Indoeuropæiske *ah2-stammer
Generelt om første og anden deklination
- Anden deklination viderefører den indoeuropæiske tematiske deklination, også kaldet den indoeuropæiske o-stammedeklination.
- Femininum til disse stammer dannedes i urie. med suffikset *‑eh2-, som bliver til den latinske første deklination, også kaldet a-stammerne. Suffikset *‑eh2‑ er tilsyneladende identisk med o-stammernes ntr. nom./akk. pl. på *‑eh₂; det består af temavokalen, i varianten *‑e‑, og ntr. nom./akk. pl.-markøren *‑h2‑. Denne endelse markerede oprindeligt en numerus kaldet kollektiv. Vi går ud fra, at både feminum og ntr. nom./akk. pl. er opstået af kollektiven.
- De pronominale stammer var ligeledes tematiske. De havde dog et antal endelser, der var særlige for pronominerne. Nogle af disse har sneget sing ind i nominaldeklinationen, tidligst den maskuline nominativ singularis på *‑oi̯. Analogisk er også *ah2-stammernes nominativ singularis kommet til at ende på *‑ai̯ i nogle af enkeltsprogene, feks. græsk og latin: ‑αι og ‑ae.
Singularisendelser
| Urie. endelse | Førklassisk latin m.m. | Kl. latin |
|---|---|---|
| Nom. *‑ah2 | Osk. touto, víú ‘uia’; umbr. muta/mutu ‘multa’; sydpik. qora ‘statue’ < *‑ā | -a1 |
| Vok. *‑a2 | Umbr. Tursa ‘gudinde’ < *ă | –a |
| Akk. *‑ah2-m | TAVRASIA CISAVNA (3. årh)3 | –am4 |
| Gen. -ah2-as | pater familiās; DVELONAI; silvāī (Ennius) | -ae5 |
| Abl. —6 | SENTENTIAD (dvs. ‑ād7); Troiād (Naevius, 3. årh.); osk. eítiuvad ‘penge’ | -ā |
| Instr. *‑ah2-ah1 | – | – |
| Dat. *‑ah2-ai̯ | FILEAI; FILEA DIANAI; DIANA; DIANE8 | -ae |
| Lok. *‑ah2-i | ROMAI | –ae9 |
- Egentlig ventes ‑ā < *‑eh2, og i få tilfælde ser vi langt -ā hos Plautus, særlig i navne. Muligvis græsk indflydelse eller arkaisme (Weiss 2009:232; 2020:249). Kort ‑a antages af nogle forskere at være lydret, af andre at være fra vokativen, og af atter andre for at være generalisering af jambisk forkortelse. Sabellisk har *‑ā, jf. oskisk touto, umbrisk tuta ‘folk’, sydpikensk qora ‘statue.’
- -a < Urie. *‑a < *‑ah2 med bortfald af final laryngal i pausa (bevaret sporadisk i græsk: Nom. νύμφη, vok. νύμφα; de maskuline stammer nom. συβώτης, vok. συβῶτα; nom. δεσπότης, vok. δεσπότα. Regelmæssigt i oksl.: nom. žena *‑ā, vok. ženo < *‑ă. Jf. også ved. devī-bøjning: Nom sg. devī́ < *‑ih2, vok. dévi < *‑i).
- I indskrifter udelades -m sporadisk. Det her er fra en af Scipiosarkofagerne.
- Urie. *‑ah2m̥ (med mindre man tror at Stangs lov) virkede her og gav *‑ah2m) > urit. (*‑a-em?) > *‑ām (jf. osk. paam = quam), der undergik endestavelsesforkortelse i latin. På Plautus’s tid (254-184) var endelsen muligvis stadig ‑ām. Desværre elideres den før ord, der begynder på vokal (nov
amadfertur), så vi har ingen mulighed for at kontrollere, om den havde lang eller kort vokal i tidlig latin, hvor Plautus ellers stadig har lang vokal i feks. patēr. Oskisk paam = quam viser, at der var langvokal i sabellisk, i det mindste i enstavelsesord. Lat. quam har regelmæssig vokalforkortelse. - -ā + ‑ī fra o-stammerne. Skanderes til tider som to stavelser, ‑āī, hos Plautus: (magnaī reī pūblicaī grātiā Mil. 103) og hyppigt hos Ennius (rēx Albāī longāī Ann. 34) og Lukrets (Vine 2017: 756).
