Aspekt og tempus

Latinske verber kan forekomme i to aspekter og tre-fire tider:

Infektivt aspekt, der beskriver handlingen som igangværende Nutid = præsens Fortid = præteritum, også kaldet imperfektum Fremtid = futurum
Perfektivt aspekt, der beskriver handlingen som afsluttet “Nutid” = perfektum Fortid = præteritum perfektum, også kaldet pluskvamperfektum Fremtid = futurum perfektum, også kaldet futurum exactum

PERIFRASTISK FUTURUM

Til alle former i systemet kan dannes en perifrastisk futurum af futurum participium aktiv + en form af esse: facturus sum, sim, fui, fuerim osv.

Betydning er “efter nutid/datid/fremtid”, dvs. en verbalhandling man står/stod/vil stå i begreb med at gøre, skal/skulle til at gøre, har/havde/vil have planlagt at gøre (fr. je vais faire, sp. voy a hacer, eng. I’m going to do)

Perifrastisk futurum indgår normalt ikke i oversigter over verbalsystemet, men den er vigtig, for i det klassiske verbalsystem bruges den i præsens, imperfektum og perfektum konjunktiv i interrogative bisætninger og i visse quīn-sætninger. Her erstatter den den manglende futurum konjunktiv:

Ubi ero exornatus quin tu dicis quid facturus sim “hvorfor siger du ikke til mig hvad jeg skal gøre når jeg er blevet klædt ud?”
… nisi prius sibi respondisset quid facturus esset “med mindre han først havde sagt til ham hvad han ville gøre”
… quod ipse, si in eodem loco esset, facturus fuerit “… hvad han selv havde gjort, hvis han havde været i hans sted sted”

OM PERFEKTIV “NUTID”

Betegnelsen er paradoksal, idet en afsluttet handling nødvendigvis kun bruges om handlinger i fortiden eller nutiden. Men perfektum har en række træk til fælles med præsens:

Den kan oversættes som en dansk førnutid: uēnī ‘jeg er kommet; jeg kom.’
Passiv dannes med præsensformer af esse: amātus sum ‘jeg blev elsket/erblevet elsket’; jf. til et deponent verbum: passus sum ‘jeg led; har lidt’
Nogle perfekta skal oversættes som nutid: meminī ‘husker’, ōdī ‘hader’, nōuī ‘ved’
Formentlig på et forstadie til latin tilføjedes hic et nunc-suffikset -i til de perfektive endelser, samme steder som de på det tidspunkt må have optrådt i præsens (hvis vi går ud fra at 1. sg. *-mi bevaredes på dette tidspunkt):

1sg. -ī < *‑h₂a+i̯
2sg. -istī < *‑is+th₂a+i̯
3sg. -it < olat. -īt < *‑e+i̯+t
3pl. -ē̆re < *‑r+i (olat. ‑ē̆re ovf. kl.lat. -ērunt)

Oversigt over udvalgte markører

De følgende skemaer viser de stammedannende morfemer inden for hvert af de to aspekter – dvs. de morfemer, der tilføjes for at danne præteritum, konjunktiv, futurum etc. Formerne er 1. og 2. sg. Hvordan aspektstammerne dannes kan man læse om under Præsensstammerneog Perfektumsstammerne.

Stammedannelse, aktive former

Stammedannelse, passive former

Infektum

I infektum fordeler verberne sig på fire bøjningsklasser. Her ligner de italiske sprog hinanden meget, i modsætning til perfektum, der er præget af nydannelser.

Infektum konjunktiv

amem, ‑ēs
moneam, ‑ās
legam, ‑ās
saliam, ‑ās

Klasse I -ē-

Kontraktion af *ā-ē. Dette ses i oskisk, hvor der ikke er kontraktion (Weiss 2009: 148; Vine 2017: 785):

osk. DEIVAID /dei̯u̯āēd/ ‘lad ham sværge’
umbr. kuraia ‘skal sørge for’ (med tab af *‑d < *‑t); Vine (785) rekonstruerer endelsen som *-ā-ē-ā-d med sekundær indførelse af konjunktivens ā.

Muligheder

*‑ah₂-i̯e-e-, dvs. konjunktiv til denominative verber.
*‑ah₂-+ ‑i̯eh₁-, dvs. med fuldtrin af optativens mærke, feks. i atematiske, faktitive dannelser: *neu̯-ah₂-i̯éh₁- [sic!], eller lånt fra ‘at være’: olat. siēt< *h₁s-i̯éh₁-t.

Klasse II–IV ‑ā-

Den latinske ā-konjunktiv er uforklaret. En lignende konjunktivsmarkør findes i keltisk. Forekommer i oldlatin også i visse perfektumsformer (attulās, ēuenat). Muligheder:

Imperfektums ā; se længere nede (Weiss 2009: 148)
Duenos-indskriftens OPETOIT har været tolket som en tematisk optativ *‑o-ih₁-t, so måske kunne udvikle sig til ā, men dette betvivles i dag.

