Endelser

De infektive endelser fortsætter de urie. primære/sekundære endelser, fortrinsvis de tematiske. Perfektum derimod fortsætter en blanding af urie. perfektums- og primær/sekundærendelser.

Infektum

Aktiv

Urie. prim.Latin prs.Urie. sek.Latin (diverse)
*-mi
*-oh
amō
moneō
legō
audiō
sum; ESOM
*-m̥
*-o-m
SIEM < *h1s-i̯eh1-m
amābam, legam osv
*-si *-e-siamās monēs legis audīs*-s
*-e-s
sīs ~ siēs < *h1s-i̯eh1-s
*-ti
*-e-ti
amat
monet
legit
audit
*-d
*-e-t
sit ← SIED < *h1s-i̯eh1-t
fēcit ← FECED < *‑t → DEDIT
*-mos
*-o-mos
amāmus
monēmus
legimus
audīmus
*-me
*-o-me
(mangler i sabellisk)
*-th1/2e (du. *‑tes)
*-e-th1/2e
amātis
monētis
legitis
audītis
*-te
*-e-te
amāte osv.; impv.
*-n̥ti *-énti
*-o-nti
amant
monent
legunt; tremonti?
audiunt
*-n̥t
*-ént
*-ont
  • 1sg. *-mi kun bevaret i sum, som i Garigliani-indskriften ahr formen ESOM. Den sekundære endelse *‑m ses i konjunktiv og præteritum: amemamābam. 1sg. ‑ō ← /āō/: den ukontraherede form ses i umbr. subocau < *sub-u̯ok-ā-i̯ō (Untermann 2000: 707)
  • 2sg. -s < *‑si (apokope) – og < *‑s (sekundær endelse)
  • 3sg. ‑D < uritalisk *‑d, som indtil 3.årh. ses i perfektumsformer som VHE:VHAKED, FECED, FECID og aorister som SIED, osk deiuaid, fakiad. De fleste forskere ansætter urie. *‑t/*-e-t, men Olander (2015: 330, 334) går ud fra, at lukkelyden blev stemt allerede i urie.. Endelsen erstattes i 3. årh. af det primære -t < *eti
  • 3sg. -t < *‑ti (med apokope). Fortson (213): ‑it > urit. *‑eti og *‑iti < *‑i̯eti
  • 1pl.: Den sekundære endelse er ikke bevaret.
  • 2 pl.: -tis måske < 2.dualis *‑th1es (ved. -thas); en lignende endelse ses i oldirsk. Alternativt foreslår Rix og Weiss, at den primære endelse var urie. *‑tes. I sydpikensk finder vi -tas i videtas = uidētis (Vine: 784)
  • 3pl.: *‑enti generaliseret i I og II bøjning: I: -ant < *‑ā-i̯-enti (atematisk endelse) II: ‑ent < *‑ē-i̯-enti (atematisk endelse); *-onti måske bevaret uden apokope i Carmen Saliare tremonti = trĕmunt. Generaliseret i: III + IV: unt, ‑iunt < *‑(i̯)onti (tematisk endelse) I sabellisk er den atematisk endelse blevet generaliseret: osk. fiiet = lat. fīunt

Infektum passiv

De latinske passivendelser har en passivmarkør -r, som vi også finder i hittitisk, tokharisk og keltisk.  Den forekommer de steder, hvor det græske og vediske medium har hic et nunc-markøren *‑i. Rekonstruktionen af de mediopassive endelser er meget kompliceret. Nedenstående skema skal forstås tentativt.

