Korte vokaler i sidste stavelse

I sidste stavelse kan e og i rammes af synkope og apokope. De følgende regler handler om de vokaler, der ikke apokoperes.

Før to finale konsonanter

Som i indre lukket stavelse:

*a og *e falder sammen i e

*a > e 

  • princeps, -cipis ‘først i rang’ — capere

*e > e

  • auspex, -spicis ‘fugleskuer’ – specere

*i forbliver uændret

  • fornix, -icis ‘hvælving’ (nom.sg. forekommer kun 3 gange, hos Horats, Cicero og Martial)

Men:

  • iūdex, icis ← *dic-; antages at være analogisk efter fx. princeps ‑ipis

*o og *u falder sammen i u

*o > u 

  • agunt < *-ont(i)

Bemærk, at der også i første stavelse er en tendens til at hæve o til u før nasal, og at der (ligesom i indre stavelse) er mange eksempler på bevaret o:

  • praecox, -coquis adj. ‘for tidligt moden’
  • pernox, noctis adj. ‘som varer hele natten’
  • uēcors, -dis adj. ‘afsindig’
  • compos, -potis adj. ‘som har magt over’
  • cohors, -tis f. ‘indhegning’
  • consors ‑tis adj. ‘delagtig’

Det betyder, at det er næsten umuligt at finde utvetydigt bevis for, at reglen *o > u / __ CC# gælder i alle konstellationer.

*u > u

  • coniux -ugis ‘ægtefælle’

Før én final konsonant

Her falder *a og *e som hovedregel sammen i /i/ (dvs. *a > *e > *i);  *i  bevares, og *o og *u falder sammen (dvs. *o > *u)

Urundede vokaler

*a, *e > olat. i/ __ C#
Dette er hovedreglen.

*a

Kompositionsformer af dare

  • 2/3 sg. reddis, reddit

*e

Kons.-st. gen.sg.:

  • nominis < *‑es

2/3sg. af tematisk bøjning:

  • facis facit < *‑es(i), *‑et(i) (indksr. FECED /fēked/)

Undtagelser:

*a og *e bevarer kvaliteten foran -r#

I indre stavelse bliver alle korte vokaler jo til e i stilling før r, og vi kunne forvente den samme udvikling i sidste stavelse. Meiser s. 71 mener dog, at *a bevarer sin kvalitet i denne stavelse, men hans eksempler er ikke gode: iubar, -aris n. (*di̯u-bʰeh₂-es-) ‘stråleglans’ har langvokal (iubār) hos Ennius, og Caesar er af ukendt oprindelse. Eksemplet uesper, som skal illustrere, at heller ikke *e hæves til i, kommer af *u̯esperos, dvs. –er har ikke altid stået i sidste stavelse.

*a 

  • caesar, -ăris usikker etymologi; bemærk, ă, ikke ĕ, i indre stavelse

*e

  • iter, itineris < *h₁i-ter/-ten-

*a, *e > e / __ N#

*an#

  • cornicen ‘hornblæser’ jf. canere ‘synge’

*em#

– decem < *dék̑m̥

*en#

– nōmen <*h₃noh₃mn̥

*i bevares

*i

  • ovim akk.sg. af i-stammen ovis
  • turrim akk. sg. af i-stammen turris
  • partim adverbium af gl. i-stamme
  • statim adverbium
  • tractim adverbium …

Ellers har i-stammerne overtaget konsonantstammernes endelse, –em < *-m̥. Den regelmæssige akk.sg. til pars er således partem, og vi finder også ovem til ovis.

Mulig undtagelse, der er blevet brugt som argument for en regel om, at *‑im > *‑em (ligesom *aN > -eN)

– quem < *kʷim

Rundede vokaler

*o, *u > u / __ C#

Midten af 3. årh. (Penney 2011: 226) Weiss s. 140: reglen gælder *o før ‑d, ‑s, ‑m, ‑nt. Men vi har den jo også i passivendelserne -tur, -ntur.

