*i̯

Urie *i̯ har flere reflekser i latin, groft sagt Ø, /i/ eller /j/:

  1. *i̯ > j
    – kun initialt
  2. *i̯ > Ø
    – efter initial konsonant
    – mellem vokaler
    – i stilling før i
  3. *.Ci̯ > .Ci
    – Vokalisering iflg. Sievers‛ lov
  4. *C.i̯ > /i̯i̯/
    – Regressiv assimilation medialt efter heterosyllabisk g, d og s.
  5. *Ci̯ > Ci
    – postkonsonantisk vokalisering af *i̯ , der ikke er svundet (iflg. regel 1) eller indgår i geminatet /i̯i̯/ (iflg. regel 3)

Initialt

*i̯ > j / # (*h)     V

Initialt *i̯ bevares:

  • iugum n. ‘åg’ < *i̯ug-om
  • iecur n. r/n-st. ‘lever’ < *i̯ekʷor (vel sim.); skt. yákr̥t, gr. ἦπαρ

Reglen gælder også for ord med urie. laryngal + *i̯ (idet initial laryngal altid svinder):

  • iuvencus m. ‘ung ko/tyr’, oind. yuvaśá– ‘ ungdommelig’ < *h2i̯u-h3n̥-k̑o-. Første led menes at være *h₂oi̯-u- ‘livstid, alder’ > ved. āyú‑ ‘levende’; gr. αἰών, -ῶνος m. ‘1poet. også ἡ, ’tidsrum, især levetid’ < *h2i̯u-h3on-; *aiwa/o- 1 m./f. ‚eternity, age‛ – Go. aiws m. ‚evighed, alder‛, nederl. eeuw ‘århundrede’; ses oså i da. ‘evig’.
  • iubēre ‘befale’ < *hi̯ou̯dʰ-éi̯e- jf. lit. judė́ti ‘at bevæge sig’, ved. yúdh ‘at kæmpe’. Laryngalen ses i gr. ὑσμῑ́νη f. ‘kamp, slag’ og i ved. amitrā-yúdh- ‘som bekæmper fjender’

*#Ci̯ > j ~ Ø

I initiale konsonantgrupper med *i̯ lader det til, at en af de to konsonanter svinder. Vi har ét sikkert eksempel på, at

*#di̯ > /i̯/

  • Iūpiter < *di̯eu̯s ph2ter-
  • Iouis < *di̯eu̯es (tidligste eksempel, IOVEI, er fra det 4. årh., men der er feks. også DIOVIS fra 3. årh.: Weiss s. 159)

Den samme udvikling sker uafhængigt i oskisk og umbrisk. Tilsvarende assimileres gruppen *di̯ > *i̯i̯ inde i ordet; se længere nede.

I stilling efter andre initiale konsonanter svinder *i̯ tilsyneladende:

*i̯ > Ø/ #C    

  • pavīre ‘at slå’ < *pi̯eh2-u-i̯e- (LIV: *u-præs. + *i̯e/o-præs.)
  • movet ‘bevæger’ < *mi̯ou̯h-ei̯e-ti ← roden *mi̯eu̯h1, jf. ved. mī́vati ‘skubber’‛
  • suere ‘at sy’ < *si̯eu̯h-e-, jf. lit. siū́ti ‘syr’ (til sammenligning assimileres *si̯ inde or ordet til *i̯i̯; det forudsætter nok et mellemstadie *zi̯, som vi ikke får initialt)
  • sōdēs ‘hvis du vil (som eng. „if you please)’< *sī audēs ‘hvis du vil lytte’; således Weiss, men sōdēs kan lige så nemt forklare som kontraktion eller elision.

Undtagelse

Reglen lader ikke til at virke ved *kʷi̯-:

  • quiēs, -ētis f. ‘ro, stilhed’ < *kʷi̯eh₁-, som også ses i quiēscere ‘hvile’; jf. av. š́(ii)ā̆- ‘være afslappet, glad, udhvilet’.