Urie. prim.Urie. sek.Latin
*-h2e-r
*-o-h2er
*(e)-h2eamor
moneor
legor
audior
*-so-r
*-e-so-r
*(e)-th2eamāris/‑re
monēris/‑re
legeris/‑re
audīris/‑re
*-o-r
*-to-r
*(e)-o
*(e)-to
amātur
monētur
legitur
audītur
*-me(s)dʰh2
*-mo-r
amāmur
monēmur
legimur
audīmur
*-dʰu̯e
*-o-dʰu̯e
amāminī
monēminī
legiminī
audīminī
*-r-or
*-(o)-nto-r
*(e)-ro
*(e)-nto
amantur
monentur
leguntur
audiuntur
  • 1sg. -or < *‑o-h2r ses kun i præsens; alle andre 1sg.-former har -ar eller -er – dvs. der, hvor de aktive former har den sekundære endelse -m. Samme endelse ses i keltisk.
  • 2sg. -re < *‑so. Endelsen er den hyppigste i oldlatin og forekommer også i klassisk latin. Cicero bruger den feks. stadig i de flester former undtagen præsens indikativ (Weiss 2011: 390).
  • 2sg. -RVS < *‑so+s; ses i indskrifter, associeres med lav status (Adams hos Vine: 786)
  • 2sg. ‑ris < oldlatinsk *‑re  + s (2sg.)
  • 1pl. -mur = sekundære aktivendelse + *‑r, ses også i oldirsk -mar/-mir
  • 2pl. ‑minī < *‑mh1n-oi̯ dvs. det mediale participium? Bemærk dog, at den sabelliske nom.pl. er *-ōs, så Weiss (2022) venter *-manōs
  • 3pl. ‑ntor < *‑nto (sekundære medialendelse), ses også i keltisk passiv.

Perfektum

Aktiv

Urie.Latin
*-h2elēgī   FECEI POSEIVEI; fal. PE:PARAI
*‑th2elēgistīGESISTEI
*‑elēgitDEDED; FECID; POSEDEIT; FUEIT
Plautus ēmīt, vendidīt
*‑melēgimus 
*‑e?lēgistis 
*‑r̥lēgēre
lēgĕrunt
lēgērunt
CENSUERE, meminērePlautus fēcĕrunt; Satricum STETERAI
  • 1sg.  < *‑ei < *-ai̯ < *‑h2a + i (primærmarkør)
  • 2sg. -istī < pf.  *-is‑ + 2sg.pf. *‑th2a + primærmarkør *i
  • 3sg. -ID, ‑ED < urtialisk *‑ed < *‑et (sekundære endelse, fra aoristen) 3sg. -it < *-īt < *‑e + ‑i (fra primære endelser) + *t (primær endelse). Denne langvokaliske endelse ses i arkaisk poesi (Fortson)
  • 3pl. -ēre < *‑eh1– (stativ?) + *‑r (3pl.pf.) + ‑i (fra de primære endelser); jf. av. ånghāire ‘de sad’ < *h1eh1s-eh1-roi̯ (← ās- ‘sidde’ < urie. *h1eh1s-). Samme endelse som hitt. 3pl. præteritum -ēr. Vedisk 3.pl.akt. ender på -ur, tilsyneladende fra *‑r̥s (dhā → dadhúr). 3pl. -ĕrunt < *‑is- + *‑ont. En sjælden endelse allerede hos Plautus. 3pl. -ērunt = ‑ēre × ‑ĕrunt 3pl. ‑ERAI dialektal form; ‑is- + *‑ai fra 1/2sg. (Lapis Satricanus STETERAI)

Perfektum passiv

Perfektum passiv dannes perifrastisk, så her er intet særligt endelsessæt, bare de relevante former at esse: amātus sum, eram,

Imperativ

Aktiv1. imperativ2. imperativ (futurum)
2sg.amā
monē
lege*
audī
es, ī
amā-tō
LICE-TOD
agi-tō
audī-tō
es-tō, ī-tō
3sg.amāt-ōamā-tō
LICETOD
agit-ōagi-tō
audīt-ōaudī-tō
est-ō, īt-ōes-tō, ī-tō
2pl.amāte
monēte
legite
audīte
este, īte
amātō-teamāte-ō+te
LICETOD
agitō-te
audītō-te
estō-te, ītō-te
3plagunt-ō
sunt-ō

1. imperativ

  • Optræder i 2. singularis og pluralis
  • 2. singularis er identisk med den ubøjede verbalstamme.
  • Apokoperede former
    dīc (olat. også dīce)
    dūc
    fac
  • Gamle atematiske former:
    – cedo
    – FV ‘vær’ i Carmen Arvale
    – fer ‘bær’ (eller trunkeret tematisk stamme)
    – em ‘ej!’, hvis fra emere ‘at købe ← tage’; evt. gl. rodaorist
  • 2. pluralis er identisk med 2 pl. præsens

2. imperativ/futurum imperativ

  • Optræder 2. og 3. person singularis og pluralis; i passiv også i 1. pluralis
  • Udtrykker, at en handling skal foregå i fremtiden – si in ius vocat, ito ‘hvis han kalder dig for retten, gå derhen’ (De tolv tavlers love)
  • Bruges særligt i lovsprog og instruktioner, som f.eks. Catos De agricultura
  • Har i alle tal og personer (dvs. 2./3. sg./pl.) et element ‑(t)ō, der i indskrifterne fremstår som ‑TOD