Lige som første og indre stavelse er udviklingen langsommere efter *u̯, som man kan se af nogle af de nedenstående eksempler (Weiss s. 140; Vine 2017: 754; uden angivelse af hvor længe former som seruos og equos bestod i klassisk latin. Clackson mener vist, at det er noget rent ortografisk: man undgik skrivemåden SERVVS):

*o

Tematisk nom.sg.

  • Olat. servos; kl. lat. servus ~ servos
  • Olat equos; kl. lat. equus ~ equos

Neutrale pronominer

  • aliud < *‑od; gr. ἄλλο ved. anyát

Tematisk akk. sg.

  • Olat. servom; kl.lat. servum < *‑om

3sg. og pl. passiv

  • -tur < *-to-r
  • -ntur < *-nto-r

*u

Nom.sg. af u-stammer

  • partus m. ‘fødsel, avling’

Akk. sg. af u-stammer

  • partum

Korte vokaler i absolut udlyd

Her falder alle vokaler tilsyneladende sammen, ligesom de gør i indre åben stavelse. De bliver blot til -e. Faktisk har vi kun gode eksempler på *e, *o og *i, så der er usikkerhed om *a og *u.

(*a ?) *e, *o, *i (og *u ?) > e / __ #

*a?

Kun et eksempel: Neutrum pluralis i konsonantstammerne, feks.

  • genera < *g̑enh₁-es-h₂

*e

  • quīnque < *penkʷe < *kʷenkʷe

Tematisk vokativ

  • Brute < *‑e

Imperativ

  • age; gr. ἄγε osv.

*i

  • ante, gr. ἀντὶ, ved. ánti

Neutrale i-stammer på under tre stavelser, nom./akk. sg. på -i

  • mare < *mori
  • suāve < *su̯ādui̯

*o

Passiv imperativ

  • sequere < *‑eso jf. gr. ἕπου/ἕπεο (evt. vedisk -sva)

Maskuline pronominer af typen iste?

  • iste < *is-to iflg. Meiser, men Weiss antager *is-te

En undtagelse

  • endo, indi- indu- < *h₁endŏ

*u? mulige eksempler:

  • genu, cornu – men de har langt -ū i poesien, vel fra dualis.

Apokope og synkope i sidste stavelse

Termen apokope bruges om tab af sidste stavelse. Den kommer af gr. ἀποκοπή ‘afskæring, amputation’; ἀποκόπτω ‘at skære af.’

Apokope og endestavelsessynkope er et fællesitalisk fænomen, dvs. det forekommer efter opsplitningen af de italiske sprog, men påvirker dem alle.  Der er to hovedkategorier:

  • apokope af udlydende *ĭ og *ĕ
  • synkope af vokaler i stilling mellem -r-/-t- og udlydende -s/-t.

Apokope af *i, *u, *e, *o

*i

Meiser mener, at i-apokope er en fællesitalisk proces, der foregik før omlægningen til initialaccent. Han mener, at kun ubetonet *i apokoperedes. Betonet *i bevaredes og kunne indføres analogisk i forskellige former. Senere blevet det til -e.

Eksempler på -e < *-í:

  • pede ablativ sg. < *pedí jf. gr. ποδί. Bevarelsen af denne oprindeligt betonede endelse skulle analogisk føre til bevarelse af ablativisk -e i andre paradigmer, inkl. infinitivens -re < *‑si.
  • –e, n. nom./akk.sg. til adjektiviske i-stammer; endelsen skulle være blevet bevaret i oxytone stammer og udbredt analogisk derfra, jf. Meiser s. 104. Han giver desværre ingen konkrete eksempler på sådanne adjektiver.