*i̯ > i / #C     iflg Lindemans lov

Lindemans lov handler om den initiale konsonantgruppe i enstavelsesord. Hvis gruppen bestod af en obstruent + sonorant eller havvokal – *CRV – havde sonoranten to realiseringer: *CRV  ~ *CR̥V. Dvs. enstavelsesord kunne realiseres som tostavelsesord. I latin ser vi det i konjunktiven til esse:

  • SIED 3sg. opt. < *h1s-ii̯eh1-t < *h1s-i̯eh1-t (senere erstattes vokalismen med ī > *ih1)

Medialt

*-i̯- > Ø / V     V

Intervokalisk *i̯ går tabt allerede i uritalisk, hvis de to omgivende vokaler er ens (Meiser 2018: 747):

  • trēs, osk. trís ‘tre’ < *trei̯es
  • SVODALES → sodālēs på Lapis Satricanus, 6. årh. med ‑ES < *-ei̯es
  • monēre ‘at minde om’ < *mon-ei̯e-

Mellem uens vokaler går *i̯ først helt tabt i latin selv:

  • vocō < *u̯okʷā-i̯ō, jf. uden kontraktion osk. subocau
  • vocet  < *u̯okʷā-i̯ēt, jf. osk. deivaid < *-āēt

Medialt i konsonantgrupper

Latin tillader ikke en sekvens af C + /i̯/. Vi har allerede set, at initialt *Ci̯- reduceres til *i̯- eller *C-.  Inde i ordet virker en lang række lydlove, der ligeledes eliminerer de forskellige typer af *Ci̯-grupper:

  • Assimilation: *gi̯, *di̯ > *i̯i̯– peiior, maiior
  • Vokalisering: *Ci̯ > *Ci – fīlī, medius
  • Tab af *i̯: *Ci̯ > C – capis
  • Senere assimilation: *si̯ > *i̯i̯– cuiius

Hvilken regel der applicerede hvornår, afhang af kvaliteten af (1) den initiale konsonant i gruppen og (2) stavelsesgrænsen.

Uritalisk svind: *C.i̯e > Ci

*i̯ > Ø /      i

Vi kan formentlig godt gå ud fra, at *i̯ svandt i stilling før *i på alle tidspunkter af sprogets historie. Eksempler:

  • abiciō/abjiciō ‘kaster bort’ < ab + iaciō
  • coniciō/conjiciō ‘kaster sammen’

Her forsvinder *i̯ altså sporløst (omend der er ganske få eksempler, hvor det stadig danner position; Weiss 2022), men kan også restitueres analogisk. Udviklingen minder om det vi ser ifm. *u̯, der f.eks. svinder sporløst i oportet < *opu̯ortet og parum < *paru̯om.

*C.i̯ĕ > *C.i̯i > *Ci

I stilling efter en let stavelse udvikler *Ci̯e sig til *Ci, typisk i tredje konjugation. I et enkelt (analogisk?) eksempel sker dette efter g, som ellers skulle assimileres (fugiō, fugis, fugit). Weiss (2022: 118) formulerer det sådan, at *i̯ absorberes af den følgende vokal. Det kan vel bedst forstås, hvis man antager, at *e i denne stilling er blevet til *i

Så ville svindet nemlig skyldes, at *i̯ svinder i stilling før *i, formentlig på alle tidspunkter af sprogets historie. Fordelen ved at antage *e > *i er, at vi ville forstå følgende udvikling:

*i̯e > i / C.{p, b, θ, t, k, g, r}    

  • capis ‘tager’ < *kap-i̯i-s < *kap-i̯e-si
  • fodis ‘graver’ < *fod-i̯i-s < *bʰodʰh2–i̯e-si
  • quatis ‘ryster’ < *kʷot-i̯i-s < *kʷot-i̯e-si
  • specis ‘ser’ < *spek-i̯i-s < *spek̑-i̯e-si
  • fugis ‘flygter’ < *fug-i̯i-s < *bʰug-i̯e-si (bem. forventet *-gi̯- > ii udebliver)
  • paris ‘føder’ < par-i̯i-s < *pr̥h3–i̯e-si

*i̯ĕ > *i̯i > *i > *e / C.      #

Imperativen til disse verber ender på -e. Måske vi kan antage, at dette -e afspejler et tidligere *i (jf. adj. animāle < *animāli)

