Ustemte, uaspirerede

Urie. *p

*p > p

  • pēs, pedis m. ‘fod’ < *ped-
  • pecus, pecoris n. ‘kvæg’ < *pek̑u- ved. páśu-
  • pater, patris m. ‘fader’< *pə₂tēr

*p > b / #

Det er blevet foreslået at denne stemning, som rammer de ustemte lukkelyde i udlyd, er generalisering af udlydssandhi, dvs. at ‑b måske er opstået i stilling før stemte lukkelyde. Men urie. havde måske allerede en generel regel om at udlydende lukkelyde blev stemte. De eneste eksempler på den latinske regel i forbindelse med labialer er præpositioner der i urie. udlød på en vokal og som derfor ikke er egnede til at illustrere urie. forhold.

  • ab < *apo, gr. ἀπό.
  • ob ‘imod, foran, på grund af’ < *h₁opi gr. ἔπι, ved. ápi ‘også’

*p > kʷ / __ . kʷ

En lignende regel virker også i keltisk, men er ikke nødvendigvis beslægtet med hvad der sker i latin.

  • quīnque < *penkʷe, jf. oldirsk cóic, wal. pymp, skt. páñca, arm. hing, gr. πέμπε ‘fem’. osv. (langvokalen i quīnque er analogisk fra quīntus < *quinctus)
  • coquō < *pokʷ -, jfr. gr. πέσσω; ved. pácati, middelwalisisk pobi, midddelbret. pibi, poba, kornisk pobas ‘tilberede mad’ < urkeltisk *kʷokʷo- < *kʷekʷo‑
  • (cūnctus ‘al, hele’, muligvis < *ponkʷ- som i hitt. pa-an-ku-uš ‘al, alle’)
  • quercus ‘egetræ’ < *perkʷu-, jf. oisl. fjǫrr ‘fyrretræ, fyr, mand’.

Urie. *t

*t > Ø /#__l

  • lātus < *stlātos < *stl̥h-to- til *stelh₂- ‘udbrede’

*t > t

  • trēs < *tréie̯s gr. τρεῖς ved. tráyaḥ
  • potīrī dep. vb. ‘besidde’, afledt af *poti- m. ‘herre’
  • septem < *septḿ̥

*t > d / __ #

Ses i indskrifter, i verber med den sekundære 3sg.-endelse *-t. Svækkelsen kan gå tilbage til urie. I 3. århundrede erstattedes endelsen ‑d med den primære endelse ‑t < *-eti (DEDIT på Cista Ficoroni er dog fra ca. 350, dvs. 4. årh.?).

  • FECED
  • SIED
  • O. deded pf. ‘gav’, deivaid konj. ‘lad ham sværge’ (overfor præsens faamat ‘siger’) viser, at udviklingen er ur(- eller fælles?)italisk.

*t > s /__ t __

  • Dvs urie. *tt > italokeltisk ss. Samme regel gælder for *‑ds- og *-dʰs-
  • Efter langvokal eller konsonant degemineres dette ss som hovedregel
  • Degeminationen sker omkring år 100 fvt. (og dermed efter rhotacismen):
  • uersus < uorsus < *uort-to-
  • mīsit, indskr. MlSSIT < *mei̯t-s-
  • caesus < caessus < *kai̯d-to-
  • I udlyd degemineres også, men det udlydende -s tæller langt hos Plautus
  • mīles, mīlitis ‘soldat’
  • pedes, gen. peditis ‘forgænger’ < *ped-h₁i-t-

*t > k /__l

Denne regel applicerer i alle italiske sprog (jf. osk. sakaraklúm), men er muligvis fællesitalisk, snarere end nedarvet fra uritalisk, eftersom etr. putlum-za ‘lille skål’ fra ca. 300 lader til at være lånt fra it. *potlom. Derudover bevares *tl som sådan i venetisk, jf. maxetlon /magetlon/ (Meiser s. 748).

  • pōculum < *pōklom < *poh₃-tlom

Der findes endvidere en række eksempler på, at *t assimileres til *l. Martti Nyman mente, at det afgørende i disse tilfælde var, at der gik en morfemgrænse mellem de to morfemer. Dog har alle hans eksempler en forudgående kortvokal, så jeg har foreslået, at stavelsesstrukturen er afgørende:

  • pullus m. ‘en unge’ med diminutiven putillus, -a ‘lille dreng, pige’ (Plautus). Umbr. puklum ‘fīlium’, skt. putrá- < *putló-
  • tranquillus adj. ‘rolig, stille, klar’ < *tr̥h₂n̥s-k̑u̯it-lo- (Nyman *tr̥h₂n̥s-k̑u̯eit-lo-)
  • capillus ‘hovedhår’ < *kapit-lo-

Urie. *k og k̑

*k > k

  • lūcus ‘lund’ < *lou̯kos ‘lysning’

*k̑ > k

  • centum < *k̑m̥tóm
  • decem < *dék̑m̥
  • cor < *k̑r̥d-

*k > Ø /#__n

Samme regel gælder for stemte velarer, jf. nōtus < *gnoh₃to-

  • nīdor, -ōris m. ‘røg, os’ < *knīdos-, jf. gr. κνῖσα ‘fedtos, offerrøg’, ono. hniss ‘stank, ulækker smag’

Urie. *kʷ (og k̑u̯)

*kʷ > Ø / # __ u

  • ubī < *kʷudʰei, jf skt. kúha (inde i ordet ser vi *kʷ bevaret i ali-cubi, num-cubi)

Bemærk, at lupus ‘ulv’ kun kan forstås, hvis vi antager et sabellisk låneord, idet urie. *u̯l̥kʷo- skulle > uulcus.

*kʷ > kʷ

  • quis < *kʷis
  • -que ‘og’ < *-kʷe
  • linquere, jf. gr. λέιπω, ved. riṇákti

*kʷ > k / __ o, u

Mens *kʷu > *ku måske var en urie. regel, er *kʷo- > *ko tilsyneladende en sen regel der applicerede efter *eu̯ > *ou̯ og efter synkopen

  • colere ‘dyrke, bebo’ < *kʷelh-, jf. skt, cárati, gr. πέλομαι; indskr. QVOLVNDAM. Cicero har et adjektiv inquilīnus ‘en lejer’, afledt af incola ‘indbygger’, hvor *kʷ er bevaret som qu. Tyder på, at det hed *inkʷola på et ret sent stadie.
  • quatere; concutere (her applicerer reglen efter synkopen)
  • secundus ← sequor (hvor qu er restitueret)
  • cum < quom < *kʷom, jf. SCdB QVOM

*kʷ > k / __ C

  • relictus, ppp. til relinquere

*kʷ > k / __ i̯

Hører vel under *kʷ > k / __ C

  • socius < *sokʷh₂-ii̯o- ← sequor

Diagram over de ustemte, uaspirerede lukkelydes udvikling