Disse særheder forstås ud fra den teori, at endelsen i urie. var et adverbium, *‑tōd ‘dernæst’, der var opstået af ablativen til pronominet *so, *sah2, *tod (omend denne form normalt rekonstrueres som *to-sm-ōd, jf. ved. tásmād). Dette adverbium skulle betyde ‘efter det, dernæst’; dvs. formen betyder “dernæst skal du osv.…” Vi finder det samme suffiks i oskisk, græsk og vedisk:

  • Oskisk feks. deiuatud ‘lad ham sværge’
  • Græsk 3. sg. ἔσ-τω, 3. pl. ἔσ-των; φερό-ντων; ἔσ-τωσαν (og dial. -ντω)
  • Ved. 2sg. feks. ní amítrān oṣatāt ‘brænd vores fjender ned’

Fortson (2012) mener, urie. *tōd var uspecificeret for tal, hvilket selvøflgelig er højst usædvanligt. Den vediske endelse er da også 2. singularis, selvom den lejlighedsvist bruges i andre personer og tal (Whitney s. 571). Endvidere lader de latinske formers udvikling til at være lettere at forstå, hvis udgangspunktet var 2. person, og endelsen kom til at erstatte 3. perons imperativ på *-tu, *-ntu:

  1. 2sg. impv. age udtrykker umiddelbar handling; agi-tō udtrykker fremtidig handling
  2. 3sg. impv. *agetu udtrykker nødvendigvis noget mere fremtidigt end 2. persons imperativ. Formentlig undergik formen apokope og erstattes af den fremtidsmarkerede form agitō, der reanalyseredes som agit-ō
  3. 3pl. impv. *agontu erstattedes efter samme mønster af agunt-ō
  4. 2pl. impv. agite udtrykker umiddelbar handling. En futurum infinitiv med , *agete-ō ville → agitō; 2pl.-endelsen tilføjedes igen → agitōte
Passiv/deponent1. imperativ 2. imperativ
2sg.amāre
timēre
sequere
orīre
 ūtitō/ūtor
3sg.ūtitō/ūtor
2pl.cūrāminī (postkl.)
monēminī
legiminī
audīminī
īminī
-minō (Fortson 2012)
3pl.VTVNTO/ūtuntur

2sg.passiv/deponent -re < *‑so; ses muligvis i Carmen Saliare orieso (orīre ‘stå op!’). Ligner den aktive infinitiv. Bruges vel mest til deponente verber.

2/3. sg. ‑tō/-tor; 3pl. ‑untō/-untur: i oldlatin bruges -tō/-untō, i klassisk latin ‑tur/-untur. At -tō også bruges som passiv, skyldes igen dens adverbielle oprindelse.

2. pluralis -minō, opstået af den gængse endelse -minī med en den imperativiske endelse, der er opstået i 3. sg. -t-ō, 3. pl. -nt-ō. Hvis formen skal være lydret, må vi regne med *‑manoi̯-ōd > –minō.

[Den næste sektion er ufærdig, mens jeg prøver at forstå Weiss:]

Weiss (2022: 120) foreslår følgende udvikling i latin:

 2pl. 3sg
Aktiv*-te *-tōd
Medium*-manoi̯→ *-manōd

Det er dog muligt at foreslå en mere lydret udvikling.

 2pl. 3sg
Aktiv*-te *-tōd
Medium*-manoi̯→ *-manoi̯ōd > -minō

Den sabelliske futurum imperativ medium har et initialt -m i 2pl. medium, jf. umbr. ‑mu < sab. *-mō, osk. -mur < sab. *‑mōr. Det kan næppe være et tilfælde, at også umbrisk har *m i 2. pluralis, og Weiss foreslår følgende, lettere desperate, udvikling for at knytte de latinske og sabelliske former sammen:

 2pl. 3sg
Aktiv*-t-e *-t-ōd
Medium*-m-anōs→ *-m-ōd

Måske den simple forklaring er, at en hortativ 1. person pluralis blev brugt? Som i engelsk let’s go! eller spansk ¡vamos! brugt som 2. persons imperativer.