Korte vokaler i indre stavelse

  • I indre stavelse rammes kortvokaler fra omtrent 500 fvt. af diverse svækkelser og synkoper.
  • I det følgende ser vi først på de vokaler, der ikke bliver bortsynkoperede, men derimod svækkede. Der er to udviklinger, alt efter om de står i lukket eller åben stavelse.
  • Langvokaler svækkes ikke.
  • Svækkelse modvirkes ofte af analogi, særligt i regelmæssige verber og særligt i verber med o i roden.

V̆ i indre, lukket stavelse

Her reduceres de fem vokaler til tre, idet:

  • *a > e (‘tidligt’ iflg. Meiser s. 70; vel i den mørke periode mellem tidlig og oldlatin)
  • *o > u (i 2. årh. iflg. Meiser)
  • *i og *u bevares

(Særlig fra 3. konjugation kender vi det fænomen at *i̯e > *i i indre stavelse: *kap-i̯e-ti > capit. Det er muligt at denne udvikling foregik allerede i uritalisk; se under *i̯.)

De tre vokaler har dog visse betingede varianter.

*e og *a falder sammen

Dvs. *a bliver til *e, som så undergår visse forandringer.

*a, *e > e /    CC

*a

  • facere, faciō, men refectus
  • rapere, surripere, men surreptus
  • cantāre, men accentus

*e

  • tenēre, attinēre; attentus

*a, *e > *o > u /    ɫC 

Efter at *a, *e > e / CC, applicerer *e > *o > u / __ ɫC, som også gælder i første stavelse (*u̯elht > *u̯elt > *u̯olt > uult):

*a

  • saltāre; insultō

*e

  • catapulta ← gr. καταπέλτης

*a, *e > i /    ŋ

Efter at *a, *e > e / CC, applicerer *e > i /__ ŋ, som også gælder for *e i første stavelse: *penkʷe > quīnque osv.

*a

  • tangere; contingere ‘at berøre’

*e

  • *teng- → tingere; contingere ‘at befugte’

Reglen gælder ikke i stilling efter en anden vokal (måske det særligt er efter *i?):

ambiegnus ‘offerdyr med lam omkring’, dvs. sammensat af ambi + agnus

*i bevares

*i > i /    CC

*i

  • dicāre ~ praedictus

*o og *u falder sammen

I forbindelse med denne regel skal man være opmærksom på, at det næsten er nemmere at finde eksempler hvor den ikke har virket, eller eksempler hvor *o > *u af andre årsager (og man kunne få den mistanke, at o faktisk var upåvirket af den tidlige vokalsvækkelse; det er vist ikke blevet foreslået før).

*o > u /    CC

*o

  • leguntur < *legontor
  • venustus < *u̯enh₁-os-to-; jf. uenus, -eris < *u̯enh₁-os–
  • onustus < *HonHos-to-; jef. onus, -eris
  • rōbustus < *h₁reu̯dʰ-os-to-; jf rōbur/rōbus (Cato), –oris (gr. ἔρευθος n.‘rødhed’). *eu̯ > ō viser at formen er rustik/dialektal/sabellisk (Sihler 1995: 141; de Vaan).

Udviklingen *o > u er langsommere efter *u̯ (det ses også i første og sidste stavelse; måske det er en grafisk regel, at man undgår VV), og Plautus skriver feks.:

  • avonculus

Bemærk, at flere af de eksempler håndbøgerne citerer er der fonologiske betingelser der ville udløse *o > u under alle omstændigheder, idet de gør det i første stavelse:

  • alumnus < *alomnos (stilling før m; jf. umerus)
  • occultus, jf. olat. OQOLTOD (stilling før l pinguis, jf. vult)
  • amurca f. ‘bundfald i olivenolie’ ← gr. ἀμόργη (stilling før r, jf purpura overfor gr. πορφύρα). Eftersom gr.  γ er gengivet med c, går Adams (2003: 164) ud fra, at dette er et af mange græske låneord, der er gået gennem etruskisk, der ikke skelnede mellem o og u.

Der er masser af eksempler på bevaret o i indre, lukket stavelse. Nogle skyldes en generel analogisk tendens i verber og deres afledninger:

  • indormio ‘falder i søvn’ ← dormīre ‘sove’
  • poposcī pf. ←  poscere ‘forlange’
  • spopondī pf. ← spondēre ‘love’
  • obnoxius adj. ‘strafskyldig’ ← nocēre ‘at skade’
  • incoctus adj. ‘ukogt’ ← coqere ‘koge, bage’
  • indoctus adj. ‘udannet’ ← docēre ‘undervise’
  • contortus adj. ‘forskruet’ ← contorquēre ‘sno’

I andre tilfælde er det analogi med et nomen:

  • abnormis adj. ‘regelløs’ ← norma f. ‘rettesnor’
  • triformis adj. ‘treformet’ ← forma f. ‘form’
  • insomnis adj. ‘søvnløs’ ← somnus m. ‘søvn’

*u

  • dŭctus — conductus (til dūcere ‘føre, lede’)
  • ruptus – corruptus (til rumpere ‘bryde, ødelægge’)

V̆ i indre, åben stavelse

Her falder alle fem kortvokaler (a e o i u) sammen i én vokal, der indtil slutningen af 3.årh. skrives både I og E. Som hovedregel ender den med at blive til i.

