Bøjning
| 1sg | 2sg | 1pl | 2pl | |
| N | ego egō | tū | nōs | uōs |
| Ak. | mē mēd | tē tēd | nōs | uōs |
| G | meī | tuī tīs | nŏstrum nŏstrī | vŏstrum vŏstrī |
| D | mihi/mihī mī MIHEI | tibi/tibī TIBEI | nōbīs | uōbīs |
| Ab | mē mēd | tē tēd |
1. singularis
Nominativ egŏ (*h₁eg̑-oh₂?) med jambisk forkortelse. egō optræder hos Plautus.
Akkusativ Urie. *me → mē. Langvokalen kunne skyldes Mesters regel om, at et enstavelsesord ikke kan tælle én mora, dvs. det kan ikke udlyde på en kortvokal. Den oldatinske form mēd, der, ligesom mē, er identisk med ablativen, er uforklaret. En lignende form forekommer ikke i de sabelliske sprog.
Genitiv meī = gen.sg.m. af det possessive pronomen. En oldatinsk form *mīs lader til at være uhyre sjælden. Ligesom 2sg. tīs må det være urie. enkl. *moi̯ + gen. *-s (Palmer s. 258)
Dativ mihī < *meg̑ʰi̯ → *meg̑ʰ-ei̯ med uregelmæssigt e > i i første stavelse. mihĭ med jambeforkortelse. mī enten kontraheret form eller af enklitisk *moi̯. Jf. skr. máhyam < *meg̑ʰi+om.
Ablativ mē, mēd, jf. skr. mát.
2. singularis
Nominativ tū (< *tu-h? jf. ved. tu-vám < *tu-hom; *tuh-om; *tu-h-om?)
Akkusativ tē: bemærk *t-, ikke *tu̯-. Akkusativ tēd, oldlatinsk form med gådefuldt suffiks *-Vd. Optræder i Carmen Saliare: prae tet tremonti “de skælver foran dig”. En lignende form forekommer ikke i de sabelliske sprog.
Genitiv tuī. tīs oldlatin, sjælden. Vine (2017: 773): enklitisk *toi + genitivens endelse.
Dativ tibi, tibī med og uden jambeforkortelse og uregelmæssigt *e > i. Weiss (2009) mener, at endelsen er adverbielt *bʰi, der sekundært har fået dativens endelse. Jf. skr. túbhyam
Ablativ tē, tēd: som 1sg.
1. pluralis
Urie. havde føglende former
- *u̯e(i̯)- (skr. vayám, got. weis)
- *n̥s- (skr. akk. as-mān, got. akk. uns)
- *nōs enkl. akk. , jf. av. nå̄, lat. nōs (Nielsen Whitehead 2023a har foreslået *nōns)
- *nos gen.dat., jf. skr. naḥ, oldav. nə̄, ungav. nō
Hele det latinske paradigme er bygget op over den enklitiske stamme. En del forskere mener, at urie. kun havde én enklitisk form: *nos. Lat. nōs er iflg. Vine en langvokalisk varianter af *nos; andre mener, at her er tale om, at *nos tilpassedes til den tematiske akk.pl.: *nōs. Avestisk har en akkusativ nå̄, som traditionelt rekonstrueres som *nōs; jeg har foreslået, at den opr. form er *nōns.
Nominativ: Latin har droppet urie. *u̯ei- og erstattet den med enkl. akk.pl. *nōs.
Akkusativ: enklitisk stamme, der normalt analyseres som en særlig pronominal form *nōs, jf. av. nå̄ (skr. har as-m-ān). Jeg mener begge former indeholder den tematiske akk. pl. *-ōns.
Genitiv: Iflg. Meiser er nostrum (muligvis) den ældste form, idet nostrī først er belagt hos Terents, ikke Plautus. I senere sprog får de hver deres funktion: nostrum anvendes overvejende som partitiv genitiv (‘af os’), nostrī som objektiv genitiv amor nostrī ‘kærlighed til os’. Formen kan i teorien indeholde den enklitiske genitiv *nos.
Bemærk, at nostrōrum/nostrārum er genitiver til de possessive pronominer.
Dativ: I vedisk har vi asmé < *n̥s-mei̯. Denne form erstattes i latin af *nō̆s + bʰei̯ fra 2.sg., dvs *nosbhei̯ > *nōbī; dernæst assimileres endelsen til tematisk nōbīs.
2. pluralis
Urie. havde formerne:
- *i̯uh₁- (jf skr. yūyám, got. jūs, lit. jūs)
- enkl. *u̯ōs, jf. lat. vōs, av. vå̄, (*u̯ōns iflg. Nielsen Whitehead 2023a)
- enkl. gen.dat. *u̯os (skr. vaḥ).
Det latinske paradigme bygger på den enklitiske akkusativ, urie. *u̯ōs (eller *u̯ōns).
Nominativ: uōs er identisk med akk.pl. < urie. *u̯ōs (eller *u̯ōns), jf. av. vå̄.
Resten af bøjningen er helt parallel med 1. pluralis.
Possessive adjektiver til de personlige pronnominer
| 1sg | 2sg | 1pl | 2pl | |
| N | meus, -a, -um | tuus, -a, -um | noster, -tra,-trum | vester, -tra,-trum voster, -tra,-trum |
| V | mī, mea, meum | ‑ | ‑ | ‑ |
Umbrisk har poss. pron. uestra, så olat. voster antages at gå tilbage til *u̯estero- med analogisk omdanelse efter noster < *nostero-. Omtrent 150 fvt. virker reglen #vo- → #ve- og vi får vester, der sjovt nok i senlatin omdannes til voster igen.
1. singularis
Stammen er *mei̯-o-, dvs tematisk afledning til enklitisk pronomen; jf. got. mei-ns, oksl. mojĭ < *moi̯-o-
Vokativ m. mī er enten *mei̯e, vokativen af det possessive pronomen, eventuelt med samme vokaludvikling som i mihī. eller *mei, en særudvikling i ubetonet stilling af enklitisk dativ *moi̯.
2. singularis
Stammen er *teu̯-o-, tematisk afledning til enklitisk pronomen, hhv. afledt af genitiven *teu̯e som ses i den vediske genitiv táva. Weiss: eller *tu̯os > *tuu̯os, som i gr. σος.
1. og 2. pluralis
Stammen er dannet med modsætningssuffikset *-tero-, som i gr. ἡμέτερος.