Betydning
- Fjerndeiktisk demonstrativ: henviser til noget, der er langt væk, både fra taleren og den tiltalte.
- Lejlighedsvist positiv konnotation, modsat iste.
Oprindelse
- Meiser afleder stammen fra urie. *h₂ol-, jf. oldirsk al(l) ‘på den anden side’, got. alls ‘al’
- I oldlatin havde pronominet formen ollus/olle; ollus må afspejle *ol-nos, mens olle må have lånt endelsen fra iste og ipse
- Vokalismen i ille er sekundær, jf. beslægtede dannelser: uls ‘på den anden side’, ultrā m. komp. ulterior, sup. ultimus ‘udover’ og ōlim ‘engang’; jf. ved. āré lok. ‘i det fjerne’, ārā́t abl. ‘langt væk fra’).
- ille, ista, istud må være omdannet efter iste og ipse.
Bøjning
Bøjes efter 1./2. deklination, med undtagelse af de kasus, hvor pronominer typisk skiller sig ud:
| Sing. | M. | F. | N. |
| Nom. | ille olle (Festus) ollus (Ennius/Varro) | illa | illud |
| Akk. | illam | illam | illud |
| Gen. | illīus (illīmodī) illĭus | illius illĭus | illius illĭus |
| Dat. | illī | illī illae | illī |
| Abl. | illō | illā | illō |
- Nom.sg. ille: Det er ikke helt klart, om endelsen er analogisk eller en uventet udvikling af finalt *-o.
- Gen.sg. illīus < *ilnīi̯os < *ilnei̯i̯os < *oln-esi̯o + s; jf. Sihler s. 387. Weiss mener tilsyneladende at det er den gamle tematiske endelse: *ilnī + os
Foran genitiven modī forekommer nemlig, udover illīus, også den tematiske genitiv: illīmodī (jf. også istīmodī, cuimodī).
Gen.sg. illĭus er belagt fra Lucilius og frem. - Dat.sg.f. illae sjælden form, bl.a. hos Plautus.
| Pluralis | M. | F. | N. |
| Nom. | illī | illae | illa |
| Akk. | illōs | illās | illa |
| Gen. | illōrum | illārum | illōrum |
| Dat./abl | illīs | illīs OLLEIS ILLEIS | illīs |