V̆ > i  /      CV

Dette er hovedreglen

*a

  • reficere vs. facere, facio

*o

  • meminī 1sg. præs. pf. til roden *men
  • hospitis, gen.sg. til hospes < *gʰosti-poti-

*u

  • capitis, gen.sg. af caput n. ‘hoved’

V̆ > o > u /      u̯

*a

  • ēluere ← ex + lauāre

*i

  • trīduum < *tris-diu̯om

*o

  • dēnuō < urit. *dē nou̯ōd < *dē neu̯ōd ‘på ny’

I verberne bevares o næsten altid analogisk (analogi udebliver typisk i former, der i forvejen er uregelmæssige, som det reduplicerede perfektum meminī):

  • commouēre ‘sætte i bevægelse’

V̆ > o > u /    ł (l pinguis)

En relativt sen regel: <o> ses i indskrifter indtil cirka 200 fvt.: POCOLOM, TABOLAM, etc.

*a

  • crāpula ‘rus’ ← gr. κραιπάλη ‘fuldskab; drikkeri’

*e

  • consulāre < *‑sel-
  • CONSOLIBVS, Scipiosarkofag
  • siculus ← gr. σικελός
  • famulus ‘tjener’ vs. familia (pælignisk famel)

*o

  • paruolus/paruulus
  • anculus ‘tjener’ < *h₂m̥bʰi-kʷolh₁o-

I verberne bevares o dog næsten altid analogisk:

  • colere ‘dyrke’; accolere ‘bo i nærheden’
  • dolēre ‘smerte’; perdolēscere ‘føle stærk smerte’

*u

  • ānus, -ūs m. ‘ring’ med demin. ānulus

*i

Weiss (2009: 117): Her virker reglen muligvis ikke, omend flere af eksemplerne kan være analogiske:

  • aquila
  • nūbilus adj. ‘skyfuld’ ← nūbēs f. ‘sky’
  • pestilēns adj. ‘pestagtig, usund’ ← pestis f. ‘smitsom sygdom’
  • uentilāre ‘vifte’ ← ventulus eller uentum?
  • sībilāre ‘fløjte, pibe’ ← sībilus m. ‘fløjten’

V̆ > *ɨ > i eller u /    C [+ labial]

Vi har set, at korte vokaler i indre stavelse bliver til u foran *u̯ og l pinguis, som er labiale konsonanter.

I stilling før andre labiale konsonanter (p, b, m) skrives den korte vokal i indre stavelse i starten med <u>, men senere begynder man i de fleste tilfælde at skrive <i>. Weiss (118) mener, reglen er fonologisk betinget: hvis der følger et i/i̯ umiddelbart efter den udløsende labial, eller hvis den forudgående stavelse har en urundet vokal, får vi ofte -i-. Reglen forstyrres, som altid, af analogi.

 *a

  • taberna — contubernālis
  • capere — occupō ‘indtager’ — occipiō ‘begynder’
  • rapere — surripiō 1sg.præs. ‘røver’– pf. surrupuī

*e

  • optumo — optimus < *h₃optm̥ho-

*i

  • monumentum vs. monitum
  • monumentum vs. alimentum vs.
  • pontufex, senere pontifex

*u

  • lacruma senere lacrima

V̆ > e /    r

Vi har set, at *r < *z i første stavelse sænker u til o. Denne her regel er anderledes, idet den gælder både r < *r og r < *z. Den er altså aktiv også efter rhotacismen i 4. århundrede.

*a

  • pariō, parere, peperī
  • camera ← gr. καμάρᾱ

*e

  • congerere, congessī, congestum

*i

  • cinis, cineris
  • Faleriī < *falisioi̯; jf. Faliscī

*o

  • frūgifer < *‑ferus < *‑foros
  • temperī ‘i tide’ < *tempos-ei̯, jf. tempus (analogisk temporis)
  • uenus, ueneris

I verberne bevares o dog tilsyneladende analogisk:

  • īnforāre ‘at bore ind i’
  • dēuorāre ‘at sluge’

*u

  • socer < *socerus < *su̯ek̑uro- jf. ved. sváśura

Alacer-reglen

En kort vokal i indre åben stavelse kan bevare sin oprindelige kvalitet, hvis den er identisk med vokalen i førse stavelse og kun adskilles af den af en enkelt konsonant:

  • alacer adj. “ivrig”
  • calamitās f. “skade, ulykke”
  • sepelīre “at begrave”
  • uegetus “livskraftig”
  • anas, anatis f. “and”

Særtilfælde med to vokaler

I alle de ovenstående eksempler står den svækkede kortvokal mellem to konsonanter. Når to korte vokaler mødes, sker der tilsyneladende noget særligt:

Bevarelse af kortvokaler /    V?