Den indoeuropæiske konjunktiv til klasse III og IV er blevet til futurum.

Infektum præteritum (imperfektum)

amābam, ‑bās
monēbam, ‑bās
legēbam, ‑bās
saliēbam, ‑bās

Urie. havde også et infektivt præteritum/en imperfektum. Den dannedes til infektumstammen med augment og sekundære endelser (feks. *é-bʰer-e-t, gr. ἔφερε, ved. ábharat). Denne dannelse kunne ike få et selvstændigt liv i italisk, der ikke kender augmentet, og hvor de sekundære og primære endelser stort set er faldet sammen. I stedet er der opstået et nyt imperfektum med suffikset ‑bā-.

-bā- Muligheder:

Imperfektum af *bʰu̯eH- ‘at være’, med ukendt markør –ā-
Rodaorist, hvis man ansætter en rod *bʰu̯ah₂-.
Resegmentering af *bʰu-bʰu̯ah₂-nt, der ses i oskisk fufans ‘de var’ – hvis denne form er en gammel pluskvamperfektum: Reduplikationsstavelsen omtolkedes som roden, og selve roden omtolkedes som et suffiks. Weiss (2020: 440) bemærker, at denne rod muligvis ikke havde *h₂, og at den havde gennemgående nultrin i perfektum i urie. Derudover bemærker Vine (792), at pluskvamperfektum stort set er udokumenteret i sabellsik.

Som præteritumsmarkør optræder ā isoleret i præteritum af esse: eram, erās.

Den form, stammen optræder i før suffikset (feks. legē- i legēbam), er blevet fortolket på to måder:

Som en instrumentalis af et rodnomen; en form som legēbam ville gå tilbage til *leg̑-eh₁ bʰu-bʰu̯ah₂m ‘jeg var med samling’ (Weiss 2020: 440)
Som et præsens participium (først foreslået af Skutsch iflg Meiser 1998).
En form som legēbam ville således gå tilbage til *leg̑ents bʰu̯ah₂m > *leg̑ēns bʰu̯ahm > *leg̑ēbām ‘jeg var (blevet) samlende → var i gang med at samle’. Denne teori har ikke mange følgere, selv om flere forhold taler for den:
a. Hvis suffikset -bā- er opstået af en finit form af *bʰu̯ah- ‘at blive’, giver det mening at det forudgående element er en nominal form af verbet;
b. 3. og 4. bøjning har helt samme stammeform i infektum præteritum og præsensparticipiet; jf. legēns, saliēns ovf. legēbam, saliēbam (Dog har 4. bøjning i oldlatin feks. scībāt, mollībāt, gestībāt (men formentlig ingen eksempler på ptc. på -īns);
c. dannelsen ville være parallel med den tilsvarende passive imperfektum:

amātus eram, erās
monitus eram, erās
lēctus eram, erās
saltus eram, erās

Infektum præteritum (imperfektum) konjunktiv

amārem, ‑ēs
monērem, ‑ēs
legerem, ‑ēs
salīrem, ‑ēs

En italisk nydannelse, idet den urie. konjunktiv, ligesom optativen, var tidsløs. Der fandtes én konjunktiv og én optativ i hvert aspekt, dvs. ingen imperfektum eller pluskvamperfektum konjunktiv/optativ.

Måske ved et tilfælde kan præteritum konjunktiv analyseres som “infinitiv + ē”, både i infektiv (amārem) og perfektiv (amāuissem).

Oprindelse

‑rē‑ af uklar oprindelse.

Dannelsen findes også i oskisk: impf. konj. fusíd = Lat. foret (suppletiv impf. konj. til esse, hvis regelmæssige impf. konj. er essem, essēs, esset). Osk, fusíd ligner en konjunktiv til den sabelliske futurum, der dannes med ‑s‑ som i osk. fust < *bʰuh₂-(h₁)s-t, men tilsyneladende er denne futurum atematisk, så det er sært at vi får en konjunktiv på -ē-.

Desiderativens *‑h₁s- + konjunktivisk *‑ē‑ (eller konjunktiv af tematisk desiderativ på *‑h₁se-?)

Den urie. desiderativ (udtrykker den handlendes ønske) danner desiderativ (og muligvis en afledt futurum) i vedisk, futurum i græsk, oldirsk og baltisk. I latin finder vi endvidere forskellige verber der er dannet til en desiderativ: uīsere, quaesere (således LIV s. 23. Meiser s. 182: Italisk s-futurum).

Jens Elmegård Rasmussen arbjede med en såkaldt s-prospektiv. Han mente, den latinske impf. konj. var en prospektiv konjunktiv, hvis 2sg. *-s-e-si havde udviklet sig til *-ēs i analogi med 2sg. impf. *ēs *e-h₁es-s ‘du var’.