  • cape ‘tag’ < *kap-i < *kap-i̯i < *kap-i̯e
  • fode ‘grav’ < *fod-i < *fod-i̯i < *bʰodʰh2-i̯e
  • quate ‘ryst’ < *kʷot-i < *kʷot-i̯i < *kʷot-i̯e
  • spece ‘se’ < *spek-i < *spek-i̯i < *spek̑-i̯e
  • fuge ‘flygt’ < *fug-i < *fug-i̯i < *bʰug-i̯e
  • pare ‘fød’ < par-i < par-i̯i < *pr̥h3-i̯e

Uritalisk Sievers: *.Ci̯e > *.Cie > .Cī

Sievers‛ lov omtales traditionelt som epentese (← gr. ἐπένθεσις ‘indsættelse’) eller anaptykse (← ἀναπτύσσω ‘udfolder’). Betegnelsen epentese implicerer en udvikling *i̯ > *ii̯, dvs. en difonemisk sekvens. Da der ikke er nogen evidens for denne udtale, foretrækker jeg anaptykse eller simpelthen vokalisering. Derfor skriver jeg *i̯ → *i, ikke *ii̯.

En tidlig, dvs. uritalisk, vokalisering iflg. Sievers‛ lov er først og fremmest attesteret i forbindelse med suffikset/suffikserne *‑i̯e/o-. Vi ser det i nominalbøjningen, hvor vokativens endelse *i̯e > *ī efter en tung stavelse. Man må gå ud fra, at *i̯e her først undergår epentese eller vokalisering, alt efter hvordan man opfatter Sievers‛ lov.

Weiss (2020: 132) går ud fra epentese og antager, at den anden vokal svinder ved synkope; Weiss (2022: 118) taler dog om, at den absorberes (*ii̯e > *ii̯ > *ī). Han kalder fænomenet for fīlī-reglen.

  • *fīl-i̯e > *fīl-ii̯e (Sievers-epentese) > *fīl-ii̯ (synkope) > fīlī

Hvis Sievers‛ lov var en ren vokalisering, forekommer udviklingen mere ligetil. Også her kan man lege med den hypotese, at *i̯e > *i̯i i sidste stavelse. Under alle omstændigheder ville resultatet blive *ī:

  • *fīl-i̯e > *fīl-i̯i > *fīl-ii > fīlī
  • *fīl-i̯e > *fīl-ie > fīlī 

I verbalsystemet bevirker denne tidlige vokalisering, at en lang række *-i̯e/o-præsentier får ī som deres stammevokal og overgår til 4. konjugation. Dette gælder ikke blot rødder med udlydsstrukturen *-CC, -V̄C, men også  *‑VR og verbalstammer med to korte, forudgående vokaler. Således:

  • sentīs < *sent-ī-s < *sent-ie-s < *sent-i̯e-si
  • venīs < *gʷem-ī-s < *gʷem-i-es < *gʷem-i̯e-si
  • sepelīs < urit. *sepelīs < *sepel-ie-s < *sepel-i̯e-si

Som vi skal se i næste afsnit, er der efter min mening en vis idé i at forestille sig, at udviklingen faktisk går over et stadie, hvor *i̯e > *i̯i.

Fællesitalisk assimilation: *d/gi̯ > *i̯i̯

Intervokalisk j kommer i latin altid af *Ci̯; derfor skrives det også <ii>.

Assimilationen af *d og *g til efterfølgende *i̯ er fællesitalisk (Meiser 1998: § 84.2; 2018: 745; Weiss 2009: 145, 149, 159). Udviklingen ses kun efter kortvokal; dvs. den er betinget af, at der går en stavelsesgrænse mellem de to lyde: *d.i̯; *g.i̯. Det er muligt, at reglen kun virker i stilling før *o; den kan altså formuleres som følger:

*-d.i̯-, *-g.i̯- > *-i̯i̯- /     V[o?]

Resultatet er *Vi̯i̯V, som til tider skrives <ii>, feks. i maiior, peiior. Nogle håndbøger skriver māior, pēior, fordi den første stavelse er lang, men det er altså misvisende (Sihler 1995: 189, Weiss 2009: 159).