Eksempler på i-apokope:

  1. Neutrale, nominale i-stammer på -l og -ar, på over to stavelser:
  • animal n. ‘dyr’ (OL animāle < *‑i); plur. animālia
  • calcar n. ‘spore’ (< *‑e < *‑i); plur. calcāria (jf. lit. kulkšnìs ‘ankel’)

 I neutrum af i-stammeadjektiverne genindføres *i, vel for at tydeliggøre kongruensen:

  • M/F animālis, facilis, dēbilis
  • N animāle, facile, debile

Her får vi altså en modsætning: animal ‘dyr’ – animāle ‘besjælet’

  1. Primære verbalendelser: -s, -t, -nt < *‑si, *‑ti, *‑nti. Endelsen er muligvis bevaret på Carmen Saliare: tremonti = tremunt, hvilket bekræfter, at tab af disse samme endelser i sabellisk er en uafhængig udvikling
  2. Partikler: et, jf. gr. ἔτι; per, jf. gr. pári

*u

Meiser mener også at u-apokope er lydret, men siger intet om kronologien. Eksemplerne er lidt usikre:

  • mox ‘snart’, jf. oldirsk mō, adv., mós præv. ‘snart’ved. makṣū́ ‘snart’
  • -īs, o-st. dat./abl.pl., måske fra *-oisu

*e og *o

Meiser mener, andre former for apokope er et mere sporadiske fænomener. Således feks.:

Diverse imperativer

  • fac, fer, dīc (Plautus dīce), dūc (Plautus dūce)

Diverse partikler og konjunktioner:

  • ac/atque; nec/neque; seu /sīue

Pronominer

  • hoc < *hodce; illíc < *illidce

Præpositioner

  • ab, jf. gr. ἀπό

Synkope af V̆ / {r, t} __ {s, t}#

Endelsesstavelsessynkope er et senere fænomen end *i-apokopen.

Man kan måske formulere denne regel sådan, at kort vokal i sidste stavelse synkoperes mellem to dentaler, forudsat at r i onset udtaltes dentalt (mens r  i coda måske er alveolært og rundet; derfor apokoperes ikke i feks. 3sg. passiv -tur).

Finalt *-res, *-ret < *-resi *-reti

I verbet ferre

  • *bʰeresi >*feres > fers
  • *bʰereti > *feret > fert

Finalt *‑ros og *‑ris, *‑tos og *‑tis, åbenbart under forudsætning af, at der går mindst to mora forud:

Tematiske stammer til rødder på -r : *‑ros > *‑r̥s >-er :

  • ager < *h₂ag̑ros
  • sacer < *sh₂k-ro-; jf.  hitt. šāklāi- ‘skik, ritual’ < *seh₂k-lo-
  • (frūgi-fer < *-foros)
  • alter < *h₂el-tero-s
  • līber < *h₁leu̯dʰ-ero-s
  • magister < *magisteros

Med én forudgående mora og derfor ingen apokope:

  • ferus ‘vild’
  • (– uir < *u̯i(h)r-ó- burde ikke have apokope da der kun er én forudgående mora)

Med r < *s og derfor ingen apokope (betyder at apokopen er før rhotacismen):

  • umerus<  *h₂om-es-os
  • numerus < *nom-es-os (dvs. ingen apokope af -sos).

i-stammer til rødder på -r

  • *‑ris > *‑r̥s > *‑err > -er

ter ‘tre gange’ nævnes ofte som et eksempel på denne udvikling, men Weiss (142) mener her er tale om en metatese: *tris > *tirs > *terr; jf. certus; gr. kριτος og cernō gr. κρινῶ

  • ācer < *ākris

ti- stammer:

  • *partis   > pars
  • *mortis > mors
  • *dōtis   > dōs
  • *compotis   > compos
  • *praegnātis > praegnās, –ātis ‘gravid’ (senere forstået som participium, praegnāns)

   Med én forudgående mora og derfor ingen apokope

  • sitis
  • potis

to- participiet (ét eksempel!)

  • damnās ‘dømt’ (juridisk sprog) < *damnātos

Kronologi
Apokope af *‑ros og *‑ris indtræder før rhotacismen (4. årh.); sådan forklares i hvert fald den manglende apokope i:

  • umerus <  *h₂om-es-os (ingen apokope af -sos)
  • numerus <  *nom-es-os (ingen apokope af -sos)
  • amāris 2sg. passiv ← amāre < *amāso