Infektum futurum

amābō, -bis
monēbō, ‑bis
legam, -ēs
saliam/-ībō, ‑ēs

Urie. havde ikke en egentlig futurum; denne funktion lå tilsyneladende hos konjunktiven og desiderativen. Sabellisk har en (e)s-futurum:

Umbr. didest ‘vil give’
Osk. fust, fust ‘vil være’

I latin har 1. og 2. bøjning fået en helt ny futurumsmarkør.

I og II: -b-

Om konjunitiven i klasse 1 er dannnet af den gl. tematiske konjunkitv på*-e-e- eller den atematiske optativs *-i̯eh₁-, bevares denne funktion i kl. 1. Det forklarer, at vi her får b-futurum. I klasse 2 ville konjunktiven (om den kommer af *e-e- elle *-i̯eh₁-) ikke være til at skelne fra indikativ, hvilket forklarer, at vi får ā-konjunktiv og b-futurum. B-futurum ses også i faliskisk: pipafo (*piph₃-), carefo ‘jeg vil mangle’ (mens oskisk og umbrisk har s-futurum: osk. deivast, umbr. ferest).

Muligheder:

Meiser: -b- i former som amābō, monēbō har sin oprindelse i roden *bʰuh₂- (At roden har h₂, ses efter nogle forskeres mening i den arkaiske konjunktiv til verbet esse: fuat < rodaor.konj. *bʰu̯eh₂-et). Den tematiske futurumsmarkør, urit. *‑bʰe/o-, er en italisk nydannelse – eller måske ligefrem en latino-faliskisk nydannelse.
Weiss (s. 415) rekonstruerer *bʰuH- ‘at blive’ med ukendt laryngal: rodaoristens konjunktivstamme hed *bʰuH-e-, og den form udviklede sig til futurumsmarkøren *‑be-. (Betyder vel, at han mener, at roden har *h₁).

Klasse III og IV: -ē-

*‑e-e-, dvs. tematisk konjunktiv, der består af temavokal + temavokal. Bemærk, at dette er den nedarvede konjunktiv (således feks. Fortson: 215), mens infektiv konjunktiv udtrykkes med det uforklarede suffiks -ā-.

1. sg. -am: Den urie. konjunktiv brugte den primære endelse, *-ō eller *-oh₂, i 1. sg., hvilket betød, at den var enslydende med indikativen. Det ville den også være i latin, og måske derfor bruges konjunktivens ‑am i stedet. I oldlatin har vi ellers eksempler på den paradigmatisk regelmæssige løsning: agem, capiem, audiem. Sanskrit har ligeledes to konjunktivendelser: nedarvet *‑ō. feks. i bhávā og nydannet bhávā-ni

Klasse IV: -b-

I oldlatin kan b-futurum også forekomme i 4. bøjning. (-ī-bō osv.; bemærk ligheden med inf. præs til īre: ībō, ībis etc.).

iussō, faxō, dixō, amassō: eksempler på oldlatinske futurumsformer, der går tilbage til uritalisk (Fortson: 215). To forklaringsforslag:

Af den urie. desiderativ konjunktiv (eller måske snarere tematisk desiderativ indikativ)
s-aorist konjunktiv (Weiss 2011: 420 fn. 16; de Melo).

I sabellisk danner alle fire bøjninger s-futurum (jf. ovennævnte osk. fu-s-t eller deiua-s-t ‘vil sværge’), der, i modsætning til den latinske type, (a) dannes til den tematiske stamme i 3. bøjning, (b) selv er atematisk: osk. dide-s-t, umbr. fere-s-t. Den urie. desiderativ dannedes til roden.

faxim, dixim osv: se under arkaiske verbalformer.

Perfektum

Perfektumsmarkøren –is–

I perfektum har vi et gådefuldt *-is- to eller tre steder. Det er ikke sikker at de er beslægtede:

I personendelserne: 2sg. -is-tī, 2.pl. -is-tis, 3pl. -ĕr-unt (ved siden af ‑ērunt)
I i pluskvamperfektum (-er-am), pf. konjunktiv (-er-im), fut. perfektum (-er-ō) og infinitiv: -is-se.
Måske i imperfektum konjunktiv (-er-em)

Forklaringer:

Fortson (216) mener her er tale om ubeslægtede markører, idet den i feks. -istis er af ukendt oprindelse, mens den i feks. amāu-er-am måske er s-aoristen med en ukendt vokal (kan sammenlignes med den vediske -iṣ-aorist). Det er bare virkelig bemærkelsesværdigt, at den tilsvarende passiv hedder amātus eram, dvs. at den er dannet til en form af ‘at være’
Rix mente, at -is- var en refleks af ppa.-suffikset *‑u̯os-, der var undergået vokalsvækkelse i indre stavelse; se under u/v-perfektum
Weiss (418) mener, at impf. og pf. konjunktiv samt fut.pf. er dannet med desiderativsuffikset, *(h₁)s, ikke *‑is-.
Jeg synes det er oplagt at analysere *-is- som reflekser af urie. *h₁es- ‘at være’, hvis vi anerkender, at urital. *es kan > ‑is- i indre stavelse.

