Særtræk
De indoeuropæiske pronominer havde en række særtræk, af hvilke nogle er videreført i italisk:
- Suppletive stammer
- Nom.sg. *-s mangler i nogle tilfælde (feks. ved. sá, gr. ὅ)
- Nom./akk.sg. *-d i nogle stammer
- Abl.sg. *-Vd
- Gen.sg. med *-si̯-
- Dat., abl., lok. sg. m./n. med *-sm-: kun i sabellisk
- Dat., abl., lok. sg. f. med *-si̯-: ikke i italisk
- Nom.pl.m. *-oi̯
- Inde i ordet ses et *-oi̯- i visse endelser (evt. olat. ībus)
- Bøjningen har en tendens til at tiltrække en særlig type adjektiver, kaldet pronominaladjektiver
I latin har de pronominale paradigmer endu et særtræk:
- Endelsen -i i nom.sg., som ses i rel.pron. m. quī (indskr, QVOI), f. quae og dem.pron. f. haec
- Ingen genusdifferentiering i genitiv singularis, dativ singularis og dativ/ablativ pluralis
Oversigt
Personlige pronominer
1sg. ego
2sg tū
1pl. nōs
2pl. uōs
Possessive adjektiver
1sg. meus
2sg tuus
1pl. noster
2pl. uoster
Demonstrative pronominer
Anaforiske o.l.
*so- – anaforisk, fragmentarisk
is, ea, id ‘han, hun, den’ – anaforisk
īdem, eadem, idem ‘den samme’
ipse, ipsa, ipsum ‘selve’; emfatisk, refleksivt
Deiktiske
hic, haec, hoc – proximal deixis
iste, ista, istud – medial deixis
ille, illa illud– distal deixis
Relative, interrogative og indefinitte pronominer
quis/quī, quae – interrogativt
quid/quod – indefinit
quī quae quod – relativt prononem og adjektiv