftonger
Lange diftonger
Sammenfatning af diftongernes udvikling
Nedenstående skema viser de seks indoeuropæiske diftongers udvikling til den klassiske latins ae, oe, au, ī, ū.