Noteredes indtil slutningen af 3. årh som ‑ai, sidenhen som ‑ae. I en enkelt indskrift og et par eksempler hos Livius Andronicus, Naevius og Ennius samt termen pater familiās ser vi den arkaiske endelse -ās, som også er bevaret i sabellisk, feks. oskisk eituas ‘penge’, umbrisk tutas ‘folkets.’
Meiser: i senrepubikansk tid ses til tider -aes, som skal læses -ēs og vel er dannet ud fra græske genitiver på ‑ης. Det drejer sig særlig tom plebejiske kvindenavne. - Husk, at det kun var de tematiske stammer, der havde en særskilt ablativendelse i urie. Den kommer fra pronominerne.
- -d fra o-stammerne. Festus citerer et adverbium suād ‘således’, der vel er ablativ af urie. *su̯ah2‑ ← *su̯o-. Naevius (ca. 265-200 f.Kr.) har Troiād, men hos Plautus (250-184 f.Kr.) er endelsen ‑ā, og den kan elideres, hvilket betyder, at -d var gået tabt i hans sprog.
- Blümel: disse varianter er dialektalt betingede; ‑ai hyppigst i Rom. Weiss (2009: 233): <ai> ses første gang i 159 fvt. Husk at kort *‑ăi̯ > *‑ī, som i 1sg. pf. ‑ī.
- Kun i stednavne: Romae ‘i Rom’; ellers anvendes ablativen som lokativ i latin. Meiser (s. 132): „zweigipflige Aussprache‟ i tidlig latin; Weiss derimod: lokativen tæller aldrig to stavelser; Vine 2017:
Pluralisendelser
| Urie. | Førklassisk latin | Kl. latin |
|---|---|---|
| Nom. *‑ah2-as | TABELAI (ScDB 186 fvt.) | ‑ae10 ‑ās11 |
| Akk. *‑ah2-m̥s | ‑ās12 | |
| Gen. *‑ah2-hom | ‑ārum13 | |
| Instr. *‑ah2-bʰis | – | |
| D/Abl. *‑ah2-bʰ(i̯)os | EEIS REBVS; AASTVTIEIS; DE MANVBIES14; | ‑īs15 |
| Lok. *‑ah2-su | – | – |
- Pronominal endelse; som græsk ‑αι ← o-stammernes *‑oi̯.
- Nom.pl. på -ās, feks. laetitiās hos Pomponius, kunne være lydret, men da alle eksempler stammer fra 1. årh fvt., foreslår Weiss, at her er tale om sammenblanding af nominativ og akkusativ. Sabellisk har *‑ās, jf. osk. aasas ‘altre’ og umbr. urtas ‘stående’.
- Olander (2015: 246) rekonstruerer den urie. endelse som *‑ah2-m̥s. Hittitisk tyder på *‑m̥s, som blev til *‑n̥s i de øvrige sproggrene.
Nogle forskere mener, at *‑ah2-n̥s udviklede sig til *‑ās allerede i urie. (f.eks. Weiss 2009: 236). Oskisk -ss og umbrisk -f viser tilbage til urit. *‑ns, som Weiss mener er resultatet af en genindførelse af ‑n. Men det kan vel også være *‑a-ens < *‑ah2n̥s (eller *‑ah2ns med Stangs lov). - Den pronominale endelse (jf. vedisk ā́sām); indført i uritalisk, jf. osk. egmazum ‘rērum’, umbrisk hapinaru ‘agnārum’ med rhotacisme, samt græsk ‑αων.
- astūtia f. ‘listighed’; manubiae f. pl. ‘byttepenge’
- Analogi med o-stammernes *‑ōi̯s. Sket allerede i uritalisk: osk. kerssnaís ‘cēnīs’. *‑āis > *‑ais > *‑eis > * ‑ẹ̄s > ‑īs. Samme analogi ses i græsk: -αις. Senere hen opstår former som fīliābus, deābus.