Indoeuropæiske *ah2-stammer
Generelt om første og anden deklination
- Anden deklination viderefører den indoeuropæiske tematiske deklination, også kaldet den indoeuropæiske o-stammedeklination.
- Femininum til disse stammer dannedes i indoeuropæisk med suffikset *‑eh2-, som i latin videreføres i den såkaldte første deklination, som vi også kalder a-stammerne. Traditionelt mener man, at suffikset *‑eh2‑ er opstået i o-stammernes neutrum pluralis; det består af temavokalen, i varianten *‑e‑, og nom./akk. ntr. pl.-markøren *‑h2‑. Denne endelse markerede i urie. to numeri: en arkaisk kollektiv og, senere, neutrum pluralis. Vi går ud fra, at feminum er opstået som en videreudvikling af kollektiven.
- De pronominale stammer var ligeledes tematiske. De havde dog et antal endelser, der var særlige for pronominerne. Nogle af disse har sneget sing ind i nominaldeklinationen, tidligst den maskuline nominativ singularis på *‑oi̯. Analogisk er også *ah2-stammernes nominativ singularis kommet til at ende på *‑ai̯ i nogle af enkeltsprogene, feks. græsk og latin: ‑αι og ‑ae.
| Sing. | Urie. | Førklassisk latin m.m. | Kl. latin |
|---|---|---|---|
| Nom. | *‑ah2 | Osk. touto, víú ‘uia’; umbr. muta/mutu ‘multa’; sydpik. qora ‘statue’ < *‑ā | -a1 |
| Vok. | *‑a2 | Umbr. Tursa ‘gudinde’ < *ă | –a |
| Akk. | *‑ah2-m | TAVRASIA CISAVNA (3. årh)3 | –am4 |
| Gen. | -ah2-as | pater familiās; DVELONAI; silvāī (Ennius) | -ae5 |
| Abl. | —6 | SENTENTIAD (dvs. ‑ād7); Troiād (Naevius, 3. årh.); osk. eítiuvad ‘penge’ | -ā |
| Instr. | *‑ah2-ah1 | – | – |
| Dat. | *‑ah2-ai̯ | FILEAI; FILEA DIANAI; DIANA; DIANE8 | -ae |
| Lok. | *‑ah2-i | ROMAI | –ae9 |
- Egentlig ventes ‑ā < *‑eh2, og i få tilfælde ser vi langt -ā hos Plautus, særligt i navne. Muligvis græsk indflydelse eller arkaisme (Weiss 2009:232; 2020:249). Kort ‑a antages af nogle forskere at være lydret, af andre at være fra vokativen, og af atter andre for at være generalisering af jambisk forkortelse. Sabellisk har *‑ā, jf. oskisk touto, umbrisk tuta ‘folk’, sydpikensk qora ‘statue.’
- -a < Urie. *‑a < *‑ah2 med bortfald af final laryngal i pausa (bevaret sporadisk i græsk: Nom. νύμφη, vok. νύμφα; de maskuline stammer nom. συβώτης, vok. συβῶτα; nom. δεσπότης, vok. δεσπότα. Regelmæssigt i oksl.: nom. žena *‑ā, vok. ženo < *‑ă. Jf. også ved. devī-bøjning: Nom sg. devī́ < *‑ih2, vok. dévi < *‑i).
- I indskrifter udelades -m sporadisk. Det her er fra en af Scipiosarkofagerne.
- Urie. *‑ah2m̥ (med mindre man tror at Stangs lov) virkede her og gav *‑ah2m) > urit. (*‑a-em?) > *‑ām (jf. osk. paam = quam), der undergik udlydsforkortelse i latin. På Plautus’s tid (254-184) var endelsen muligvis stadig ‑ām. Desværre elideres den før ord, der begynder på vokal (nou
amadfertur), så vi har ingen mulighed for at kontrollere, om den havde lang eller kort vokal i tidlig latin, hvor Plautus ellers stadig har lang vokal i feks. patēr. Oskisk paam = quam viser, at der var langvokal i sabellisk, i det mindste i enstavelsesord. - -ā + ‑ī fra o-stammerne. Skanderes til tider som to stavelser, ‑āī, hos Plautus: (magnāī reī pūblicāī grātiā (Mil. 103)) og hyppigt hos Ennius (rēx Albāī longāī (Ann. 34)).