Perfektumsmarkøren -u-

Denne markør behandles under u/v-perfektum

Perfektum konjunktiv -eris, ‑erit (og -erīs, ‑erīt).

amāuerim, -eris
monuerim, -eris
lēgerim, -eris
saluerim, -eris

Bøjningen er identisk med perfektum futurum, bortset fra i 1. person (‑erim over for ‑erō), der må være en nydannelse, ligesom stammevokalen -i- er det i 3.pl. konj./fut. (begge former ender på ‑erint over for erunt ‘de vil være’). Disse dannelser må skyldes indflydelse fra gamle optativformer – med mindre hele paradigmet er dannet over optativen. Faktisk findes der iflg. Meiser (1998: 215) følgende eksempler på oldlatinske konjunktiviske former med langt ī:

fuerīt Cap. 248 – sustulerīt PI. 679
venerīmus PI. Bac. 1 1 32

Iflg. Weiss kan vokalen i klassisk latin være kort eller lang, både i futurum og i konjunktiv.

Muligheder:

Weiss og Vine: *‑is-ih₁- med optativens markør i nultrin; dette ī ses i oldlatinske former som fuerīt, venerīmus, men må så være blevet erstattet med ĭ i klassisk latin, til dels pga. V̄ > V̆ / __ {l, m, n, t, r}#.
Fortson (2012) mener, at -er- er identisk med perfektumsmarkøren *‑is- og overvejer ikke en oprindelse i *h₁es.
Urie. infektiv konjunktiv af *h₁es, dvs. eris, erit < urie. *h₁es-es(i), *h₁es-et(i) – med kort *‑ĕ-, som det paser sig i atematisk bøjning. Hvis her er tale om en form af *h₁es- giver det mening at antage, at denne form oprindeligt føjedes til en trunkeret form af perfektums participium aktiv..

Perfektum præterium (pluskvamperfektum)

amāveram, ‑erās
monueram, ‑erās
lēgeram, ‑erās
salueram, ‑erās

To muligheder:

Perfektumsmarkøren *-is- + samme ukendte ā-markør som i infektum præteritum (imperfektum).
-eram, ‑erās, ‑erat = imperfektum af esse, oprindeligt føjet til en trunkeret form af perfektums participium aktiv.

Perfektum præteritum (pluskvamperfektum) konjunktiv

amāvissem, ‑issēs
monuissem, ‑issēs
lēgissem, ‑issēs
saluissem, ‑issēs

Forklaringsmuligheder:

-issem, ‑issēs, ‑isset = perfektumsmarkør *‑is- + desiderativens *‑hs‑, der også ses i imperfektum konjunktiv.
-issem, ‑issēs, ‑isset = svækkede varianter af essem essēs, esset, oprindeligt føjet til en trunkeret form af perfektums participium aktiv.

Perfektum futurum/futurum exactum -erō, ‑eris:

amāverō, ‑eris
monuerō, ‑eris
lēgerō, ‑eris
salŭerō, ‑eris

Som konjunktiv, men med bevaret -ō i 1sg.

Selv 3. pluralis ender på -erint, ikke **-erunt.

Også umbrisk havde en perfektum futurum; den dannedes ved at føje futurumsmærket -us- til perfektumsstammen (jf. –(e)s– i infektiv futurm):

dersic-ust ‘vil have sagt’ < *de-dik-u-s-t
dersic-urent < *de-dik-usent ‘vil have sagt’
fefacust ‘vil have gjort’

Hvad dette ‑us– går tilbage til er omdiskuteret; det ligner det latinske u-perfektum + futurums -s- (jf. fu-s-t, deiua-s-t. dide-s-t, umbr. fere-s-t). Senest har Zair (2015) dog påpeget, at <-us-> står for /ōs/; efter hans mening går det tilbage til en særlig perfektumstype på *‑ō-, som vi ellers kun kender fra sydpikensk. Den er opstået af perfektum til rødder på *CVH, dvs. med pf. *CeCoH-.

Perfektum passiv

Perfektum passiv dannes perifrastisk, dvs. det passive perfektumsparticipium kombineres med præsensforer af esse ‘at være’. Det samme ser vi i sabellisk:

Osk. scriftas set 3.pl.pf. ‘er blevet skrevet’
Osk. prúftúset 3.pl.pf.‘de er blevet godkendt’
Umbr. pihaz fust 3.sg.fut.pf. ‘vil være blevet renset’

Oldlatin