Dvs. kortvokaler i indre stavelse svækkes ikke i stilling før en vokal. Her har jeg medregnet langvokaler, idet de forkortes før vokal (uocālis ante uocālem corripitur):

  • alveus, ikke **alvius
  • moneō, ikke **moniō
  • cornua, ikke **cornia
*o > o / {i, e}       ł (l pinguis)

Der er to eksempler på denne regel, der altså involverer to på hinanden følgende korte vokaler i indre stavelser. Meiser peger dog også på  paruolus ~ paruulus, hvor konteksten er / u̯   ł

  • aluĕŏlus dvs. ikke **aluĕŭlus
  • fīlĭŏlus dvs. ikke **filĭŭlus
* e og *o > e / i   

Her har vi lidt flere eksempler

*e

  • pariēs, parietis, dvs. ikke **pariitas

*o

  • societas   < *socio- ikke **sociitās
  • medietas < *medio-
  • pietas < *pio-

Synkope

frontness and

height (high front vowels are shorter than low back vowels), position following a

“heavy” syllable, overall word length, and various parameters of discourse and

style. B

  • Termen synkope (af gr. συγκοπή ‘skæren i stykker’; συγκόπτω ‘at skære i stykker’) betegner tab af vokaler i indre stavelse
  • Fra cirka 500 fvt. synkoperes korte vokaler, særlig hvis de
    (1) er ubetonede
    (2) er høje (idet høje vokaler er kortere end lave; Jasanoff 2006)
    (3) står i anden stavelse (officīna < *opi-ficīna)
    (4) står i åben stavelse (sūmō < *sus-emō)
    (5) står i stilling før -st(R)- (mōnstrum < *monistrum)
    (6) følger en likvid (l-, r-) (culmen < *columen) (Jasanoff: står i nærheden af en likvid eller nasal)
  • Mester (1994), der følger Burger (1928): tidlig synkope er hyppig i kretiske ord (    ‿   ), hvis anden stavelse har en initial sonorant; resultatet er en spondæ (      ). Det kræver selvfølgelig en del udjævning i paradigmerne:
  • lāridī > lardī ‘bacon’, gen.sg.
  • perregō > pergō ‘continue’ (cf. perrēxī)
  • porrigō > porgō ‘stretch out’, lst.sg.præs.
  • surrigō > surgō ‘raise’ (cf. surrēxī), lst.sg.præs.
  • pūrigō > purgō ‘clean’, 1sg.præs.
  • jūrigō > jurgō ‘quarrel’, 1sg.præs.
  • aeuitās > aetās ‘age’, nom.sg.
  • ūuidōs > ūdōs ‘wet’, akk.pl.
  • Denne slags synkope rammer ikke daktyliske ord (    ‿ ‿):
  • dēnique bliver ikke til denque.

Exons regel

  • I firestavelsesord med to korte, indre stavelser (x‿ ‿ x) synkoperes anden stavelse:
  • Gen.sg. *formokapis > forcipis (→ analogisk N forceps, ikke formiceps)
  • *quīnquedecem > quīndecim
  • Dog rammes tredje stavelse, hvis den har initialt r-:
  • *ussurupāt > ūsurpat
  • Falernus < *falisinos

Anaptyktiske vokaler

Efter synkopen opstår ny vokaler, når sonoranter (r̥, l̥, n̥) og halvvokaler (i̯, u̯) sekundært havner i stilling mellem konsonanter. De vokaliseres formentlig først og får derefter en støttevokal.

*r̥ > er

  • *agrolos > *agr̥los > *agerlos > agellus, diminutiv til ager
  • *-C-ri-sm̥h₂os > *-C-r̥sm̥os > *-C-errimus, feks. pulcherrimus ‘smukkest’

*n̥ > *en > *in

  • *tignolom > *tign̥lom > *tigenlom > tigillum, diminutiv til tignum ‘bjælke’

*u̯ (ret beset *kʷ) > u

  • *conquatiō > conqutiō > concutiō ‘slår sammen’

*i̯ > ?

I forbindelse med *i̯ sker der vel det, at kort vokal  i indre stavelse udvikler sig til *i, hvorefter *i̯ svinder.

Se mere herom under halvvokalerne.

Kronologi

Tidligste synkope: omtrent 500 fvt.; rhotacisme 4. årh.:

  • sūmō< *sus-emō
  • prīmus< *pri-isemos

Assimilation af ln > ll indtrådte før den tidlige synkope, dvs nye forekomster af -ln- assimileres ikke

  • collis ‘høj’ < *kolnis med assimilation
  • uulnus ‘sår’ < *u̯elanos < *u̯elh₃- (uellere ‘rive itu’) uden assimilation

Forskellige synkopefænomener bliver ved med at forekomme i hele sprogets historie; senere eksempler er

  • falernus med r < s !
  • soldus overfor solidus
  • ueclus overfor uetulus
  • caldus overfor calidus