  • pei(i)or adj. ‘værre’ < *ped-i̯os-
  • mai(i)or adj. ‘bedre’ < *m̥g̑-i̯os-
  • iaiiūnus/ieiiūnus ‘fastende’ < *hi̯ag̑-i̯u-(h)no-
  • ai(i)ō ‘siger’ < *h2ag̑-i̯e-; jf. gr. aor. ἦ ‘sagde’; pf. ἄνωγα ‘(har sagt → ) befaler’. Modstridende: adagium < *-ii̯o- over for umbr. aiu /ayyå/ n.pl. ‘orakelsvar’ < *h2ag̑-ii̯o-.

Assimilationen fandt formentlig kun sted før *o. Det betyder, at det defektive verbum aiiō, ais, ait, aiiunt har udjævnet efter 1. sg., 1pl. og 3. pl.. Dette er ikke skete i verbet fugere, så man skal nok regne med, at der er tale om homonymiflugt, idet 2. og 3. sg. og 3.pl. ville være faldet sammen med det tilsvarende former af agere: agis, agit, agitis.

Assimilationen er kun attesteret ifm. *d og *g. Den gælder ikke for de urie. aspirerede lukkelyde, der havde udviklet sig til hæmmelyde på det relevante tidspunkt (jf. *medʰi̯o- > medius). Se længere nede for sen assimilation af *si̯ → *i̯i̯.

Sen vokalisering

*Ci̯-grupper, der hverken påvirkedes af uritalisk vokalisering, assimilation eller tab af *i̯, undergik sen vokalisering eller sen assimilation.

Lukkelyd + *i̯

Vi har set, at i 3. bøjning udvikler *C-i̯e- sig til *Ci. Derimod har vi *C-i̯ō > *Ciō og *Ci̯ont > *Ciunt i 1. singularis og 3. pluralis. Disse to former får altså vokalisering, formentlig på et senere tidspunkt end den ovennævnte fællesitaliske:

  • capiō < *kap-iō < *kap-i̯ō
  • capiunt < *kap-io-nt *kap-i̯o-nt

Den sene vokalisering antages også at ramme *Cʰi̯- grupper, der hverken fik tidlig vokalisering eller assimilation, fordi den initiale konsonant var en hæmmelyd på det relevante tidspunkt. Efter den udviklede sig til en lukkelyd, vokaliseredes *i̯. Vi har ét godt eksempel:

  • medius ‘midterst’ < *medio- < *meθi̯o- < *medʰi̯o-; O. mefiaí l.sg.f. ‘den midterste’. Ordet tæller tre stavelser, overfor to i gr. μέσος, ved. mádhya-. Senere udvikler postkonsonantisk i sig til j; dvs. medius > medjus > italiensk mezzo.

Der findes ét usikkert modeksempel med *g̑ʰ:

  • meiiere ‘tisse’: < *h3mei̯g̑ʰ-i̯o- eller *h3mei̯g̑ʰ-o-?.

Grupper med *si̯ undergår derimod sen assimilation.

Latinsk assimilation

Eksemplet medius tyder som sagt på, at hæmmelyde ikke assimileres til efterfølgende *i̯, og at urital. *θi̯ først undergik vokalisering efter udviklingen til *di̯, dvs. *θi̯ > *di̯ > *di.

Ligeledes assimileredes hæmmelyden *s ikke til *i̯ i det tidligste latin. Vi får heller ikke vokalisering, da s forbliver en hæmmelyd. Derimod får vi sen assimilation.

*-s.i̯-  > -i̯i̯- (tidlig latin)

At reglen først virker sent, ser vi i tidlige indskrifter, hvor der endnu ikke er assimilation:

  • POPLIOSIO gen.sg. → klassisk publiī
  • TITOIO /titoi̯i̯o/ gen.sg. → Titī

Assimilationen er særlig kendt fra pronominerne:

  • cuiius gen.sg. af rel.pron. < *kʷosi̯o

Tilsyneladende undtagelser er dannet med suffikset *-ii̯o-:

  • Numerius, praenomen, jf.  NVMASIOI

Reglen virker ikke i oskisk; således oplyser Paulus ex Festo at „måneden maj hedder maesius på oskisk‟: Maesius lingua Osca mensis Maius.