Fjerde konjugation: -ī-

Fjerde konjugation består først og fremmest af *i̯e/o-præsentier og denominale dannelser, mest til i-stammer.

Deverbale dannelser

*-i̯e/o-præsentier

Til konsonantiske rødder med tung en- eller tostavelsesbasis, samt i, visse tilfælde, lette rødder med final sonorant. Denne Sievers-variant af *i̯e/o-præsens er opstået allerede i uritalisk. 

V̄C, VCC	V̆V̆C	V̆R
audīre ‘høre’	amicīre ‘indhylle’	venīre ‘komme’
sentīre ‘føle’	operīre ‘tildække’	salīre
farcīre ‘proppe’	reperīre ‘finde’	pavīre
vincīre ‘lænke’	resipīre ‘smage af’	morīrī (og 3. konj, morī)
sancīre ‘indvi’	aperīre ‘åbne’
dormīre ‘sove’	sepelīre ‘begrave’
haurīre ‘trække’
prūrīre ‘klø’

Bemærk kontrasten:

• parere ‘føde’ → re–perīre ‘finde’.
• sapere ‘smage af’ → re-sipīre ‘smage af’ : dē-sipere ‘være vanvittig’
• iacere ‘kaste’ → amicīre ‘indhylle’

Denominativer og faktitiver

Har ī uafhængigt af basisstammens struktur. Den hyppigste gruppe er afledt af i-stammer. Det lange ī er opstået ved kontraktion: *siti-i̯eti > *siti-et > olat. sitīt > kl.lat. sitit.

Afledninger til konsonant- og o-stammer er færre og lidt sværere at forklare.

Til i-stammer

Fra substantiver

• sitīre ‘at tørste’: sitiō, sitīvī, sitītum ← sitis f. ‘tørst’
• fīnīre ‘at afgrænse’ ← fīnis f. ‘grænse’
• potīre ‘være herre’ ← potis ‘i stand til’, tidligere ‘herre’
• saepīre: saepiō, saepsī(!), saeptum ← saepēs (gen. pl. saepium) f. ‘hegn’
• partīre: partiō, partīvī, partītum ← pars, -tis
• vestīre: vestiō, vestīvī, vestītum ← vestis

Bemærk, at disse stammer altid har supinum på -ītum. I vediske denominativer til i-stammer forlænges stammevokalen ligeledes:

• kavīyáti ‘udfører sit hverv som seer’ ← kavi- ‘seer’

Birgit A Olsen foreslår, at mønstret for disse dannelser er afledninger med det feminine suffiks *-ih₂-. Denne dannelsestype er én af kilderne til idus-adjektiverne og til adjektivet acerbus:

• acerbus ‘skarp, bitter’ < *akr̥-þo- < *h₂ak̑ri-tʰo- < *h₂ak̑rih₂-to- ← *h₂ak̑rih₂-i̯e- ← *h₂ak̑ri- ‘spids, tinding’
• gravida adj. ‘gravid’ < *gʷr̥h₂u̯-i-tʰo- < *gʷr̥h₂u̯-ih₂-to- ← *gʷr̥h₂u̯-ih₂-i̯e- ← *gʷr̥h₂u̯-ih₂-

Mønstret har været produktivt, så om der i alle tilfælde har været et mellemliggende *i̯e/o-præsens, er usikkert.

Fra adjektiver

• mollīre  ‘gøre blød’: molliō, mollīvī, mollītum ← mollis
• grandīre ‘forstørre’: grandiō, – ,– ← grandis ‘stor’
• com-potīre ‘gøre delagtig i’ ← compos (adj.) ‘mægtig, rådig over’ < *kom-poti-

Til konsonantstammer

• fulgurīre ‘lyne’: fulguriō, fulgurīvī, fulgurītum ← fulgur (n.) ‘lyn’
• balbūtīre ‘stamme’: balbūtiō  < *balbūtus
• compedīre ‘indvikle’: compediō, compedīvī, compedītum  ← compēs, -pedis ‘fodlænke’
• custōdīre ‘bevogte’: custōdiō, custōdīvī, custōdītum, enten fra custōs, ‑dis m./f. ‘vagt’ eller fra custōdia (mit forslag)

Til o- og ā-stammer

Hvorfor nogle o- og ā-stammer dukker op som basis for denominativer i fjerde bøjning, er uforklaret.

Fra substantiver

Disse dannelser er typisk transitive:

• pūnīre ‘straffe’: pūniō, pūnīvī, pūnītum ← poena ← gr. ποινή

Jeg har gjort opmærksom på, at her i nogle tilfælde er tale om afledninger til stammer på -ium eller -ia:

• fastīdīre ‘væmmes’ ← fastīdium ‘væmmelse’
• mūnīre ‘mure, forskanse’: mūniō, mūnīvī, mūnītum ← moenia
• īnsānīre ‘rase’ ← īnsānia? (således også Rix 1994: 69)
• custōdīre ‘bevogte‘ ← custōdia ‘opsyn’ (antages normalt af være fra custōs ‘opsynsmand’)

To desubstantiviske stamme har en betydning, der kan omskrives til “at begære det, som afledningsbasen henviser til”. De er intransitive:

• equīre ‘være i brunst (om hopper)’ ← equus (m. o-st.) ‘hest’
• catulīre ‘være i løbetid (om katte)’ ← catulus (m. o-st.) ‘dyreunge, killing’

Måske denne semantiske type er nedarvet – vi ser den i hvert fald også i visse vediske denominativer:

• aśvāyáti ‘begærer heste’  ← aśva- ‘hest’
• putrīyáti ‘begærer sønner’ ← putrá- ‘søn’
• mātrīyáti ‘begærer en mor’ ← mātár- ‘mor’

Som det ses, har denne type accent på afledningssuffikset i vedisk. Det får Vine (2012: 560) til at foreslå, at også den latinske type går tilbage til *-ei̯-é-ti, hvor det uaccentuerede *e udvikler sig til uritalisk *i: *-ei̯-é-ti > *-ii̯-eti > *-īt. En sådan regel har ingen paralleler, så vidt jeg ved.

Fortson (2011: 213) taler om en servīre-type. Men servīre er intransitivt og dermed ikke typisk for desubstantiviske 4.-bøjningsverber:

• servīre ‘at tjene som slave’: serviō, servīvī, servītum ←  servus (m. o-st.) ‘slave’

Nielsen Whitehead (2023): her er tale om en unik, analogisk dannelse. Der er til en vis grad enighed om, at servus oprindelig betød ‘en opsynsmand’. Denne oprindelige betydning ses i denominativen servāre ‘holde opsyn med’.

Da servus skiftede betydning til ‘slave’, opstod behovet for en ny denominativ med betydningen ‘være slave’; den dannedes som en i-stamme efter samme mønster som antonymet potīre/-ī ‘være herre’ ← potis ‘mægtig, som magter’, der tidligere betød ‘herre’.

Senere forsvandt potis i betydningen ‘herre’ fra sproget; kun betydningen ‘være noget mægtig osv.’ består. Verbet potīre betyder ‘underkaste, gøre til slave’.