Noteredes indtil slutningen af 3. årh som ‑ai, sidenhen som ‑ae. I en enkelt indskrift og et par eksempler ho Livius Andronicus, Naevius og Ennius samt termen pater familiās ser vi den arkaiske endelse -ās, som også er bevaret i sabellisk feks. oskisk eituas ‘penge’, umbrisk tutas ‘folkets.’
Meiser: i senrepubikansk tid ses til tider -aes, som skal læses -ēs og vel er dannet ud fra græske genitiver på ‑ης. Det drejer sig særlig tom plebejiske kvindenavne. - Husk, at det kun var de tematiske stammer, der havde en særskilt ablativendelse i urie. Den kommer fra pronominerne.
- -d fra o-stammerne. Festus citerer et adverbium suād ‘således’, der vel er ablativ af urie. *su̯ah2‑ ← *su̯o-. Naevius (ca. 265-200 f.Kr.) har Troiād, men hos Plautus (250-184 f.Kr.) kan endelsen elideres, hvilket betyder, at -d var gået tabt i hans sprog.
- Blümel: disse varianter er dialektalt betingede; ‑ai hyppigst i Rom. Weiss (2009: 233): <ai> ses første gang i 159 fvt. Husk at kort *‑ăi̯ > *‑ī, som i 1sg. pf. ‑ī.
- Kun i stednavne: Romae ‘i Rom’; ellers anvendes ablativen som lokativ i latin. Meiser: “zweigipflige Aussprache” i tidlig latin; Weiss: lokativen tæller aldrig to stavelser.
| Plur. | Urie. | Førklassisk latin | Kl. latin |
|---|---|---|---|
| Nom. | *‑ah2-as | TABELAI (ScDB 186 fvt.) | –ae10 11 |
| Akk. | *‑ah2-m̥s | –ās12 | |
| Gen. | *‑ah2-hom | –ārum13 | |
| Instr. | *‑ah2-bʰis | – | |
| D/Abl. | *‑ah2-bʰ(i̯)os | EEIS REBVS; AASTVTIEIS; DE MANVBIES; | –īs14 |
| Lok. | *‑ah2-su | – | – |
- Forekomster af nom.pl. på -ās, feks. laetitiās hos Pomponius, kunne være lydrette, men da disse former alle stammer fra 1. årh fvt., argumenterer Weiss for, at her er tale om sammenblanding af nominativ og akkusativ. Sabellisk har *‑ās, jf. oskisk aasas ‘altre’ og umbrisk urtas ‘stående’.
- Pronominal endelse; som græsk ‑αι ← o-stammernes *‑oi̯.
- Nogle forskere mener, at *‑ah2-n̥s udviklede sig til *‑ās allerede i urie. (således Weiss 2009: 236). Oskisk -ss og umbrisk -f viser tilbage til urit. *‑ns, som Weiss mener er resultatet af en genindførelse af -n. Men det kan vel også være *‑a-ens < *‑ah2n̥s (eller *‑ah2ns med Stangs lov). Olander (2015: 246) rekonstruerer endelsen som *‑ah2-m̥s. Hittitisk tyder på *‑m̥s, som blev til *‑n̥s i de øvrige sproggrene.
- Den pronominale endelse (jf. vedisk ā́sām); indført i uritalisk, jf. osk. egmazum ‘rērum’, umbrisk hapinaru ‘agnārum’ med rhotacisme.
- . Som i græsk ‑αων.
- Analogi med o-stammernes *‑ōi̯s. Sket allerede i uritalisk: osk. kerssnaís ‘cēnīs’. *‑āis > *‑ais > *‑eis > * ‑ẹ̄s > ‑īs. Samme analogi ses i græsk: -αις. Senere hen opstår former som fīliābus, deābus.
astūtia f. ‘listighed’; manubiae f. pl. ‘byttepenge’