Bøjning
| 1sg | 2sg | 1pl | 2pl | |
| N | ego egō | tū | nōs | uōs |
| Ak. | mē mēd | tē tēd | nōs | uōs |
| G | meī | tuī tīs | nŏstrum nŏstrī | vŏstrum vŏstrī |
| D | mihi/mihī mī MIHEI | tibi/tibī TIBEI | nōbīs | uōbīs |
| Ab | mē mēd | tē tēd |
1. singularis
Nominativ egŏ (*h₁eg̑-oh₂?) med jambisk forkortelse. egō optræder hos Plautus.
Akkusativ Urie. *me → mē. Langvokalen kunne skyldes Mesters regel om, at et enstavelsesord ikke kan tælle én mora, dvs. det kan ikke udlyde på en kortvokal. Den oldatinske form mēd, der, ligesom mē, er identisk med ablativen, er uforklaret. En lignende form forekommer ikke i de andre sabelliske sprog.
Genitiv meī = gen.sg.m. af det possessive pronomen. En oldatinsk form *mīs lader til at være uhyre sjælden. Ligesom 2sg. tīs må det være urie. enkl. *moi̯ + gen. *-s (Palmer s. 258)
Dativ mihī < *meg̑ʰi̯ → *meg̑ʰ-ei̯ med uregelmæssigt e > i i første stavelse. mihĭ med jambeforkortelse. mī enten kontraheret form eller af enklitisk *moi̯. Jf. skr. máhyam < *meg̑ʰi+om.
Ablativ mē, mēd, jf. skr. mát.
2. singularis
Nominativ tū (< *tu-h? jf. ved. tu-vám < *tu-hom; *tuh-om; *tu-h-om?)
Akkusativ tē: bemærk *t-, ikke *tu̯-. Akkusativ tēd, oldlatinsk form med gådefuldt suffiks *-Vd. Optræder på Carmen Saliare: prae tet tremonti “de skælver foran dig”. En lignende form forekommer ikke i de andre sabelliske sprog.
Genitiv tuī. tīs oldlatin, sjælden. Weiss: enklitisk *toi + genitivens endelse
Dativ tibi, tibī med og uden jambeforkortelse og uregelmæssigt *e > i. Weiss (2009) mener, at endelsen er adverbielt *bʰi, der sekundært har fået dativens endelse. Jf. skr. túbhyam
Ablativ tē, tēd: som 1sg.
1. pluralis
Urie havde formerne *u̯e(i̯)- (skr. vayám, got. weis), *n̥s- (skr. akk. as-mān, got. akk. uns), enkl. akk./gen.dat. *nos (skr. nas.). Hele det latinske paradigme er bygget op over den enklitiske stamme. I akkusativen tilpassedes denne stamme til den tematiske akk.pl.: *nōs (jf. av. nå̄), som også anvendtes i nominativ.
Nominativ: Latin har droppet urie. *u̯ei- og erstattet den med akk.pl. *nōs.
Akkusativ: enklitisk stamme, der normalt analysers som en særlig pronominal form *nōs, jf. av. nå̄ (skr. har as-m-ān). Jeg mener begge former indeholder den tematiske akk. pl. *-ōns.
Genitiv: Iflg. Meiser er nostrum (muligvis) den ældste form, idet nostrī først er belagt hos Terents, ikke Plautus. I senere sprog får de hver deres funktion: nostrum anvendes overvejende som partitiv genitiv (‘af os’), nostrī som objektiv genitiv amor nostrī ‘kærlighed til os.
Bemærk, at nostrōrum/nostrārum er genitiver til de possessive pronominer.
Dativ: I vedisk har vi asmé < *n̥s-mei̯. Denne form erstattes i latin af *nōs + bʰei̯ fra 2.sg., dvs *nosbhei̯ > *nōbī; dernæst assimileres endelsen til tematisk nōbīs.
2. pluralis
Urie. havde formerne *i̯uh₁- (jf skr. yūyám, got. jūs, lit. jūs), enkl. *u̯os (skr. vas). Det latinske paradigme bygger på den enklitiske form.
Nominativ: uōs lader til at være identisk med akk.pl. der vel er dannet til den enklitiske akk./gen.dat. *u̯os (av. uuå̄).
Resten af bøjningen er helt parallel med 1. pluralis.
Possessive adjektiver til de personlige pronnominer
| 1sg | 2sg | 1pl | 2pl | |
| N | meus, -a, -um | tuus, -a, -um | noster, -tra,-trum | ve/oster, -tra,-trum |
| V | mī, mea, meum | ‑ | ‑ | ‑ |
Umbrisk har poss. pron. uestra, så olat. voster antages at gå tilbage til *u̯estero- med analogisk omdanelse efter noster < *nostero-. Omtrent 150 fvt. virker reglen #vo- → #ve- og vi får vester, der sjovt nok i senlatin omdannes til voster igen.
1. singularis
Stammen er *mei̯-o-, dvs tematisk afledning til enklitisk pronomen; jf. got. mei-ns, oksl. mojĭ < *moi̯-o-
Vokativ m. mī er enten *mei̯e, vokativen af det possessive pronomen, eventuelt med samme vokaludvikling som i mihī. eller *mei, en særudvikling i ubetonet stilling af enklitisk dativ *moi̯.
2. singularis
Stammen er *teu̯-o-, tematisk afledning til enklitisk pronomen, hhv. afledt af genitiven *teu̯e som ses i den vediske genitiv táva. Weiss: eller *tu̯os > *tuu̯os, som i gr. σος.
1. og 2. pluralis
Stammen er dannet med modsætningssuffikset *-tero-, som i gr. ἡμέτερος.