is, ea, id – Latinsk sproghistorie

Anaforisk pronomen
Kan anvendes som bestemt artikel: is seruus ‘den slave’
Semantisk som ved. sá, sā́, tád < urie. *só, *sáh₂, *tód, som kun overlever i relikter i latin. Dvs. sá, sā́, tád = anaforisk + bruges som en slags artikel.

Beslægtede former: ved. ayám, iyám, idám, got. is, si, ita, 3. persons pronomen. Pronominet er dannet på tre forskellige stammer eller stammeformer:

*(h₁)i-, ses i is, id, akk.sg. im; jf. got. is, akk.pl. ins. Ligner i-stammesuffikset.
*(h₁)ei̯o-, ses feks. i eum, eam; jf ved. ayám, iyám, idám. Ligner i-stammesuffikset i fuldtrin + temavokal.
* (h₁)e-, ses feks. i gen.sg. e-ius. Forekom i urie. før *-sm- og *-si̯-.

Singularis	M.	F.	N.
Nom.	is EIS	ea	id
Akk.	eum im, em (Festus)	eam	id
Gen.	eius eiius (olat.)	eius	eius
Dat.	eī ēī (Plautus) EIE (ESMEI, umbr.)	eī eae (Plautus) ESIAI (duenos)	eī
Abl.	eō EOD	eā EAD	eō
Instr.? Directional?	eō dertil intereā ‘i mellemtiden’

Nom.sg oldlatinsk eis: Iflg. Meiser analogisk fra feks. akk.sg.: *is, *ei̯om → *ei̯s, *ei̯om
Nom.sg.f. ea < *ei̯-ah₂
Akk.sg. im, em < *(h₁)i-m, jf. ved. im-ám
Akk.sg. eum, eam < *(h₁)ei̯-om, *(h₁)ei̯-ah₂-m
Weiss (341) foreslår dog, at eum i virkeligheden er den gamle nom.sg. *(h₁)ei̯-om, som ses i ved. nom.sg.m. ayám som ville > *eum i latin.
Gen.sg. eius (eiius) < *(h₁)e-si̯o + s: jf. ved. asya.
Dat.sg.m. eī dannet til genitiven, dvs. *ei̯i̯- (< *esi̯o) +-ei̯.
Plautus ēī < *ei̯i̯-ī. Bemærk at latin har droppet -sm-affikset, som ellers ses i oskisk lok.sg. esmik.
Dat.sg.f. eae < *(h₁)e-si̯-ah₂-ai̯; eī analogisk fra m.

Nom.pl.m.: ī er kontraktion af eī < *ei-oi̯
eī analogisk fra andre e-former.
Gotisk har eis < *eies, hvilket er den normale i-stammeendelse. Det latinske pronomen er tilpasset adjektiver af 1./2. deklination – der sjovt nok har den pronominale endelse *oi̯.
Nom.pl.f: eae < *ei̯-ah₂-i, som i anden deklination.
Akk.pl.: ēōs, eās, ea som 1./2.deklination.
Dat./abl. ībus: Weiss: måske analogisk, måske < *ei̯bʰos, jf. vedisk ébhyaḥ. Men formen īs er også analogisk.